IFK Norrköping

Fokus på IFK Norrköping

Kun én gang før har vi mødt mandagens modstander fra IFK Norrköping, og det er længe siden: søndag den 25. juli 1993 tabte vi 0-3 på udebane i TOTO Cup'en, hvor svenskerne endte med at vinde gruppen.

>> Se kampen direkte via Ekstra Bladet

Dengang var IFK Norrköping - eller Peking, som de kaldes til daglig - også regelmæssigt tophold i Allsvenskan, for efter et mesterskab i 1989, tog de sølv de næste fire sæsoner.

Klubben havde dog sin storhedstid i de første 20 år efter 2. verdenskrig, hvor de vandt titlen hele 11 gange, men siden gik der 26 år indtil mesterskabet i 1989, der blev sikret på straffesparks-konkurrence i den tredje og afgørende finale mod Malmö FF.

Men efter en fjerdeplads og en pokaltriumf i 1994 begyndte det at gå ned ad bakke, og allerede året efter var IFK Norrköping i nedrykningsplayoff, men klarede frisag. Efter en række placeringer i den nederste halvdel overlevede de endnu en playoff i 2011, men i 2002 gik det galt og klubben rykkede direkte ned.

Efter fem sæsoner i Superettan var de oppe og vende i Allsvenskan i 2008, men røg ud med det samme og var først tilbage i 2011. Peking var tæt på nedrykning igen, men de klarede frisag på en 13. plads, og de næste tre sæsoner gav placeringer som nr. 5, 9 og 12, hvilket ikke ligefrem lagde op til en topplacering i 2015.

Men i stedet strøg IFK Norrköping simpelthen til tops og erobrede førstepladsen fra IFK Göteborg fire runder før slut, hvorefter de sikrede guldet ved at slå Malmös forsvarende mestre med 2-0 i sidste runde. Og igen var der gået 26 år siden det seneste mesterskab, så hvis den trend holder, venter det næste guld altså først i 2041!

IFK-fansene fejrer guldet i 2015
Peking-fansene fejrer guldet i 2015. Foto: Lars Dareberg, Getty Images


De fire seneste sæsoner har givet en 3. plads, en 6. plads, en 2. plads og senest en 5. plads i sidste sæson, hvor Peking fik en skidt sæsonstart med kun én sejr i de første otte kampe og aldrig nåede op og blandet sig i titelræset med de tre Stockholmklubber og Malmö FF.

De var dog tæt på at drille Djurgården i sidste runde, hvor de tidligt førte 2-0, men med 2-2 fik Djurgården det nødvendige point, som sikrede dem titlen. Det var dog bemærkelsesværdigt, at Peking slap de slap to mål ind, for det var kun tredje gang i efterårssæsonens 15 kampe, at de overhovedet slap mål ind!

IFK Norrköping i Europa
Sølvmedaljerne i 2018 sikrede en plads i sommerens Europa League-kvalifikation, hvor IFK eliminerede irske St. Patricks og lettiske FK Liepaka, men røg ud i 3. kval.runde til Hapoel Beer Sheva efter 1-1 hjemme og 1-3 ude. Det var tredje gang i træk, de var i Europa, og  i 2017 røg de ud i 1. runde, og i 2018 i 2. runde.

Hvorfor Peking?
Kælenavnet Peking stammer angiveligt fra nogle lokale gymnasiedrenge, der fandt ud af, at Peking på kinesisk betyder ”Den nordlige by”. Og så var der ikke langt til at overføre det på Norrköping (den nordlige købstad)...

Pekings preseason
Holdet spillede sin første træningskamp i norske Sarpsborg og slog det lokale Eliteseriehold med 2-1, inden de den 28. januar rejste til Portugal. Her indledte de med at tabe 0-2 til Brøndby i lørdags med et ungt hold, der savnede en del profiler:

”Anden halvleg var lidt bedre end første. Kampen som helhed blev lidt som vi havde forventet med tanke på, at vi mødte et hold, som er længere fremme i opbygningen," sagde cheftræner Jens Gustafsson til klubbens hjemmeside.

"Udover det kan man sige, at vi savnede en del spillere, som bør være bærende for os, og nogle af dem som var med, var heller ikke helt i form. Vi får mulighed for at lade mange af vores yngre spillere vise sig frem, og det synes jeg de gjorde med ære. De viste, at nogle af dem sikkert allerede i år vil være med og konkurrere og fortsætte deres udvikling hos os.”

IFK Norrköpings dansker Rasmus Lauritsen (t.h.)
Danske Rasmus Lauritsen (t.h.) i kampen mod Djurgården. Foto: Getty Images


Profiler
På holdet finder man bl.a. danskeren Rasmus Lauritsen med en fortid i FCM, Skive og Vejle, mens klubbens anden danske forsvarer, Kasper Larsen, for nylig vendte "hjem" til OB.

I målet har IFK Norrköping Isak Pettersson, der blev kåret til Årets Keeper i Allsvenskan i både 2018 og 2019, og han var også afsted med det svenske ligalandshold i januar. Midtbanespilleren og anføreren Alexander Fransson er noteret for 8 svenske A-landskampe, men er dog blandt de skadede spillere.

Bryan Oviedo kan hilse på en costaricansk kollega i form af backen Ian Smith, der er noterer for 7 landskampe. Oppe foran har klubben klubben også en montenegrinsk landsholdsangriber, Sead Haksabanovic.

Spilleren med flest landskampe er dog Luxembourg-backen, Lars Krogh Gerson, hvis nordisk klingende navn stammer fra en norsk mor. Han har 75A-landskampe på sit CV og har tilbragt hele sin karriere i norsk og svensk fodbold.

Der er kickoff mandag kl. 17 dansk tid, og denne gang spiller vi på Estadio Municipal de Albufeira, hvor vi for fem år siden slog Mlada Boleslav med 4-2 under træningslejren hernede med dette hold:

Startopstilinger FCK-IFK Göteborg