Ståle runder på søndag kamp nr. 600 som FCK-træner
På søndag står Ståle Solbakken i spidsen for F.C. København for 600. gang siden han overtog fra Hans Backe ved årsskiftet 2005/06.
"Jeg er stolt over at være en del af en klub som FCK, og klubben har også været en stor del af mit liv," siger Ståle i dette tilbageblik på hans første 599 kampe som FCK-træner.
Ståle stod først i spidsen for 275 kampe fra januar 2006 til juni 2011, og søndagens DERBY bliver nr. 325, siden han kom tilbage til København i august 2013.
Den store turn-around i 2013-14
"Særlig perioden efter jeg kom tilbage var super udfordrende på alle parametre. Vi havde en trup uden salgsobjekter, og økonomien i de andre ligaer udviklede sig meget hurtigt, så vi måtte finde ud af, hvordan vi kunne reducere afstanden."
"Derfor lavede vi en stor turn-around i 2013-14, som kostede lidt på den korte bane, men gav os et vældig godt fundament. Siden har vi udbygget alt lige fra sundhedssektoren, Talentafdelingen, scoutingen - ja, egentlig alle områder, også medieområdet."
"På alle parametre er vi i dag en meget større og mere professionel klub, men vi har stadig den udfordring, at vi skal vinde Superligaen hvert år og blive ved med at gøre det godt i Europa. Samtidig skal vi sælge spillere for millionbeløb, så vi skal præstere, selv om spillerne er her i kortere og kortere tid. Alt det kræver, at vi har flere dygtige personer på alle positioner."
"Men sådan er vilkårene, og jeg elsker det pres, det er at være i FCK. Det at du SKAL vinde hver gang, også selv om der næsten hver sæson er nogle småkriser."
Spille lige op med de allerbedste
"Jeg er især meget tilfreds med, at vi altid er konkurrencedygtige i Europa, og at vi af og til også formår at skabe et hold, der kan spille lige op med de bedste hold fra de bedste ligaer. Det kræver, at vi er dygtige og heldige at kunne beholde nogle spillere over lidt længere tid, og at alt flasker sig for os, men det er jo det, du lever og ånder for. At kunne spille lige op med de allerbedste."
Udviklingen på tribunerne
"Noget andet, der glæder mig meget, er den kultur og den udvikling, vi ser på tribunerne i Telia Parken, hvor det får alvor går den rigtige vej nu. Både de fans, som har været her lige siden de hårde år i 90'erne til de mange nye, der er kommet til gennem årene og som stadig strømmer til. Jeg synes, tribunekulturen bliver bedre og bedre og har et godt mix, som er vigtigt for klubben."
Et solidt fundament for fremtiden
"Jeg føler, at jeg nu har lagt et godt grundlag for det, som skal ske fremover i FCK, og at FCK ikke er så afhængige af mig længere, som de nok var lige efter jeg kom tilbage i 2013, og indtil vi fik lavet strategiskiftet og de mange ændringer, jeg har nævnt. Klubben står nu på et meget mere solidt fundament."
"Men som jeg har sagt før, så går jeg ikke og tænker på at stoppe, og jeg har sagt, at jeg ikke vil stoppe på en måde, som giver klubben udfordringer. Min familie er også lige flyttet til Danmark, efter at jeg har brugt rigtig meget tid på FCK siden 2013, og det er dejligt, at det giver en bedre balance i tingene."
Kamp nr. 600 i et DERBY
"Det er selvfølgelig noget specielt. Det er den fedeste kamp i Danmark og den klart største kamp mellem de to klart største klubber."
"De kampe har altid haft en drivende effekt, og i min tid har vi mødt mange gode Brøndby-hold. Et Laudrup-hold, som var vældig godt, og et Kent Nielsen-hold, som var vældig godt, og som vi kæmpede med mesterskabet om i 2009, og vi har mødt et formidabelt Zorniger-hold, og nu tror jeg de er i færd med at bygge et nyt godt hold. Så DERBY har bestemt været en del af hele epoken," slutter Ståle.
- - - - - -
1/3 af Ståles kampe har været i Europa
Ståle har stået i spidsen for ca. 47 % af alle FCK's kampe siden 1992 og holder et imponerende point-gennemsnit i de forskellige turneringer.
Søndagens DERBY er Ståles Superligakamp nr. 399, og det er præcis tre gange så mange som hans europæiske kampe.
Turnering | I alt | V | U | T | Pointsnit |
I alt | 599 | 359 | 119 | 121 | 2,00 |
Superliga | 398 | 253 | 80 | 65 | 2,11 |
Pokal | 51 | 39 | 4 | 8 | 2,37 |
Europa | 133 | 56 | 33 | 44 | 1,51 |
Royal League | 17 | 11 | 2 | 4 | 2,06 |