Jonas Wind

To mål af jubilaren Jonas Wind gav sejr i Slovakiet

Vi sparkede gruppespillet i Europa Conference League igang med en flot sejr i Slovakiet! Det blev 3-1 over Slovan Bratislava på to mål af 100-kamps jubilaren Jonas Wind og et enkelt af Jens Stage.

Den vigtige sejr på udebane kom i hus takket på en voldsomt knoldet bane, hvor spillet af gode grunde ikke flød ligeså godt som i de seneste kampe.

Jonas Wind åbnede scoringen i sin jubilæumskamp, da han headede et hjørnespark fra Pep Biel i nettet efter 18 minutters spil.

De slovakiske mestre kom dog tilbage og fik udlignet kort efter, da de gjorde kunsten efter og også scorede efter hjørnespark sat ind af nigerianeren Henty.

Wind var bagmand til føringsmålet kort før pausen, da han fik bolden fra Boilesen på midten, satte en mand af og spillede Pep Biel fri på kanten af offside, hvorefter spanieren lagde den på tværs til Jens Stage, der nemt kunne trille 2-1-målet i nettet. Stage scorede dermed for fjerde kamp i træk!

Efter pausen fik Kevin Diks tilkendt straffespark, da han var først på en målmandsretur fra et Pep Biel Skud - og Jonas Wind var endnu engang sikkerheden selv fra straffesparkspletten og så var føringen på 3-1, og den stilling holdt hele vejen hjem.

Dermed tog vi den 9. sejr på stribe! Næste modstander er FC Midtjylland i Parken kl. 18.00 på søndag - HUSK at udnytte din billet, hvis du har sikret dig en - der er nemlig udsolgt!

I gruppens anden kamp vandt græske PAOK 2-0 ude over Lincoln Red Imps fra Gibraltar, der er vores næste modstander i Parken den 30. september. 

Læs mere om opgøret og se højdepunkter senere her på siden.


Slovan Bratislava - FCK 1-3
18. min 0-1 Jonas Wind
21. min 1-1 Ezekiel Henty
41. min 1-2 Jens Stage
68. min 1-3 Jonas Wind (straffespark)

Tilskuere: 9.833

>> Køb din gruppespilspakke nu for kun 299,- Læs mere her!