Fem flashbacks: Drabelige OB-dueller med over 20.000 i Parken
I år fylder F.C. København 30 år, så vi vil af og til vende et par sider i vores historiebog - og vi har denne gang valgt fem flashbacks til nogle drabelige dueller i Parken mod OB i perioden fra 2003-10, der samtidig er de eneste fem OB-kampe med over 20.000 tilskuere.
Fynboerne sluttede i den periode i Top 4 hver sæson, bortset fra 2004/05, så de to hold udkæmpede ofte afgørende topkampe - her er de fem hjemmekampe med over 20.000 sorteret efter tilskuertal:
25.820 - 15.04.2007 - 4-2
25.232 - 01.06.2003 - 1-1
23.901 - 01.04.2010 - 2-0
23.659 - 26.10.2008 - 0-0
20.054 - 02.10.2005 - 1-1
Her få du et nærmere flashback, hvor vi tager kampene i kronologisk orden:
Søndag den 1. juni 2003, kl. 15.00
FCK-OB 1-1 (1-0)
45.: 1-0 Sibusisu Zuma
88.: 1-1 Mwape Miti
25.232 tilskuere.
Med fire runder igen var guldkampen tæt i et parløb mellem os og Brøndby. Vi havde 53 point (+15 i målforskel) mod deres 52 (+24), mens OB lå nr. 6 med 41 point, men med kun tre point op til FC Nordsjælland på tredjepladsen (44 p.)
Ved vinterpausen havde vi ellers et forspring til de blågule på ni point, men det smuldrede runde for runde i et forsømt forår, hvor vi især havde svært ved at vinde i Parken. Inden OB-kampen havde vi kun én sejr i fem hjemmekampe, så nerverne begyndte at hænge lidt ude på de hvide FCK-line trøjer.
Heldigvis kom vi med en frisk sejr i Herning, hvor vi vendte 0-1 til 2-1 på mål af Røll og Tódi, men OB havde været svære at slå dette forår og kun tabt en ud af 11 kampe, men til gengæld spillet lidt for mange uafgjort til at rette op på et halvskidt efterår.
Det lignede længe en smal, men uhyre tiltrængt FCK-sejr, efter at Zuma bragte os foran kort før pausen på oplæg fra Peter Nielsen. Inden havde Morten Bisgaard højst besynderligt fået annulleret et mål på en friløber fra midten, da dommeren dømte offside på Jörgen Pettersson, der stod helt ude i siden uden indflydelse på spillet.
Zumas føringsmål holdt helt til tre minutter før tid, hvor vi febrilsk forsøgte at forsvare føringen hjem, men den gik ikke. Mwape Miti slog til fra kanten af feltet, og så hjalp det ikke, at vi satte en sidste desperat offensiv ind, hvor både Peter Møller og Thomas Røll var tæt på, hvilket Miti i øvrigt også var...
Heldigvis endte foråret lykkeligt med den legendariske sejr på Hjalte Park, hvorefter vi gjorde arbejdet færdigt mod AGF!
Søndag den 2. oktober 2005, kl. 17.00
FCK-OB 1-1 (0-0)
46.: 1-0 Álvaro Santos
57.: 1-1 Chris Sørensen, str.
20.054 tilskuere
Hvis Bisgaards underkendte scoring i 2003 fik sindene i kog, så var det absolut intet i forhold til den følelse, alle F.C. Københavnere havde i kroppen, da vi denne søndag tog imod OB. Det var nemlig blot tre dage efter, at vi røg ud af UEFA Cup til Hamburger SV – og til den engelske dommer Matt Messias…
I Superligaen var vi dog flyvende og førte efter 11 runder med seks point foran Viborg og Brøndby, mens OB var nummer fire, 11 point efter os. 20.054 dukkede op i Parken for at slikke sårene og smage sejrens sødme igen, men ak…
Álvaro Santos bragte os ellers foran i sidste minut af 1. halvleg på ”en totalkikset afslutning, der fik fikseret Onyszko så meget at den polske keeper blot kunne se til, da bolden trillede udenom handsken og i mål med en tophastighed på to-kilometer” – som vi beskrev det i kampreferatet.
Vi kan i det hele taget anbefale det underholdende referat af kampen, som desværre udviklede sig som et ubehageligt minde om HSV-kampen med en række tvivlsomme kendelser og et ”ikke eksisterende straffespark midt i anden halvleg”, som OB’s Chris Sørensen selvfølgelig udlignede på…
Søndag den 15. april 2007, kl. 18.00
FCK-OB 4-2 (3-2)
9.: 1-0 Ailton Almeida
25.: 2-0 Michael Silberbauer
28.: 3-0 Hjalte Nørregaard
34.: 3-1 Jonas Borring
35.: 3-2 Bechara Oliveira
83.: 4-2 Michael Silberbauer
25.820 tilskuere
Med en sejr kunne vi komme hele 11 point foran forfølgerne fra OB og FC Midtjylland med ni runder tilbage. Og vi fik en dejlig aften i Parken, som dog bød på lidt mere spænding, end det så ud til efter den første halve time, hvor vi førte 3-0.
