Sublimt comeback i Aalborg - 3 point!
Hold da k... en aften i Aalborg! Bagud 2-0 ved pausen, men et fremragende comeback gav sejren på 2-3 på mål af Karlo Bartolec, Jens Stage og Rasmus Falk.
AaB startede kampen bedst og bragte sig også foran med 1-0 efter 10 minutter, da Rasmus Thelander kom højst, og ikke mindst først, på et hjørnespark. AaB-spilleren dirigerede bolden mod det lange hjørne, og her tog den stolpen og gik i mål, helt uden chance for Kalle Johnsson i målet.
Vi måtte desværre skifte Peter Ankersen ud efter kun 30 minutter, da han vrikkede om på anklen, og blev erstattet af Karlo Bartolec.
Selvom vi kom bedre ind i kampen, var det AaB som kom på 2-0. Marcus Hannesbo stod rigtig placeret, da der var lidt ping-pong inde i feltet og AaB kunne sparke den op i nettaget efter 39 minutter.
Jens Stage var tæt på en reducering lige inden pausen, da han snittede et frispark på overliggeren, men vi gik til pause bagud 2-0.
Trænerteamet byttede to spillere til 2. halvleg. Det betød debut til Mustapha Bundu, mens også Victor Nelsson kom på banen. Om det var indskiftningerne eller bare endnu mere energi i nærkampene skal være usagt, men holdet brugte kun få minutter af 2. halvleg før der var reduceret. Karlo Bartolec bankede bolden i mål, og herefter forsatte presset mod AaB-målet.
Udligningen til 2-2 stod Jens Stage for efter 58 minutter, da han bankede bolden i mål efter at Jonas Wind havde lagt den til rette for ham i feltet.
Vi forsatte presset mod AaB, og føringsmålet til 2-3 kom fra Rasmus Falk, da Jonas Wind igen assisterede. Wind og Falk spillede et-to inde i feltet, og Falk satte den sikkert i kassen godt presset af mange AaB-spillere.
Sublimt comeback i Aalborg, og allerede på søndag får vi fornøjelse af en ny kamp, når vi skal til Horsens.