FCK-fans i Parken

Sidste nyt før FCK-Slovan Bratislava

Khocholava: Tryg ved de unge
Der er masser af erfaring i vores forventede midterforsvar i aften med David Khocholava og Marios Oikonomou, og på onsdagens pressemøde følte Khocholava sig helt tryg ved de mange unge spillere til aftenens trup:

"Når mange af de unge må spille, så må vi ældre og erfarne tage mere ansvar, så de kan føle sig mere fri til at præstere så godt de kan. Jeg tror på, at vi vil levere en god indsats."

"Selv vi ikke behøver vinde for at gå videre, så er der ingen lette kampe i Parken, hvor vi skal præstere hver gang foran vores fans."

Hvis du endnu ikke har sikret dig plads i aften, kan du gøre det lige her.

Bemærk i øvrigt, at Øvre og Nedre C først åbner kl. 20.00. Det gælder også A2, A3 og A10, mens øvrige tribuner åbner kl. 19.00.

David Khocholava
David Khocholava og Jes Mortensen til onsdagens pressemøde i Parken. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Tre nye ansigter
Ud over U19-spillerne Elias Jelert og Daniel Haarbo, der allerede har fået debut, har tre andre muligheden i aften, hvor Mattias Jakobsen, William Clem og Emil Højlund er i truppen for første gang.

18-årige Mattias Jakobsen blev oprykket til U19 i vinteren 2020 og startede inde i de fleste kampe det år. I foråret 2021 startede han inde i alle kampe på nær to, og i efteråret startede han inde hver gang.

Mattias har spillet ni U16-, fem U17- og tre U19-landskampe, og på seniorniveau har han spillet 25 minutter i en reservekamp mod FC Nordsjælland den 4. maj 2021.

Mattias Jakobsen
Mattias Jakobsen er med fremme og afslutte mod Aalesund i U19-turneringen på Marbella. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


17-årige William Clem blev oprykket til U19 i vinteren 2021 og spillede syv kampe i foråret (fire fra start, tre som indhoppet). I efteråret var han indhopper i den første kamp og startede inde i de øvrige 10 ligakampe som 6'er.

William har spillet fem U18- og en U17-landskamp, og på seniorniveau har han spillet 20 minutter i en reservekamp mod Brøndby den 27. september 2021.

William Clem
William Clem bar anførerbindet i finalen i Marbella, da både Daniel Haarbo og Mattias Jakobsen allerede var rejst hjem. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


16-årige Emil Højlund er lillebror til Rasmus Højlund og tvillingebror til U17-midtbanespilleren Oscar Højlund. Dermed har vi for første gang siden 1996 (Martin og Michael Johansen) et brødrepar i truppen til en førsteholdskamp. (Niclas og Daniel Jensen spillede ikke i klubben på samme tid).

Emil blev oprykket fra U17, hvor han spillede angriber, til U19 i sommeren 2021 og spillede i efteråret fire U19-kampe fra start, primært som 8'er, og fire som indhopper. Desuden har han spillet to U17-kampe i efteråret (og scoret i dem begge).

Han har spillet fire U16- og tre U17-landskampe og endnu ikke reserve- eller træningskampe på seniorniveau.

Emil Højlund
Emil Højlund fejrer sejrsmålet til 2-1 mod Hammarby i Marbella. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Fun facts
Da B1903 mødte Slovan Bratislava i EC for Mesterhold i 1970, scorede Benny Johansen i begge kampe (2-2 hjemme og 1-2 ude)

Da vi tabte 0-1 ude til Slovan i 1994, hed deres målscorer Slovak. (Vi spillede 1-1 hjemme)

Slovan har aldrig slået et dansk hold på udebane (2-2 mod B1903 i 1970, 1-1 mod FCK i 1994, 1-2 til Lyngby i 2017). Men vi har heller ikke selv slået et slovakisk hold på hjemmebane (1-1 mod Slovan i 1994, 1-2 mod Zilina i 2017)

Slovans Kankava og Kashia er georgiske landsholdskammerater med Khocholava.

Ungarske dommere
Dommer: István Vad
Linjedommere: Vencel Tóth og Istvan Albert
Fjerdedommer: Peter Solymosi

Der er ikke VAR i Conference League.

42-årige István Vad har været FIFA-dommer siden 2007.

I Ungarn kaldes han også István Vad den 2., for hans far - der også hed István Vad - var også international dommer og spillede forinden for Ferencváros. Og hans far var også dommer - og det samme er István Vad den 2.'s søster, Anita Vad.

István Vad spillede også fodbold som ung og var blandt andet i en periode på Ferencváros' akademi, inden han indledte sin dommerkarriere.

Han dømte også vores udekamp mod Astra Giurgiu den 27. juli 2016 og har også dømt europæiske klubkampe med FC Midtjylland og Brøndby. Desuden dømte han i Parken i november 2019, da Danmark mødte Gibraltar.

Istvan Vád
Istvan Vád. Foto: PressFocus/MB Media via Getty Images


Kort, karantæner og skader
Ingen af holdene har karantæner.

Desuden har Jens Stage (2) samt Kevin Diks, Ruben Gabrielsen, Ísak Bergmann Jóhannesson, Carlos Zeca, Lukas Lerager, Kalle Johnsson, Jonas Wind og Victor Kristiansen har hver fået én advarsel i de første fem gruppekampe, så ingen af aftenens aktører er i karantænefare til den første 1/8-finale (det kræver tre advarsler i kampene fra gruppespillet og fremefter).

På skadelisten er Kevin Diks, Pierre Bengtsson, Ruben Gabrielsen, Jens Stage, Luther Singh, Carlos Zeca, Lukas Lerager, Andri Baldursson, Nicolai Boilesen, Peter Ankersen, Valdemar Lund og Rasmus Falk.

TV
Du kan se kampen på TV2 Sport og TV2 Play med pakken "Favorit + sport".

Nostalgi
41-årige Per Poulsen vogtede løveburet, da vi spillede 1-1 i Parken den 27. september 1994. Det rakte ikke til avancement, da vi havde tabt den første kamp i Bratislava med 0-1.

Det var Poulsens sidste europæiske kamp, og den blev overværet af kun 4.232 tilskuere. Det er det laveste tilskuertal til en FCK-hjemmekamp i Europa - bortset fra de tre "corona-kampe" i 2020 for tomme tribuner mod Istanbul Basaksehir, Piast Gliwice og HNK Rijeka.

Per Poulsen