Jubel efter scoring

Spillerreaktioner: Meget overbevisende præstation

Jonas Wind
Det var meget overbevisende i aften!

Vi var i god kontrol, og bortset fra at de har en tidlig chance, så sidder vi helt på det, skaber masser af chancer, laver gode og mål og vinder en fortjent sejr.

Det er virkelig stærkt at levere sådan med det her hold. Selvfølgelig er det gode spillere, men når man allerede er videre i gruppen, så er det ekstra stærkt at præstere på den her måde.

Vi har præsteret rigtig stærkt i Europa i efteråret med kun en uafgjort i kvalifikationen og ét nederlag i gruppespillet, hvor vi spillede i undertal det meste af kampen. Nu kan vi se frem til 1/8-finaler i foråret, og selvfølgelig skal vi se at komme så langt som muligt.


Rasmus Højlund
Det er fedt at spille sammen med de andre unge, som man har trænet sammen med i mange år. Inden kampen snakkede jeg med drengene om, at vi i dag skulle spille sammen på den højeste hylde, så det er noget, vi alle har glædet os til.

Det er fedt at være en af ”de unge” lige nu. Når man spiller i FCK er der pres på, men jeg synes, at vi håndterer det godt. Det er fedt at være inde omring holdet, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at hjælpe holdet med at vinde mesterskabet og komme så langt som muligt i Europa.

Om selve kampen synes jeg, at vi lagde et godt tryk på dem, vi var gode med vores genpres, vi viste god energi – og da vi så får scoret, kommer der lidt mere ro på holdet og vores spil – og vi kommer også til at spille meget mere på den sidste tredjedel af banen. I anden halvleg er vi i god kontrol – og jeg får jo så selv scoret, og det er altid skønt at se bolden gå i kassen.

Ja, min lillebror Emil var med i truppen, og jeg er stolt på både hans og familiens vegne – og så er der jo en tredje bror på vej. Skønt at se Emil på bænken, og jeg havde da gerne set ham komme på banen. Om han er familiens største talent, vil jeg ikke sige, her vil jeg nok nævne mig selv…

Den sidste kommentar kom fra en meget smilende Rasmus.