Lerager: Nu glæder vi os bare til at komme i gang
I dag var truppen tilbage på træningsbanen efter at have holdt et par fridage efter hjemkomsten fra Holland lørdag aften, og efter en halv times pre-activation var næsten alle ude og træne i lidt over to timer i det dejligt solskin.
Kun Akinkunmi Amoo er på skadelisten og nøjedes med lidt løbetræning, og derudover valgte Falk også at træne indendørs i dag.
Johan Guadagno var med igen efter at have misset træningslejren på grund af sygdom, og også Robert Mudrazija er tilbage efter sin udlejning til Olimpija Ljubljana og deltog i opvarmningen, inden han trænede videre for sig selv.
Fødselaren Lerager: Dejligt med et par fridage
“Det var skønt at se familien igen, for de har selvfølgelig været savnet i de 10-11 dage, vi var afsted," sagde han efter dagens lange træningspas.
"Det var fint at komme lidt ned i gear og bare være til stede med de nærmeste, det var lige det, jeg havde brug for."
Café-åbning
Den har dog ikke kun stået på ren afslapning for den nu 29-årige midtbanemotor. Hans kone, Michelle Lerager Lassen, kan nemlig nu kalde sig caféejer.
“Vi holdt pre-opening i vores nye cafe i Solrød Centret i går, så det var en god dag sammen med familien. Den åbner rigtigt i dag, men det er nu tilfældigt, at det sker lige på min fødselsdag," fortæller Lukas.
>> Læs om Leragers More Living Café
Vi står bedre end sidste sæson
I dag var den første af fem træningsdage i København, inden det på søndag går løs mod AC Horsens i 3F Superliga.
“Vi havde en god tur til Holland med en masse gode træninger, hvor jeg synes, at vi blev bedre og bedre, og det viste vi også i den kamp, som vi sluttede af med mod Brugge. Jeg synes især, vi var gode på bolden, og der er vi markant bedre end sidste sæson."
"I det offensive spil er vi blevet bedre til at vurdere, hvornår vi skal gå i gennembrud, og hvornår vi skal være i possession. Det var noget af det, vi havde problemer med før, hvor det blev lidt for hektisk, når vi ikke havde nok boldbesiddelse. Det er også noget af det, vi har arbejdet med på træningsbanen, og så ellers bare med en række ting i både det defensive og det offensive.”
Stor spilleglæde
"Så vi ser fit ud, og der er stor spilleglæde i truppen. Nu glæder vi os bare til at komme i gang med Superligaen. Det kan godt være, det ligner en nem opgave mod en oprykker i Parken på søndag, men der kan altid ske ting og sager i de første kampe, så vi forbereder os som til alle andre kampe."
"Men selvfølgelig skal vi gå på banen med selvtillid og komme ud over stepperne," slutter Lukas Lerager.