B1903- og KB-historie: Første divisionskamp i TV (1960)

Onsdag den 15. juni 1960 skrev KB og B1903 historie ved at spille den første dansk turneringskamp, som blev vist direkte i fjernsynet.

>> Læs flere historier om vores moderklubbers indbyrdes kampe gennem tiderne

Fodboldens frygt for fjernsynet
Det var den sidste 1. divisionskamp inden sommerpausen, og kampen var flyttet fra søndag til onsdag, for DBU ville under ingen omstændigheder acceptere TV-kampe samtidig med andre danske kampe. Heller ikke datidens sparsomme transmissioner fra Europa Cup-kampe, og f.eks. blev den legendariske 7-3-finale mellem Real Madrid og Eintracht Frankfurt i maj 1960 først sendt kl. 22, fordi det danske landshold spillede en træningskamp i Odense mod det lokale byhold.

Der kom 4.700 tilskuere til kampen, men det var nogenlunde som forventet. KB og B1903 havde i snit ca. 10.000 henholdsvis ca. 6.300 i snit til deres weekendkampe i Idrætsparken, men til hverdagskampe kom der altid færre. Og selv om et fjernsyn endnu ikke var hvermandseje i de danske stuer, så holdt transmissionen sikkert også nogen hjemme.

Man skal heller ikke undervurdere betydningen af en helt anden problematik. De kvindelige bryggeriarbejdere havde strejket i et par uger for at opnå samme vilkår som deres mandlige kolleger, og selv om der var opnået forlig, ville forsyningerne først være normale den kommende weekend. Tanken om at tørste i et par timer kunne godt udfordre det københavnske fodboldpublikum – og nok især Idrætsparkens kontrollørkorps!

Danmarks Radio betalt omkring 10.000 kr. for at få lov at sende kampen, og efter Idrætsparken havde fået 20 %, delte klubberne resten, og det var lederne faktisk fint tilfredse med. Den tidligere B1903-målmand Thorkild Bekker, der var nu en ung og driftig formand for klubben, havde kun regnet med 3-4.000 tilskuere, og KB's tidligere landsholdsback, Erik Køppen, som nu også sad i klubbens bestyrelse, havde ikke troet på mere end 6.000, hvis der ikke havde været TV på.

Entreen var normalt 3 kr. på Hockeybanen, 4 kr. på B.93-langsiden og Cementen samt 5 hhv. 6 kr. på Hovedtribunen, så de 10.000 kr. dækkede altså ca. 2.500 tilskueres entreindtægt.

TV program


KB bedst kørende, B1903 på vej frem efter nedrykning
Inden kampen lå KB på en delt førsteplads med OB og AGF med 16 point, mens B1903 med en sejr ville nå op på 15 point og holde sig fremme i medaljekapløbet.

KB var bedst kørende i disse år og havde vundet sølv i 1959, hvor B1903 kun lige akkurat holdt sig over nedrykningsstregen.

Men i 1958 havde 03’erne for første gang været nede og vende i 2. division efter en noget uheldig nedrykning i den lange sæson fra sommeren 1956 til efteråret 1957, som var nødvendig, fordi DBU ændrede turneringen til at følge kalenderåret fra 1958 - og samtidig udvidede 1. division fra 10 til 12 hold. Derfor rykkede ingen direkte ned i efteråret 1957, men nr. 10 skulle spille to kval.kampe mod nr. 3 i 2. division.

Efter en forfærdelig stime med kun én sejr i de sidste 14 kampe, så endte B1903 på den famøse sidsteplads, selv om de havde klaret frisag ved at vinde den sidste udekamp mod B1909. De skulle derfor ud i to kval.kampe mod Køge og klarede 1-1 i den første i Køge, men tabte hjemme med 1-2 i den anden, selv om de efter de flestes mening blev snydt for et soleklart straffe ved stillingen 1-1. Selv 03’erne indrømmede dog, at Køges samlede sejr var fortjent.

B1903 rykkede dog direkte op igen, men først efter en vildt dramatisk opløbskamp, hvor fire hold kunne rykke op inden sidste spilledag! De øvrige var B.93, Næstved og Brønshøj, og alle endte på 32 point, så målkvotienten blev afgørende. Her var B1903 og B.93 bedst, men det holdt hårdt for 03'erne at klare 1-1 i Aalborg i sidste runde, for lammet af nerver blev de udspillet på kryds og tværs og kunne let have tabt stort, men heldigvis stod Jørn Larsen en brandkamp i målet.

Der var også meget på spil, for ét år i 2. division havde kostet ca. 75.000  i mistede entreindtægter (ca. 1 mio. i nutidskroner), så hvis oprykningen var kikset, havde klubben måttet sælge ud af anlægget på Lyngbyvej for at overleve.

