Andreas Johansson, Halmstads BK

Fokus på Halmstads BK

Den første af tre testkampe i Portugal er mod Halmstads BK, og det var ikke mange minutter fra, at kunne have mødt et hold, der forberedte sig til endnu en sæson i Allsvenskan.

Men Halmstad led i december en hård skæbne og tabte den afgørende playoff mod Helsingborgs IF på to mål i de sidste seks minutter.

Halmstad var sluttet tredjesidst i Allsvenskan, hvilket også først blev afgjort på sidste spilledag, og skulle derfor spille to kampe mod nr. 3 i Superettan, Helsingborgs IF, om en plads i dette års sæson.

Halmstad fik gode kort på hånden efter en 1-0-sejr i den første playoff på Olympia i Helsingborg, og hjemme på Örjans Vall i Halmstad stod det længe 1-1. Men seks minutter før tid kom Helsingborg foran 2-1, hvilket var nok på grund af reglen om udebanemål, og mens Halmstad kastede alle mand frem for at udligne, øgede Helsingborg i stedet til 3-1 og rykkede op på bekostning af Halmstad.

>> Se vores kamp på Eurosport 2 og discovery+

Tredje testkamp
Halmstad har spillet to træningskampe hjemme i Sverige, hvor de slog Falkenbergs FF 2-0 - et hold, der sidste år rykkede ud af Superettan - og tabte 0-1 til Varbergs BOIS, der blev nr. 10 i Allsvenskan.

I tirsdags fulgtes vi med Halmstad i flyet, hvor også FC Midtjylland og Brøndby var med, og her i Portugal møder Halmstad også Vålerenga den 8. februar og Brentford II den 11. februar. Herefter skal de hjem og forberede sig til gruppespillet i den svenske pokalturnering senere i februar, hvor de møder Brommapojkarna, IK Brage og Djurgårdens IF.

I marts venter nogle flere træningskampe, inden turneringen begynder den første weekend i april.

Tidligere møder
Vi spillede årlige træningskampe mod Halmstad fra 1997-2003, men vandt kun en enkelt (1-0 i 1998). Siden gik der en lang række år, før vi mødtes igen, men i nyere tid har vi mødtes to gange i Parken: i 2017 vandt vi 3-0 (Bashkim, Toutouh og Pavlovic), og i 2020 vandt vi 2-0 (Fischer og Stage).


Cheftræner Haglund
Magnus Haglund har stået i spidsen for Halmstad siden foråret 2019, da klubben lå i Superettan. Han efterfulgte Klas Ingesson, som desværre døde af cancer som blot 41-årig, men nåede at være med til at pege på Haglund som sin efterfølger. I 2020 vandt Halmstad Superettan og rykkede op i Allsvenskan i 2021, hvor det altså kun blev til en enkelt sæson.

Haglund har tidligere træner blandt andet Elfsborg, som han førte til det svenske mesterskab, og norske Lillestrøm SK.

Truppen
Halmstad har i vinterpausen solgt forsvarsspilleren Edvin Kurtulus til Hammarby, som vi ellers kender fra hans gæsteoptræden på vores hold i en træningskamp i Helsingborg for et par år siden.

En af de nye i truppen er en gammel kending, 33-årige Marcus Olsson, som også spillede i Halmstad i sine unge dage, inden han røg til England, hvor han har erfaring fra Premier League og Championship med Blackburn og Derby.

Olsson, hvis tvillingebror Martin spiller i Malmö FF, har længe været ude med en korsbåndsskade, men begyndte at træne med Halmstad i efteråret og nåede at spile et par U21-kampe.

Halmstad-truppen tæller også et par bekendte af dansk fodbold, Joel Allansson og Mikael Boman, som begge har spillet i Randers FC (Allansson fra 2015-18, og Boman fra 2018-19). Boman nåede dog aldrig at møde os i sine 25 Superligakampe for Randers.

Joel Allansson
Joel Allansson i Parken en tårevædet decemberaften i 2006, da Delaney spillede sin sidste hjemmekamp, inden han skiftede til Werder Bremen. Foto: Jan Christensen, Getty Images