Ankersen på græs igen: Fornøjelse at træne igen
Peter Ankersen var igen tilbage på træningsbanen for fuld kraft efter at han udgik af forårspremieren i Aalborg med en ankelskade.
"Det har naturligvis ikke gået så hurtig, som man ønsker det, men lige nu er jeg bare glad for at være tilbage. Og det var en fornøjelse at træne igen. Solen skinner og man kan træne igennem. Tak til fysserne, som har hjulpet mig med at blive klar. Nu skal jeg indhente det, som jeg mangler på banen, så jeg kan blive helt klar til at spille kampene og hjælpe holdet. Og så skal vi have gang i nogle flere point," var meldingen fra Peter Ankersen fredag eftermiddag.
Der venter træning resten af weekenden for den del af truppen som er tilbage i Danmark, og først fredag den 2. april er hele truppen samlet igen efter landskampene.