Marginalerne om Europa Cup-pladsen
Et par uger inden KB-B1903-TV kampen havde KB med små marginaler misset muligheden for at spille Europa Cup for Mesterhold i efteråret 1960. Det var nemlig ikke 1959-mestrene fra B1909 som fik denne plads, men ”forårsmesteren” efter 11 af de 22 runder. KB kunne (næsten) have sikret pladsen med en udesejr i Frederikshavn, men tabte 0-1 på et mål af Harald Nielsen, og herefter måtte de vente halvanden uge, før AGF spillede deres 11. runde-kamp, som var udsat fordi de også nåede pokalfinalen.

AGF tabte hjemme 0-1 til B1913, og kun storspil af Henry From forhindrede et større nederlag, men 0-1 var lige akkurat nok til at sikre førstepladsen og dermed Europa Cup-pladsen, mens 0-2 havde givet KB pladsen. De måtte i stedet nøjes med den mindre attraktive Messeby-turnering, hvor Danmark ellers hidtil havde været repræsenteret af et byhold.

>> Læs mere om København vs Barcelona i Messeby-turneringen 1956

Et meget travlt forår
På under tre måneder havde der allerede været spillet ca. 40 kampe i Idrætsparken, så banen var som sædvanlig hård og knoldet på dette tidspunkt af foråret. Og for at holde den nogenlunde jævn, tromlede man den regelmæssigt, så når det endelig regnede, kunne vandet ikke trænge ned og give rødderne lidt væde.

Siden 1955, hvor Idrætsparken fik sin nye, store hovedtribune, var der dog kommet kunstigt lys, så man kunne spille aftenkampe hele året rundt, men kampprogrammet var stadig meget komprimeret og især i foråret 1960.

Der var ganske vist færre Stævnekampe end før, men ud over at 1. division var udvidet, så var landspokalturneringen og Europa Cup'en indført, man spillede stadig kampe mellem DBU’s lokalunioner – og minsandten om man ikke også havde indført en Nordisk Cup for de 16 bedste klubhold fra Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Oven i alt dette betød landsholdets OL-deltagelse, at der var mange flere landsholdssamlinger og træningskampe end normalt.

TV-kampen
B1903 begyndte bedst, men var for længe om at finde ud af, at KB-forsvaret virkede lidt ukoncentrerede, så de kom reelt aldrig til farlige afslutninger. Det var kendetegnende for B1903’s sæson, at de havde svært ved at score – og var svære at score mod. Faktisk endte KB den sæson med at score tre gange så mange mål som B1903 (63 vs. 21), mens B1903 til gengæld havde 1. divisions bedste forsvar.

De første og største chancer faldt da også i den anden ende, da KB’s unge, talentfulde innerwing, Kurt Krahmer, afsluttede lige på B1903-keeperen Jørn Larsen, hvorefter Jørn Sørensen - fast mand på det danske OL-landshold - gentog bedriften midt i 1. halvleg.

Langsomt men sikkert kom KB i omdrejninger, og især Ole Sørensen stod bag mange farlige angreb og målchancer. Det var også ham, der driblede sig igennem og afleverede på tværs til Finn Møller, der åbnede scoringen efter en lille halv time, hvilket var helt fortjent efter spil og chancer.

KB-B1903
Finn Møller bringer KB foran 1-0


Kort før pausen kom B1903's centerhalf Vagn Vesterlund uheldigvis til skade, da han forsøgte at bremse en KB'er, og efter behandling i pausen fortsatte han for nedsat kraft i 2. halvleg. Det var nemlig stadig ikke tilladt at skifte ud, så Vesterlund ”stod en wing”, mens John Andersen rykkede ned i forsvaret.

Efter pausen forspildte både Ole Sørensen og centerforward Eyvind Clausen et par gode muligheder for at øge, og i stedet fik B1903’s debutant Flemming Olsen – som for nylig var skiftet fra Fremad Valby - en chance for at udligne, men den unge KB-keeper Per Funch Jensen reddede fornemt med en fodparade.

Der var dog mere fart og fantasi over KB’s angrebsspil, og midt i 2. halvleg faldt afgørelsen, da den kreative Krahmer snød B1903-backen Henrik Westergård og sendte bolden ind til Eyvind Clausen, som – efter tidligere at have brændt en stribe store chancer – fik godt ram på bolden og øgede til 2-0.

KB-B1903
Eyvind Clausen øger til 2-0


Siden dominerede KB totalt og spillede op til noget af sit bedste, mens B1903 blev yderligere handicappet af, at også Ivan Jensen måtte spillede kampen til ende med en skade.

Matchfacts
Onsdag den 15. juni 1960, kl. 19.00 i Københavns Idrætspark
KB-B1903 2-0 (1-0)
26.: 1-0 Finn Møller
64..: 2-0 Eyvind Clausen
4.700 tilskuere.

KB: Per Funch Jensen – Henning Helbrandt, Bent Poulsen – Bent Krog, Arne Karlsen, Vagn Petersen – Finn Møller, Kurt Krahmer, Eyvind Clausen, Ole Sørensen og Jørn Sørensen

B1903: Jørn Larsen – Henrik Westergaard, Øjvind Fangel – Bent Hansen, Vagn Vesterlund, Børge Rasmussen – Ivan Jensen, Jørgen Petersen, Flemming Olsen, Kaj Lerby, John Andersen

Profiler
Kampen var ikke kun speciel, fordi den blev vist i fjernsynet, men også fordi den desværre blev den sidste turneringskamp for tre af KB’s mest talentfulde spillere.

