Christian Lønstrup

Fem flashbacks fra Ikast: Vores fem første FCM-udekampe

I år fylder F.C. København 30 år, så vi vender af og til et par sider i vores historiebog - og vi har denne gang valgt fem flashbacks i form af vores første fem udekampe mod FC Midtjylland.

Vi skal tilbage til starten af årtusindet, og de fem kampe - der alle blev spillet på Ikast Stadion - endte med en sejr til hver og tre uafgjorte og en masse sjove og mindeværdige øjeblikke som f.eks.

  • afslutningen på et længerevarende jydekompleks
  • Ståles sidste mål i karrieren
  • en clean-sheet rekord af Kihlstedt
  • røde kort til Rytter og Zivkovic
  • og en vanvittig afslutning med udligning og stolpeskud langt inde i tillægstiden!


Mandag den 21. august 2000, kl. 19.00
FCM-FCK 1-0 (0-0)
56.: 1-0 Allan Bak Jensen
3.928 tilskuere

”Igen gik det galt i Jylland” – sådan indledte vi kampreferatet på fck.dk, for siden sommeren 1998 havde vi kun vundet én ud af 20 udekampe i Jylland, og det var 7-2-sejren i Vejle den 26. marts 2000. Otte var endt uafgjort, og nederlaget i Ikast var det 11. i rækken.

Samtidig betød nederlaget, at vi – under Roy Hodgsons nye ledelse – havde indledt sæsonen forfærdeligt (90'ernes fans vil nok sige "som vi plejede") med kun ét point i de første fem kampe, men kampen blev på flere måder et vendepunkt.

Roy og Carsten bekymrede på bænken.


I den næste kamp havde vi nemlig forstærket os med Jacob Laursen og Ståle Solbakken, og med en 2-1-sejr over Brøndby indledte vi en fantastisk periode, der i foråret kulminerede med vores første mesterskab siden 1992/93.

Og efter FCM-nederlaget, forsvandt jyde-komplekset også, for vi tabte kun to af de næste 20 kampe i Jylland.

Men havde vi scoret på en af vores 3-4 store chancer i det første kvarter i Ikast, var vendepunktet kommet allerede dér. F.eks. fik debutanten Pascal Simpson en friløber allerede i det fjerde minut, men han skød lige på Peter Skov-Jensen, og lige efter pausen bankede svenskeren bolden på overliggeren.

Og midt i den københavnske dominans headede Allan Bak Jensen alt for uhindret en dødbold i nettet, og derved blev det.

Og så blev der fløjtet for offside...

>> Gå til kampsiden


Mandag den 23. oktober 2000, kl. 19.00
FCM-FCK 2-2 (2-0)
35.: 1-0 Mogens Laursen
65.: 2-0 Mogens Laursen
68.: 2-1 Ståle Solbakken
78.: 2-2 Harald Brattbakk
6.259 tilskuere

Allerede to måneder senere skulle vi derover igen, og igen på en mandag. Men der var sket meget på de to måneder. Roy & co. havde fået styr på holdet, og siden nederlaget i Ikast var vi kværnet derudaf med syv sejre og en enkelt 0-0 i Silkeborg.

Inden kampen førte Midtjyllands oprykkere dog Superligaen, á point med Lyngby, mens vi havde kæmpet os op på en delt tredjeplads med Brøndby og Silkeborg.

Det lignede længe endnu et nederlag i Jylland, men bare tre minutter efter, at Mogens Laursen havde scoret sit andet mål, som var mere ”regulært” end det første, som Rune Pedersen forærede ham med et mislykket udspark. I øvrigt lige efter, at vi følte os snydt for et straffe i den anden ende, hvilket kostede Thomas Rytter et gult kort.

Men kort efter 2-0-målet scorede Ståle og scorede sit fjerde FCK-mål og desværre også hans sidste i karrieren, da han hamrede et frispark i nettet.

Et kvarter før tid fik Thomas Rytter sit andet gule kort, men for hvad? Det spurgte vi også os selv om i kampreferatet:

”Det må dommeren Johnny Røn forklare! I en kamp med meget fair-play var det lidt trist, at Rytter skulle blive vist ud for en tackling, hvor han prøvede ikke at ramme modstanderen!”

Rytter får uretfærdigt gult anden gang - og dermed rødt!

 

Trods undertal fik vi det ene point med hjem efter endnu en norsk scoring, da Harald Brattbakk kort efter udvisningen passerede Peter Skov-Jensen.

