Frederiksværk FK præsenteres som ny samarbejdsklub
Frederiksværk FK præsenteres som ny samarbejdsklub
Frederiksværk FK blev den 1. juli 2020 FCK's samarbejdsklub nr. 45

Velkommen til Frederiksværk FK, Jægersborg BK og Ørestad IF

I 1. halvår af 2020 har vi fået tre nye samarbejdsklubber, og det er desværre røget lidt under radaren på grund af Covid19-situationen. Men vi vil gerne præsentere samt byde velkommen til Frederiksværk FK, Jægersborg BK og Ørestad IF, hvilket betyder at vi nu har i alt 45 klubber i netværket.

ØRESTAD IF (indtrådt 4. februar 2020)
"Ørestad er Københavns mest børnerige bydel, og i Ørestad IF vil vi være det naturlige og bedste valg, når bydelens forældre skal vælge fodboldklub til deres børn," fortæller Kristian Johnsen, der er børne- og ungdomsformand i klubben.
"I Ørestad IF ønsker vi først og fremmest at tilbyde et rart og anerkendende børnemiljø, hvor bydelens piger og drenge i trygge rammer kan opleve glæden ved fodbold og fællesskab. Med så mange potentielle fodboldspillere i bydelen, er F.C. Københavns samarbejdsprogram det helt rigtige for Ørestad IF."

"Samarbejdet kan via adgang til bl.a. træningsprogrammer, træneruddannelse, FCK-træning og ikke mindst erfaring, hjælpe Ørestad IF skridtet videre. Et skridt, der vil sikre endnu bedre rammer for udviklingen af både glade og dygtige fodboldspillere i Ørestad."

JÆGERSBORG BK (indtrådt 3. juni 2020)
“I Jægersborg Boldklub er vi begejstrede for vores nye samarbejde med FCK, som kan hjælpe os med at udvikle en god træningskultur og skabe sjove og inspirerende fodboldoplevelser for alle børn i klubben,” siger Jonas Kamper, klubbens ungdomsformand.
“Vi har valgt FCK som samarbejdsklub, fordi FCK tilbyder et stærkt program og stor erfaring med træningsprogrammer for alle årgange, træneruddannelse, skills-træning og fortsat udvikling af et klubmiljø, der skaber glade børn.”

FREDERIKSVÆRK BK (indtrådt 1. juli 2020)
"Vi er rigtig glade for, at FCK har lyst til at komme til Frederiksværk og blive en del af vores klub og hverdag. De har nogen værktøjer og tiltag, som kan gøre både trænere, spillere og ledere bedre, og det ser vi i et kæmpe potentiale i," siger John Rydahl, der er formand for klubben. 

"FKK havde indtil nytår en samarbejdsaftale med Brøndby IF, men har blandt andet talt med GVI (Gentofte-Vangede) og HUI (Hørsholm-Usserød), som i forvejen er FCK-samarbejdsklubber. Efter aftalen udløb, har vi evalueret samarbejdet og forhørt os om andre muligheder. FCK kommer med et setup, som er milevidt fra andre klubber og trumfer alt andet. De har fem fuldtidsansatte i deres samarbejdsklubprojekt, som er dedikeret til det her."

FCK BYDER VELKOMMEN
“Vi er rigtig glade for at Frederiksværk FK, Ørestad IF og Jægersborg BK har valgt at blive en del af vores klubsamarbejde. Alle tre klubber er unikke og fantastiske på deres helt egen måde, og vi ser frem til et givtigt og tæt samarbejde med alle tre,” siger Mirhan Fazliu, der er Sportslig ansvarlig i F.C. Københavns Klubsamarbejde.

"Foreningslivet og de mindre fodboldklubber er under pres, men de er en vigtig del af fodboldens økosystem. Hvis vi mister de unge ude i klubberne, så mister vi dem helt ud af fodbolden. Børn og unge har så mange muligheder i dag, og hvis de skal vælge fodbold, må vi give dem et godt udviklingsmiljø i trygge og sunde rammer," fortæller Nick Sigby-Hansen, der er Leder af F.C. Københavns Klubsamarbejde. 

"Med vores fem fuldtidsansatte og ca. 20 freelance trænere vil vi gerne bidrage til at skabe gode og sunde børnemiljøer bl.a. ved at styrke trænerne, som skal varetage den daglige træning i klubberne," tilføjer Mirhan Fazliu.

"Metoderne skal passe til den enkelte klubs DNA og målsætninger, så nuværende og fremtidige spillere får bedre børnetræning indenfor klubbens rammer og værdier. Derfor arbejder vi ikke kun med spillerne, men også på at udvikle og styrke klubbernes fundament lige fra bestyrelse til trænere, ledere og forældre" afslutter Nick Sigby-Hansen.