Unibet giver eksponering på B-tribunen til Sektion 12
Sektion 12 har et nyt visuelt udtryk, når Superliga-sæsonen starter på søndag mod AaB i Parken.
Unibet og FCK ønsker at forbinde den nye Sektion 12 tribune, hvor øvre og nedre bliver betragtet som én tribune.
Derfor giver Unibet sin eksponering under kampene på tribunens midterfrise til Sektion 12, så fansene kan benytte området til alle kampe, uanset om det er til tifoer eller andre bannere.
Et godt øje for fanmiljøet
”Det er endnu et signal om, at Unibet har et godt øje for, hvad fanmiljøet gør for de oplevelser, vi har sammen herinde," siger Jacob Lauesen, kommerciel direktør i F.C. København.
"De har været partner herinde i snart 10 år, og de har virkelig fansenes interesser som en stor del af deres engagement. Sammen har vi fundet frem til, at det kan give fansene endnu bedre rammer, hvis vi giver dem midterfrisen til alle kampe.”
Imponerede over udviklingen på S12
Unibet har været partner på B-tribunen siden 2012 og har tæt fulgt den flotte udvikling af Sektion 12, hvor der i år er solgt mere end 7.500 sæsonkort.
”Vi er meget imponerede over den udvikling, der er sket på Sektion 12 gennem de senere år, senest med udvidelsen, så der nu fast er Sektion 12 på både øvre og nedre," siger Kim Olesen, General Manager hos Unibet.
"Vi vil gerne bidrage til, at Sektion 12 får de bedst tænkelige rammer til at udvikle sig yderligere i fremtiden og vi har gennem tiden flere gange haft aftaler om, at midterfrisen kunne bruges af fansene. Nu gør vi den aftale permanent og ser frem til, at det kan give alle gæster i Parken nye visuelle oplevelser."
God forståelse mellem parterne
Den nye aftale gælder allerede fra sæsonens første kamp, hvor fansene altså kan benytte midterfrisen til udsmykning af Sektion 12:
”Forståelsen mellem klubben, Unibet og fansene er rigtig god, og det her er endnu en understregning af, at vi er inde i en meget positiv udvikling," siger Daniell Askholm, Head of Fan Engagement i F.C. København.
"Det har længe været et ønske fra fansenes side, og det er virkelig et positivt skridt, som giver nye muligheder for, at Sektion 12 kan udtrykke sig til kampene. Det vidner om, at alle parter bidrager til udviklingen og det hilser vi velkomment.”
>> Bliv klar til sæsonstarten med sæsonkort eller abonnement