I løbet af 45 sekunder reducerede OB dog to gange inden pausen, men ti minutter efter pausen satte Silberbauer tingene på plads med målet til 4-2.
Det var i øvrigt Silberbauers sjette scoring på bare 10 dage, og den blev fejret med en gimmick fra filmen ”A Night At Roxbury”:
”Vi var en del spillere, som har set filmen ’A Night at The Roxbury’, og på træningslejren i Spanien aftalte vi, at vi skulle imitere noget fra den film, for den er så kanon sjov! Så hver gang jeg scorer, laver jeg den lille gimmick fra filmen med fingrene foran næsen. De laver også en sjov dans, men den regner jeg nu ikke med bliver udført, hvis jeg får scoret igen!” fortalte Silberbauer til FCK.DK.
Den smukkeste scoring stod Ailton dog for, da han bragte os foran 1-0 – og vi citerer igen fra kampreferatet:
”Hutch snyder Søren Jensen i vores højre side og slår bolden ind i feltet, hvor den ender i modsatte side hos Grønkjær. Han slår straks et hårdt indlæg tæt ind under mål, hvor Silber er centimeter fra at heade den ind – i stedet lander den hos Hutch igen, og han banker den på trekantsammenføjningen, hvorfra den springer ud til Ailton i det lille felt. Og med ryggen mod mål kaster han sig højt op og saksesparker bolden i kassen.”
Søndag den 26. oktober 2008, kl. 17.30
FCK-OB 0-0
23.659 tilskuere
Til en afveksling var det OB, der førte Superligaen inden denne kamp i 10. spillerunde. De lå et point foran os, og sådan så tabellen også ud efter kampen.
Parken var gennemblødt af heldagsregn, så betingelserne var ikke optimale, men alligevel dukkede 23.659 op og skabte en festlig ramme om opgøret.
Det blev en intens og velspillet kamp, der bølgede frem og tilbage uden mange chancer, og hvor en 18-årig Mathias Zanka havde godt fat i OB’s énmandshær, Djiby Fall.
Djemba-Djemba gjorde sig grundigt upopulær inden pausen, da han lossede Nordstrand ned midt på banen, og resten af kampen kunne man tydeligt høre fra tribunerne, når eks-United-spilleren havde bolden! Også selv om han tilsyneladende forsøgte at gøre skaden god ved at vise meget stor kærlighed for Pospechs FCK-trøje... (se artiklens topbillede).
Vi dominerede mere og mere spillet, efterhånden som kampen skred frem, men OB havde de største chancer, da Peter Utaka ramte stolpen 12 minutter før tid og siden brændte endnu en stor chance.
Som nævnt fastholdt OB førstepladsen, men da sæsonen var omme, lå vi, hvor vi skulle - og blev der tre sæsoner i træk.
Skærtorsdag den 1. april 2010, kl. 18.00
FCK-OB 2-0 (1-0)
10.: 1-0 Dame N’Doye
88.: 2-0 Jesper Grønkjær
23.901 tilskuere
Der var dømt topbrag igen, da vi tog imod OB i 23. runde – og vi førte Superligaen med 47 point mod OB’s 46, mens der var yderligere otte point ned til Silkeborg på tredjepladsen.
Der var ikke meget forår i luften på en kold og regnvåd Skærtorsdag, hvor Parken var klar til kamp blot fire dage efter at have lagt græs til finalen i X-faktor. X-faktor havde vi dog selv masser af, selv om én af de største måtte starte ude, Jesper Grønkjær, som døjede med et trælår.
I en velspillet, underholdende og tempofyldt topkamp kom vi tidligt på vinderkurs, da N’Doye headede os foran efter 10 minutter på et Pospech-indlæg.
Om Johan Wilands frisure havde X-faktor skal være usagt, men ifølge kampreferatet havde han ”taget forskud på foråret med en frisure, som vi kan kalde ’mere skæg end hår’”. Han tog dog hvad han skulle, blandt andet et giftigt Utaka-hovedstød, og efter pausen kværnede vi for alvor fynboerne ned.
Efter flere gode chancer til at øge efter pausen, faldt afgørelsen først et kvarter før tid, da Grønkjær - som kom ind et kvarter efter pausen - lukkede og slukkede med et flot, fladt langskud, så vi slap for at sidde på det yderste af sæderne og være nervøse lige til det sidste. De fleste af os, i hvert fald...
Med fire points forspring til fynboerne inden de sidste ni runder, var intet afgjort endnu, men det var et uhyre vigtigt skridt mod guldet. Og da vi vandt 2-0 i Brøndby i fjerdesidste runde og havde ni point ned til OB (og bedre målscore), så var guldet stort set hjemme. Og det blev matematisk sikret med en 4-0-sejr over HB Køge den 5. maj.