Ståle: Kampen var vigtig, selv om den kom 3-4 dage for tidligt
Dagens træningskamp på 4 x 20 minutter endte med en Silkeborg-sejr på 3-1, og Rasmus Falk scorede vores enlige mål på hovedstød efter 53 minutter.
"Kampen kommer egentlig tre-fire dage for tidligt i forhold til, hvornår vi er begyndt træningen efter pausen, men vi har fremskyndet den, fordi mange nu skal afsted med landshold," fortalte Ståle efter kampen.
"Vi er først samlet igen allesammen tre dage før OB-kampen i Superligaen, så det var vigtigt, at alle lige fik lidt spilletid sammen i dag."
"Samtidig var mange præget af, at vi har haft en anden "load" i vores træning i forhold til tidligere, fordi vi har ændret på forskellige ting. Men vi var forberedte på, at det kunne give nogle udsving, så det bekymrer mig ikke."
"Men på den baggrund var spillet i dag nogenlunde som forventet, for spillerne er på meget forskelligt niveau. I dag fik alle 40 minutter, og for mange var det nok, mens andre kunne have spillet mere."
”1. halvleg var sådan lidt kedelig og kontrollerende uden de store målchancer, og af vores seks forreste spillere, var det kun Jonas Wind, der havde lidt overskud og opfindsomhed, mens Fischer og Wilczek mere lige skulle føle sig frem."
"2. halvleg blev en helt anden kamp med en mere åben slagudveksling, men holdet var også sammensat anderledes end i de første 40 minutter med mange offensivspillere, som ikke var vant til at spille sammen i de positioner."
"Deres to første mål er jo egentlig en joke, hvor Svenn Crone to gange får lov at trække ind fra venstre back og score med højre. Vi skulle også selv have scoret nogle flere mål, for både Oviedo og Kaufmann er helt alene med keeperen."
"Men vi har stadig 14 dage til premieren, og vi må få det bedste ud af vilkårene, som jo er en blanding af meget forskelligt. De, der skal med landshold har fået et program med, og vi holder tæt kontakt med dem og forbundene i forhold til deres belastning, og så har vi en træningskamp mere på mandag mod Lyngby, inden det går løs mod OB," sluttede Ståle.