Silkeborg Moments - fire udvalgte hjemmekampe siden 1992
Vi har udvalgt fire af vores tidligere hjemmekampe mod Silkeborg IF som "Silkeborg Moments"
23.08.92 FCK-SIF 0-0: Den allerførste
Silkeborg var vores fjerde Superliga-modstander nogensinde, og den første vi forlod uden at score. Parken blev først indviet 1. september, så vi spillede kampen på Østerbro Stadion, ligesom vores allerførste hjemmekamp mod OB uden før.
En disciplineret Viggo Jensen-defensiv og kvikke kontrastød gav gæsterne de bedste tilbud før pausen, mens vi var bedst efter pausen, hvor Ivan Nielsen var fremme og true flere gange - måske fordi vi måtte undvære knæskadede Michael Manniche i et par måneder og savnede lidt power oppe foran.
Den 21-årige Benny Gall sad i øvrigt på FCK-bænken for første gang, men der gik 10 år, før han fik sin første kamp - men havde i mellemtiden været rundt i mange andre klubber.
Også vores anden hjemmekamp mod Silkeborg den sæson – 16. maj 1993 i Parken – sluttede i øvrigt 0-0, mens ingen af de efterfølgende 31 hjemmekampe er sluttet uden mål.
05.06.94 FCK-SIF 4-1: Den største
Dette topbrag har vi omtalt flere gange før, for det var en af de helt store københavnske fodboldaftener med næsten 27.000 på tribunen, hvilket dengang var Superligarekord. Derfor rangerer den nok som den største af alle vores Silkeborg-kampe og er i hvert fald ikke til at komme uden om som et af de store "Silkeborg Moments" - læs mere om kampen her eller se et kvarters TV2-sammendrag med Preben Elkjær ved mikrofonen her.
14.05.06 FCK-SIF 2-3: Den bedst besøgte
Vi var allerede mestre, takket være resultaterne i Hans Backes sidste efterår og Ståles første forår, og det blev fejret med manér, da 38.084 mødte op. Bortset fra ni Derbyer fra 1996-2006, er det vores højeste tilskuertal nogensinde til en Superligakamp.
Første halvleg var en tam omgang fra vores side, og fansene havde endnu ikke taget badedyr med til sidste hjemmekamp, så den stod kun på bølgen...Det var ikke ufortjent, at Silkeborg tog teten efter en halv time, men efter pausen kom vi ud som lyn og torden, og Silberbauer udlignede på returbolden efter et Bertolt-hovedstød. (Bertolt afløste skadede Dan Thomassen i midterforsvaret efter et kvarters spil).
Stik mod spil og chancer kom Silkeborg på 2-1, da et Kim Olsen-skud blev rettet af og totalt snød Jesper Christiansen, så i dag ville han aldrig stå som dobbelt målscorer. Det blev han imidlertid, for selv om Hangeland pandede 2-2 ind - og senere måtte se et hovedstød blokeret på stregen af en uheldig Pinmpong - scorede Olsen kort før tid til 3-2 efter en forsvarsfejl.
Det dæmpede dog ikke festlighederne efter vores fjerde mesterskab på seks år!
23.09.12 FCK-SIF 5-0: Den største sejr
I Ariël Jacobs' første, forrygende efterår havde vi kun tabt én gang i 14 kampe (desværre til Lille efter forlænget spilletid i CL-playoff), og Silkeborg fik ikke et ben til jorden og var bagud 0-3 efter 19 minutter og 0-4 efter 33 minutter. Vores nye "young guns", Corner & Nicolai havde hver slået til to gange, og et kvarter før tid øgede Vingaard til 5-0.
Kampnoterne afslører et hav af yderligere chancer, bl.a. hovedstød af Vetokele og Corner på overliggeren. Det var i øvrigt Lars Jacobsens FCK-kamp nr. 200, hvilket han fejrede med et gult kort efter en halv time, da han lidt for tydeligt obstruerede Christopher Poulsen for at bremse en jysk kontra. Kampen gav også debut til nyankomne Rúrik Gíslason, som vi havde hentet i OB et par uger før - dagen efter vi spillede 2-2 derovre, og han scorede mod os...
Sidst, men også mindst, var det dagen, hvor vi fejrede, at vi netop havde rundet 100.000 følgere på Facebook!