Per Frandsen

25 år siden: Dramatisk nedrykningskamp mod Ikast

For 25 år siden slog vi Ikast 3-2 i Parken i en kamp, som man roligt kan kalde sæsondefinerende.

Et nederlag kunne have kostet os deltagelsen i forårets slutspil, så vi i stedet skulle spille i Kvalifikationsligaen i foråret 1995. Chancerne for at vende tilbage til Superligaen dog ganske store, for fire af de otte hold fik plads i den nye Superliga, der blev udvidet fra 10 til 12 hold fra sæsonen 1995/96.

Spænding med to runder igen
Fremad Amager kunne ikke nå slutspillet, men inden de sidste to runder var stillingen:
5. AGF 15 point (20-26)
6. Silkeborg 14 point (15-22)
7. FCK 13 point (27-32)
8. Næstved 13 point (20-29)
9. Ikast 11 point (19-24)
10. Fremad Amager 8 point (20-45)

I næstsidste runde vandt Næstved 4-1 over AGF, og Silkeborg spillede 1-1 mod OB, så hvis vi havde tabt til Ikast, var vi røget under stregen inden sidste runde. Her havde vi dog nok klaret frisag, hvis vi havde slået Lyngby på udebane, men hvem siger, at vi havde gjort det?

Heldigvis blev det ikke aktuelt, men Ikast-kampen blev en lørdagsgyser!

Vi var uden karantæneramte Michael Johansen, og desuden valgte Benny Johansen at skifte Brian Flies ud med den rutinerede og nu 41-årige Per Poulsen på målmandsposten. Ikast manglede Kim Eriksen i forsvaret og havde i stedet den senere Superligatræner Jonas Dahl med, og også den finske landsholdspiller Antti Sumiala sad ude, efter han blev skadet i en landskamp mod Færøerne.

Den farlige føring...
Gæsterne kom bedst fra start og prøvede at tage os på sengen, men det afspejlede sig ikke i stillingen midt i 1. halvleg. Morten Falch bragte os foran allerede efter et kvarter, da han firsttimede et indlæg ind fra Morten Nielsen, og ti minutter senere øgede Kim Mikkelsen til 2-0, efter Per Frandsen havde tacklet bolden fra en uopmærksom Jonas Dahl og spillet Mikkelsen fri.

Frandsen ramte selv stolpen kort efter, og dermed missede vi muligheden for at fjerne risikoen ved den farlige føring. Nu gik det hverken værre eller bedre end at Ikasts lille frontløber Ove Hansen udlignede inden pausen!

To Ikast-mål og en tvivlsom annullering
Først headede han helt umarkeret et indlæg fra Claus Steinlein ind i det lange hjørne, og syv minutter senere fumlede den ellers så sikre Per Poulsen med et ellers ufarligt Steinlein-forsøg, hvorefter Hansen prikkede returbolden ind.

Ikast kunne endda have ført 3-2, for ind imellem Hansens to mål, fik Michael Elbæk noget tvivlsomt annulleret et mål, da linjevogteren mente, at han havde taget armen til hjælp for at kontrollere bolden.

”Jamen... det havde jeg ikke! Jeg fatter ikke, hvordan linjevogteren kunne vinke. Han befandt sig jo – i modsætning til dommeren, der først anerkendte målet – bagved mig og ku’ intet se,” sagde en dybt skuffet Elbæk bagefter til B.T.

Tjek selv i highlights nederst i artiklen – var det overarmen, skulderen eller brystkassen?

Intenst og nervøst
2. halvleg blev ren tjubang-fodbold, hvor intensitet og nervøsitet gik hånd i hånd, for i kampen for overlevelse kunne ingen af holdene tillade sig at nøjes med uafgjort.

Som tiden gik med masser af dueller og hidsige nærkampe, fornemmede man, at det næste mål ville blive afgørende - og Per Frandsen var meget tæt på med et hovedstød på et indlæg fra Morten Nielsen.

Og efter en god times ramte Frandsen plet! Lars Højer spillede ham fri med en god aflevering i dybden, hvorefter han udplacerede Jan Rindom i Ikast-målet.

Midtjyske frustrationer
Det unge Ikast-hold (halvdelen af holdet var under 22 år) satsede nu endnu mere og kæmpede også fornemt, selv om midlerne blev lige lovlig skrappe i de sidste minutter. Men efter at have hørt stillingen i de andre kampe, vidste de, hvad klokken var slået hvis de tabte i Parken, og det forklarer måske frustrationerne.

Det gik især ud over Allan Nielsen, der først blev nedlagt af Torben Sjørvad og siden bremset ulovligt af Jonas Dahl i en friløber, og det takserede Knud Erik Fisker begge gange til rødt kort.

Skuffelsen og frustrationerne var ikke drevet over, da Jan Rindom stillede op til post-match-interview med TV2. Det kommer til sidst i denne lille highlight-pakke fra kampen.

Ikast røg dermed i kvalifikationsligaen med Fremad Amager og genvandt Superliga-pladsen med en 4. plads efter Herfølge, Vejle og Viborg, mens Fremad Amager kun sluttede nr. 6 og definitivt rykkede ned.


Lørdag den 19. november 1994, kl. 15.00 i Parken. Superligaen, 17. runde
F.C. KØBENHAVN-IKAST 3-2 (2-2)
14.: 1-0 Morten Falch
24.: 2-0 Kim Mikkelsen
38.: 2-1 Ove Hansen
43.: 2-2 Ove Hansen
62.: 3-2 Per Frandsen
5.763 tilskuere. Dommer: Knud Erik Fisker
Advarsler: Diego Tur og Per Frandsen, F.C. København, og Michael Elbæk og Markus Pedersen, Ikast.
Udvisninger: 80.: Torben Sjørvad og 84.: Jonas Dahl Andersen, begge Ikast

F.C. København: 18 Per Poulsen - 4 Morten Falch, 6 Christian Lønstrup, 3 Diego Tur – 14 Morten Nielsen (72.: 12 Michael Giolbas), 5 Lars Højer, 17 Michael Mio Nielsen, 7 Allan Nielsen, 16 Carsten V. Jensen - 15 Per Frandsen, 19 Kim Mikkelsen.

Ikke benyttet: 1 Brian Flies og 10 Martin Johansen

Ikast: Jan Rindom - Dan Sørensen, Jan Sønksen, Jonas Dahl - Petri Helin, Torben Sjørvad, Claus Steinlein (63.: Markus Pedersen), Michael Elbæk (82.: Kent R. Nielsen), Artur Toborek - Kern Lyhne, Ove Hansen.

Ikke benyttet: Steen Mølbye