Marco Stamenic og Hákon Arnar Haraldsson

1-1 mod Hvidovre i første testkamp

Det er tidligt på sæsonen, og det kunne som sædvanlig ses, både på startopstilling/udskiftninger og spillet på banen. Ikke kun fordi, vi ikke stillede med et sammenspillet hold, men også fordi der er trænet hårdt den sidste uges tid, og de fleste mangler af gode grunde kamptræning.

Der var dog udmærket tempo og intensitet fra start, hvor begge hold havde afslutninger i de første fem minutter, men ellers bød halvlegen ikke på så mange farlige situationer i de to felter.

Mohamed Daramy
Mohamed Daramy med fuldt fokus. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

Generelt havde vi mange udmærkede opspil i både højre og venstre side, men det kneb med at omsætte dem til afslutninger i feltet, hvor vores tidligere U19-keeper, Filip Djukic, ikke blev sat på de store prøver i Hvidovre-målet.

I den anden ende stod svensk-italieneren Johan Guadagno de første 45 minutter, og han måtte i aktion et par gange på nogle nærgående Hvidovre-forsøg, især efter den halve time, da det brænde på i vores felt.

Johan Guadagno
Johan Guadagno stod i 1. halvleg. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Efter pausen skiftede vi planmæssigt en række spillere, herunder på målmandsposten, hvor norske Håvard Hetle fik chancen. Han lagde ud med modigt at kaste sig ned i fødderne på en fri Hvidovre-angriber og afværge chancen, men kort efter var han uheldig og mistede bolden i feltet, så Tobias Thomsen let kunne sparke den ind til 1-0.

Ikke nogen morsom start, når man får chancen for F.C. København, men det skal derfor siges til Hetles ros, at han stod fint resten af kampen og løste sine opgaver udmærket.

Håvard Hetle
Håvard Hetle stod i 2. halvleg. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Som halvlegen skred frem var Hvidovre dog sjældne gæster i den ende, men selv om vi havde rigtig meget spil på deres halvdel, kneb det stadig med at komme til deciderede chancer.

I det sidste kvarter lagde vi mere og mere tryk på, og ca. 10 minutter før tid fik Wilczek underkendt et hovedstødsmål for at lave frispark på forsvareren forinden.

Kamil Wilczek
Kamil Wilczek fik underkendt dette hovedstødsmål for frispark. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Fem minutter senere fik han også tilkendt et straffespark, men linjevogteren havde i forvejen flaget oppe, så “pletskuddet” blev til et Hvidovre-frispark.

Men tre minutter før tid vi alligevel udlignet, da Valdemar Lund slog en flot fremlægning nede fra bagkæden, hvorefter Pep Biel enkelt rundede Hvidovre-keeperen og trillede bolden i tomt mål.

Pep Biel
Pep Biel udligner til 1-1. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

1-1 lyder altid bedre end 0-1, men det var og blev en typisk træningskamp, hvor det handlede om at flest mulig fik nogle meter i benene og genfandt fornemmelsen af at spille kamp.

Næste test venter på tirsdag kl. 12, når Lyngby kommer til Nummer 10, og også den kamp kan du streame på vores Facebook-side.

>> Se matchfacts her