Se FCK-Barcelona torsdag kl. 14
TV3 SPORT og Viaplay har flere fede kampe på programmet denne uge. Efter tirsdagens gensyn med United-kampen fra 2006, viser de torsdag kl. 14 vores hjemmekamp mod Barcelona fra 2010.
En kamp, som Ståle flere gange har omtalt som den kamp, han er mest stolt af i sin tid sin FCK-træner, og hvor Guardiola kom med Messi, Xavi, Iniesta og alle de andre verdensstjerner, som den sæson gik hele vejen og slog netop Manchester United i finalen på Wembley.
Ligesom Unitedkampen var det vores fjerde kamp i Champions League-gruppespillet, og datoen var næsten også den samme - 2. november 2010, mens Unitedkampen var 1. november 2006.
Men vores hold var endnu stærkere, og klubben havde fire års mere erfaring med international topfodbold, så vi kunne i langt højere grad byde de store klubber op til dans. Vi var i gang med en helt forrygende sæson og gik ubesejrede gennem efterårssæsonen i Superligaen på vej mod vores tredje mesterskab i træk.
Resultaterne af vores tre første gruppekampe taler også sit tydelige sprog, for i Athen hentede vi vores første udesejr, og i Barcelona var vi længe med i kampen og tæt på at udligne til 1-1, inden Messi øgede til 2-0 kort før tid. "Vi tabte til et bedre hold, der vandt fortjent, og længere er den ikke," konstaterede Ståle.
14.9 h 1-0 Rubin Kazan (Dame N'Doye)
29.9 u 2-0 Panathinaikos (Dame N'Doye, Martin Vingaard)
20.10 u 0-2 Barcelona
Ståle: Vi må gamble lidt
"Det er nr. 1 og 2 i gruppen, der mødes, og det vil holdene også være efter kampen, uanset hvad resultatet bliver. Det er fint for os, for så kan vi gamble lidt og tage nogle chancer, og det er også nødvendigt for at få et resultat," sagde Ståle på det velbesøgte pressemøde dagen inden kampen.
"Man kan ikke stoppe Messi fra alt, og selv om han var en afgørende spiller i den første kamp, synes jeg ikke han var deres bedste den aften. Men vi må selvfølgelig prøve at lukke ham ned ved blandt andet at presse ham mere ud mod siderne, for hvor han før var en wing-spiller, så har han nu en mere fri rolle på holdet og kommer meget ind centralt. Men smartere trænere end jeg, og bedre spillere end vores, har prøvet uden held. Men måske skal Sölvi skræmme ham lidt under opvarmningen," smilede Ståle, der også glædede sig til stemningen i Parken:
"Det bliver nok 10 gange mere, end man normalt hører på Camp Nou. Hvis der ikke havde været nogen danskere dernede til den første kamp, så skulle man jo ikke tro, der havde været nogen tilskuere på stadion overhovedet," sagde han kækt.
Zanka & Antonsson: Business as usual
"Vi holder os til vores zonespil, som vi kender ud og ind, så man skal ikke forvente, at vi pludselig går over til mand-mand, det kræver alt for lang tilvænning," sagde Mikael Antonsson.
"Jeg forbereder mig faktisk på præcis samme måde som til alle andre kampe," sagde Zanka. "Det gør altså ingen forskel, om det er Lyngby eller Barcelona, når det gælder den mentale opladning, men der er selvfølgelig forskel på de taktiske oplæg, men ellers tager vi det som alle andre kampe."
Guardiola: Respekt for FCK
Guardiola og hans mandskab kom fra en 5-0-sejr over Sevilla i weekenden, men den spanske mestertræner udtrykte stor respekt for de danske mestre og gav bl.a. udtryk for, at FCK ville kunne klare sig godt i den spanske liga.
"Det er et stærkt mandskab med en rigtig god organisation, og de har mange strenge at spille på i angrebsspillet, kontraer og dødbolde, så en sejr vil være et godt resultat for os," sagde han og henviste også til, at Barcelona med en sejr ville være sikre på at gå videre, hvilket kunne være problematisk for os, da de så nok ville stille med reserveprægede hold i de sidste kampe mod Celtic og Rubin Kazan.
Vores trup
Disse 18 var udtaget til kampen, hvor Hjalte og Bergvold ikke var til rådighed på grund af skader:
1 Kim Christensen, 2 Zdenek Pospech, 5 Sölvi Ottesen, 6 Claudemir, 8 William Kvist, 9 Morten Nordstrand, 10 Jesper Grønkjær, 11 César Santin, 14 Dame N'Doye, 15 Mikael Antonsson, 16 Thomas Kristensen, 17 Oscar Wendt, 18 Kenneth Zohore, 19 Bryan Oviedo, 20 Martin Vingaard, 21 Johan Wiland, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 27 Thomas Delaney, 30 Christian Bolaños