Per Funch Jensen, Arne Karlsen og Kurt Krahmer var nemlig blandt de otte spillere, der omkom en måned senere ved en tragisk flyveulykke i Kastrup, som er fyldigt beskrevet mange andre steder – og nok også bliver genfortalt til sommer, hvor det er 60 år siden tragedien.

Allerede i efteråret 1955 fik man i en skolefodboldkamp et glimt af talentet hos Per Funch (Godthåbsvejens skole), Arne Karlsen (Brønshøj skole) og Kurt Krahmer (Øresundsvejens skole). Sammen med bl.a. Eyvind Clausen (Metropolitanskolen) spillede de københavnsk udtagelseskamp med henblik på en kamp mod et udvalgt jysk skolehold. De fire KB’ere kom med til kampen mod jyderne, som københavnerholdet vandt, hvorefter de også kom på skolelandsholdet, der slog Sverige 2-1 på bl.a. et mål af anfører Arne Karlsen.

Per Funch Jensen var kun lige fyldt 20, da han debuterede for KB i oktober 1958 i stedet for Nils Jensen, og han var stadig kun 20 år, da han debuterede på A-landsholdet den 2. juli 1959, efter kun at have spillet knap en halvsæson for KB. Funch fik i alt fire A-landskampe og skulle have været med i den danske OL-trup i Rom.

Arne Karlsen kom, ligesom Funch, på ynglingelandsholdet og debuterede for KB i august 1958. Han nåede 3 A-landskampe, og var  – ligesom Funch – kun tiltænkt en reserverolle i OL-truppen, men var af mange udset til at være en kommende nøglespiller i 60’erne på såvel KB’s hold som landsholdet.

Kurt Krahmer nåede ikke af få A-landsholdsdebut, men fik en B-landskamp i maj 1960, hvor han i øvrigt scorede, da Danmark spillede 2-2 i Norge. Havde det ikke været for ulykken, var han givetvis også gået en stor karriere i møde. Han kom oprindeligt fra Sundby Boldklub og debuterede for KB som 18-årig i 1957.

Både Funch og Krahmer var som nævnt udtaget til Danmarks OL-trup, men i stedet kom bl.a. KB’s Henning Helbrandt med, dog uden at komme i kamp. Til gengæld var Jørn Sørensen fast mand, ligesom B1903’s stærke centerhalf Bent Hansen, som var holdets absolut største profil på den tid.

Bent Hansen
B1903 største profil - og 03'eren med flest landskampe gennem tiderne - var ”Benne”, der fik 375 kampe for klubben fra 1953-68 samt 59 A-landskampe med fuld spilletid fra 1958-65. Han var den første efter AIA’s Poul Pedersen, der nåede 50 landskampe, og ligesom KB's Jørn Sørensen var han fast mand på det danske landshold, der vandt sølv ved OL i Rom i august-september 1960.

Som ung måtte han kæmpe for sin plads på førsteholdet. Han begyndte at spille i DAI-klubben Fix, men som 14-årig meldte han sig i B1903, selv om han egentlig var fra Brønshøj, hvor alle kammeraterne spillede. Som ung spillede han angriber, men slog igennem som højre halfback, da han afløste Egon "Tango" Nielsen.

Bent var normalt en stilfærdig type, der ikke råbte op om alt muligt, men netop i foråret 1960 var selv han højlydt utilfreds med det tætte kampprogram, som DBU bød sine landsholdsspillere i forberedelserne til OL.

”Det er umuligt at spille sit bedste med den rovdrift, lederne driver på os. Jeg havde mest lyst til at sende afbud til kampen i Odense, men nu har jeg kæmpet hårdt for at komme på landsholdet og eventuelt med til olympiaden, at jeg ikke vil sætte mine chancer overstyr ved et afbud,” sagde han inden en træningskamp mod Odenses byhold i maj, som han og flere andre gennemførte med store vabler under fødderne. Spillerne var jo rendyrkede amatører, som skulle op og passe deres arbejde næste morgen, men flere og flere spillere - inklusive Bent - gik åbent ind for en eller anden form for betalt fodbold, som man f.eks. havde i Sverige.

I 1964 udgav Bent Hansen selvbiografien ”En god aflevering” lige inden hans landskamp nr. 50 mod Wales, men med vanlig omklædningsrums-humor mente holdkammeraterne, at den skulle have heddet ”Én god aflevering”...

Bent Hansen,

Bent Hansen ses på billedet sammen med KB'erne Finn Møller og Klaus Busk (senere materialemand for F.C. København i 90'erne) på Mallorca, hvor Bent var inviteret med af KB. Det var ikke usædvanligt dengang, at klubberne dengang inviterede et par stærke spillere med fra andre klubber, når de efter sæsonen skulle på "belønningstur" til udlandet.