Lerager før Vejle: Vi skal være mere stabile i defensiven
Lukas Lerager fik sin første startplads for FCK i søndagens kamp mod AGF, hvor det blev til 85 minutter på banen for midtbanespilleren.
”Det var selvfølgelig dejligt personligt, at jeg fik en plads i startopstillingen, og jeg synes, at det gik okay, uden at det var fantastisk," siger Lukas.
"Jeg er stadig i gang med at finde min rolle i systemet, som vi alle sammen arbejder på, men det går hele tiden fremad og det her var endnu et godt skridt i den udvikling.”
Gode offensive takter - defensiven skal stabiliseres
Onsdag aften kan Lukas Lerager komme i aktion igen, når vi møder Vejle kl. 20 i Parken:
”Der er blevet fokuseret en del på de kommende kampe, men selvom det er en kliché, så er det rigtigt, at vi kun bruger tid på at forberede os på kampen mod Vejle," siger Lukas.
"Vi er nået langt i nogle aspekter af vores spil og har også evalueret AGF-kampen grundigt. Onsdag skal vi fortsætte de gode takter rent offensivt, men der er heller ikke tvivl om, at vi skal være mere stabile defensivt end i de seneste kampe."
Vi angriber og forsvarer som hold
"Vi vil blande os i toppen af ligaen, men vi gør det svært for os selv, hvis vi ikke får lukket bedre af. Vi angriber og forsvarer som hold, og den defensive del skal være bedre onsdag end mod AGF."
"Løfter vi os der, så er jeg sikker på, at vi henter tre point, og så kan vi begynde at se frem mod den næste vigtige opgave i Brøndby på søndag. Vi har en bred og stærk trup, så vi skal levere den rigtige fysiske indsats og intensitet, selvom vi har et lidt tæt program lige nu," slutter Lukas Lerager.