Alexander Hjælmhof rykkes op i førsteholdstruppen
18-årige Alexander Hjælmhof rykkes fra dags dato op i FCKs førsteholdstrup og får fremover trøjenummer 30. Et stort skridt for det offensive talent.
”Det er jeg sindssygt glad for og en drøm for mig, for jeg har været FCK-fan hele livet nærmest! Og det er noget, som jeg arbejdet hårdt for længe. Jeg glæder mig til en fast hverdag på Nummer 10, og ser frem til at lære utroligt meget af at træne med så dygtige holdkammerater til daglig,” siger Alexander Hjælmhof.
Fra student til spiller
I juni i år blev han student fra Øregård Gymnasium, og nu skal han så prøve kræfter med et liv som professionel fodboldspiller.
”Man er naturligvis nederst i hierarkiet, så jeg kender min rolle. Det gælder bare om at holde snuden i sporet, gøre det så godt som muligt, og vise sig frem på bedst mulig vis til hver træning. Men der skal selvfølgelig bygges meget på stadig for mit vedkommende, især rent fysisk og taktisk. Men det er jeg også topmotiveret for at arbejde videre med.”
Omskolet fra angreb til midtbane
Alexander var angriber, da han spillede på U17, men blev siden omskolet til central midtbanespiller på U19, så han er en alsidig offensivspiller, der ofte også har spillet på kanten, når han har spillet på FCK’s reservehold. Her har han været med siden efteråret 2018, når han ikke har været optaget af U-landsholdsopgaver.
”Jeg føler, at jeg kan bidrage som en offensivt tænkende central midtbanespiller, selvom jeg faktisk i hele min karriere mest har været angriber. Men det seneste år har jeg været rykket længere tilbage, og jeg føler mig hjemme i den position på midten af banen, som ret hurtigt viste sig at være god for mig,” forklarer Hjælmhof.
Endnu har han stadig sin debut til gode, men han har tre gange været på bænken til førsteholdskampe uden dog at komme i kamp:
- 25.09.19 u Hillerød (Sydbank Pokalen)
- 04.03.20 u AaB (Sydbank Pokalen)
- 10.08.20 n Manchester United (Europa League)
Alexander Hjælmhof får fremover trøjen med nummer 30 på ryggen.