 >> Gå til kampsiden


Søndag den 5. august 2001, kl. 17.05
FCM-FCK 0-0
2.784 tilskuere

Kampen lå tre dage, inden vi skulle møde Lazio i Parken i CL-kvalifikationen, mens midtjyderne skulle ud i deres første europæiske kamp nogensinde hjemme mod Glentoran i UEFA Cup.

Det blev en tæt og chancefattig affære foran det laveste tilskuertal, 2.784, vi har haft i et FCM-opgør (uden for corona-restriktionerne).


Før pausen var Zuma tættest på med et hjørnespark, der var på vej ind i det fjerneste målhjørne, inden en forsvarer headede væk på stregen. Efter pausen havde vi også de største chancer, som tilfaldt Røll og Fredgaard, og Morten Skoubo kunne have afgjort for hjemmeholdet, men skød over mål i fri position.

>> Gå til kampsiden


Onsdag den 10. april 2002, kl. 19.00
FCM-FCK 0-1 (0-0)
62.: 0-1 Carsten Fredgaard
3.479 tilskuere

Også i denne 2001/02-sæson havde vi to udekampe mod FC Midtjylland, og denne onsdag aften hentede vi vores første udesejr mod dem.

Samtidig satte vi klubrekord, for Kihlstedts clean sheet betød, at vi havde holdt buret rent i 537 minutter i træk (fem hele kampe + 87 minutter), og det havde vi aldrig prøvet før.

Magnus Kihlstedt


”Måske var det banens sandkasselignende beskaffenhed, der inspirerede de hvide til at holde legestue i kampens første kvarter”, lød det veloplagt i kampreferatet.

”I starten af 2. halvleg blev grønsværens mange kubikmeter sand den perfekte kulisse til en halv snes minutters ørkenvandring, hvor man som københavner passende kunne bruge tiden til at fundere over, hvilken olie Backe anvender til maskinrummet. Uanset fabrikatet er der tale om en kvalitetsvare, for Poulsen & Mykland kværnede fra første til sidste minut modstanden ud af de velorganiserede, men idéforladte ulve, der halsede efter løverne i jagten på en puma (bolden).”

Kampens enlige scoring faldt efter en times tid, da Antonelius spillede Zuma fri i dybden bag FCM-backen Urmas Rooba, og Carsten Fredgaard headede sydafrikanerens indlæg kraftfuldt i nettet.

>> Gå til kampsiden


Søndag den 18. august 2002, kl. 17.35
FCM-FCK 2-2 (1-0)
22.: 1-0 Søren Skriver
50.: 1-1 Christian Lønstrup
69.: 2-1 Jens Jessen
91.: 2-2 Morten Bisgaard
3.213 tilskuere

Den femte gang vi skulle møde FC Midtjylland på udebane, måtte vi igen slutte ti mod elleve, men igen klarede vi skærene og fik det ene point – men det holdt hårdt!

Førnævnte Urmas Rooba skiftede i sommeren 2002 til København og debuterede et par dage inden FCM-kampen, da vi slog Dinamo Tbilisi 3-1 i Parken. Men esteren var ikke klar mod sin gamle klub, og det var back-konkurrenten Peter Christiansen heller ikke. I stedet spillede Bora Zivkovic venstre back, men kun tre fjerdedele af kampen, for midt i 2. halvleg fik han sit andet gule kort på otte minutter…

Bora Zivkovic


For fjerde gang i fem kampe den sæson kom vi bagud 0-1, men hidtil havde vi alligevel fået point, men det var ved at være en dårlig vane.

Lønstrup rettede op på tingene kort efter pausen, dog i samarbejde med Thomas Thomasberg, som rettede hans skud af, så det snød Peter Skov-Jensen på vej i netmaskerne.

Kort efter at Bora Zivkovic røg ud, snød Pimpong et par FCK’ere og sendte bolden Jens Jessens vej, og han bragte FCM foran 2-1.

I en hektisk og dramatisk slutning på kampen var midtjyderne tæt på at øge til 3-1, inden Morten Bisgaard i tillægstiden dundrede bolden i nettet via underkanten af overliggeren!

Morten Bisgaard


Og for at det ikke skal være løgn, nåede Peter Møller også at hamre bolden på stolpen, lige inden dommeren fløjtede af!

>> Gå til kampsiden