Kampreferat: Tiltrængt sejr sikrede andenpladsen
For en uge siden sneg vi os hjem med bøjede hoveder efter 2-4-nederlaget til AGF, som dermed selv kunne afgøre kampen om den vigtige andenplads, der for os primært handlede om at få et par ugers længere forberedelse til næste sæson, inden vi skal spille europæisk.
Men på tre døgn hev vi os selv op ved hårrødderne og hentede seks point, mens AGF kun fik et enkelt, og dermed sikrede vi i sidste ende sølvet.
Varela, Thomsen og Kaufmann var nye i forhold til AaB-kampen og erstattede Bartolec, Bjelland og karantæneramte i Falk i en 4-2-3-1-formation, der egentlig ikke er langt fra vores normale 4-4-2. Her ligger vores ene angriber også ofte lidt bag den anden, og kanterne længere fremme end de to centrale på midtbanen, men i dag var det også det muliges kunst i forhold til hvem der var til rådighed og hvilken forfatning, de var i.
Jonas gav os ønskestart
Efter fire minutter sendte Kaufmann et behjertet forsøg et par meter forbi, og selv om FCN’s Sadiq gjorde det samme efter ti minutter, så kom vi bedst fra start med god energi og bevægelse i holdet. Vi fik også en ønskestart, da Jonas Wind efter 12 minutter mødte Pierre Bengtssons hjørne ved forreste stolpe og pandede bolden i netmaskerne til sin 7. scoring i blot 13 3F Superligakampe.
Fem minutter efter sled Kaufmann sig til en god skudchance i feltet, men hamrede bolden lige forbi nærmeste målhjørne. Minuttet efter headede Stage et Pierre Bengtsson-indlæg i nettet, men bolden havde været over baglinjen, inden svenskeren servede, så annulleringen var rimelig nok.
Efter 20 minutter var Magnus Kofod tæt på at nå frem til et giftigt indlæg, som Varela nåede ned og cleare, men fra da af mistede vi momentum, og langsomt men sikkert overtog FC Nordsjælland spillet, mens vi forsvandt ud af kampen rent offensivt.
Vi måtte også spille i undertale nogle minutter, da Thomsen fik lappet en flænge ved det ene øje, men desværre skulle han få større problemer senere i kampen...
FCN udlignede på straffe
Trods den megen boldbesiddelse var FCN ikke specielt skarpe, når de nærmede sig feltet, men ti minutter før pausen fik de en gylden mulighed. Det lignede ikke, at Pierre bevidst forsøgte af fælde Sadiq i udkanten af feltet, men han nedlagde ham ikke desto mindre, og Mikkel Rygaard udnyttede effektivt muligheden fra 11-meter pletten.
Vi svarede igen, da Wind med hælen lavede en tunnel og spillede Stage i udkanten af feltet, men hans afslutning var ikke hård nok til at passere Peter Vindahl. Ellers kom den største jubel fra tribunerne, da N’Doye blev sendt ud og varme op kort før pausen. Som bekendt er forventningens glæde nogle gange den største, men ikke altid!
Taktisk ændring efter pausen
Det var dog de samme 11, der kom på banen efter pausen, og allerede i første minut fik Victor Nelsson en stor mulighed på en Bengtsson-dødbold, men kom lidt skævt til bolden og fik ikke flugtet ordentligt. Vi kom i det hele taget væsentligt bedre ud efter pausen, men ligesom i kampens indledning, så ebbede det hurtigt ud, og der sneg sig for mange fejl og forkerte beslutninger ind i spillet.
Efter ti minutter satte FCN den hurtige Kamaldeen ind for Tochi, og kort efter svarede Ståle & co. igen ved at sætte Mudrazija og N’Doye ind for Daramy og Kaufmann og samtidig ændre til en 4-4-2 med en midtbanediamant, der bedre kunne hjælpe vores backs med at dæmme op for deres hurtige kantspillere.
Da havde ”Olé, super Dame N’Doye”-råbene længe lydt fra tribunerne, højlydt, kærligt og fyldt med forhåbninger, men kunne den gamle virkelig indfri forventningerne endnu engang?
Efter blot to minutter på banen forhindrede han desværre Jonas i at bringe os foran, for han headede ellers et Thomsen-indlæg i nettet, men forinden havde N’Doye hevet Martin Frese omkuld i feltet.
Helt åben affære
Midt i halvlegen gik det galt for Thomsen, da skulderen røg af led, så han måtte erstattes af Pep Biel, men han sparkede til gengæld et smukt hjørnespark lidt efter, som Stage var meget tæt på at heade i mål, men bolden passerede på tværs og forbi fjerneste stolpe.
Gæsterne svarede igen med deres hidtil største chance, da Diomande fornemt spillede Sadiq fri i højre side af feltet, men Kalle kom stærkt ud og parerede til hjørne. Med et kvarter igen balancerede den helt åbne affære på vippen og kunne gå til hvilken side det skulle være, og da det stadig stod 0-0 i Aarhus, holdt vi stadig andenpladsen.
Vi havde dog meget svært ved at skabe noget i åbent spil, men formåede dog at holde de hurtige FCN-folk fra flere store chancer, selv om de ihærdigt gjorde hvad de kunne for at få alle tre point med til Farum.
N'Doye gjorde det!
Med otte minutter igen bredte jublen sig på tribunerne, da Brøndby kom foran i Aarhus, men der gik kun et par minutter, før vi selv gjorde arbejdet færdigt. Og det er jo som taget ud af en eventyrbog, for hvem andre end Dame N’Doye sikrede sejren! Nelsson stak bolden frem til Mudrazija og Wind, og sidstnævnte sendte den præcist ind i feltet, hvor N’Doye som en anden Carl Lewis var lynhurtigt ude af startblokken og chippede bolden over Peter Vindahl til 2-1!
Den mand er ganske enkelt i en klasse for sig selv, og hvis det her – fodboldguderne forbyde det – blev hans sidste aktion i FCK-trøjen, så var det i hvert fald en mindeværdig måde at sætte punktum på. Men lad os nu se!
Der var dog stadig fem minutter igen plus lige så meget tillægstid, og FCN sendte Vindahl med frem til sidst og nåede også at få et giftigt frispark lige uden for feltet i de døende sekunder, men heldigvis skruede Damsgaard bolden i sidenettet. Uafgjort havde også været nok for os, men efter en sæson som denne, trængte vi til en sejr og en succesoplevelse – og den fik vi!