Denis Vavro

Fokus på FC Nordsjælland

Med mandagens 3-1-sejr over Randers FC indtager FC Nordsjælland nu førstepladsen med et points forspring til kronjyderne – og otte point ned til løverne på sjettepladsen efter halvdelen af Grundspillets 22 kampe.

Det kræver derfor ikke de store matematik-kundskaber at regne ud, at en FCK-sejr lørdag aften har stor betydning for ambitionen om at spille med om mesterskabet til foråret.

Efter sidste sæsons niendeplads, hvor FC Nordsjælland for første gang missede Mesterskabsspillet, har Flemming Pedersen igen bygget et spændende og stærkt hold op, hvilket vi selv fik at føle, da vi i august ”kun” tabte 1-3 i Farum. En kamp, hvor FCN fejlagtigt fik annulleret et mål ved stillingen 2-0, og hvor Pep Biel først reducerede på straffe i niende tillægsminut.

Næsten samme målforskel
FC Nordsjælland har kun tabt to gange i sæsonen (hjemme til Silkeborg og ude til Horsens), men interessant nok er deres målscore på 18-10 ikke meget bedre end vores på 18-13. Men de har "brugt" deres mål mere fornuftigt, for det har altså givet dem otte point mere.

Vi har f.eks. vundet to tre-mål-sejre (4-1 over Brøndby og 3-0 over Lyngby), mens FCN højst har vundet to-måls-sejre. Og kun to gange har de lukket mere end ét mål ind i en kamp, mens vi fem gange har lukket to, tre eller fire mål ind.

Indbyrdes statistik
Førnævnte 1-3-nederlag i Farum i august brød vores stime på 11 kampe mod nordsjællænderne uden nederlag, men i Parken har de ikke vundet de seneste seks gange (fem FCK-sejre og en uafgjort). Gennem alle årene har de kun én gang holdt målet rent, da de vandt 2-0 i marts 2010.

Det har dog ofte været tætte opgør, og senest vandt vi 1-0 den 20. marts i sidste runde af Grundspillet. Dengang kom vi også lige fra et stort europæisk nederlag, for det var fire dage efter 0-4-nederlaget i Parken til PSV. Til gengæld havde vi vundet fem Superligakampe i træk, mens nordsjællænderne lå nr. 10 og for længst havde glippet Mesterskabsspillet.

Fra Valby til Ballerup i Pokalen
FC Nordsjælland gik videre fra 2. runde efter en smal 1-0-sejr ude over Frem, hvor de stillede med en række spillere, der normalt ikke starter i 3F Superliga. FCN møder på onsdag BSF (Ballerup/Skovlunde) i 3. runde.

FCN Superliga-sæsonstatistik
•    Fuld spilletid: Andreas Hansen
•    Startet inde hver gang: Adama Nagalo, Jacob Steen Christensen, Ernest Nuamah og Mads Hansen
•    På banen hver gang: Andreas Schjelderup, Mohammed Diomande, Oliver Antman
•    Flest gange udskiftet: Mads Hansen 10
•    Flest gange indskiftet: Benjamin Nygren 9
•    Flest mål: Andreas Schjelderup 7, Ernest Nuamah 5
•    Flest assist: Oliver Villadsen, Jacob Steen Christensen og Lasso Coulibaly hver 2

Sådan startede FC Nordsjælland mandag aften mod Randers FC:

Andreas Schjelderup, Ernest Nuamah, Mads Hansen
Mohammed Diomande,Jacob Steen Christensen, Mads Bidstrup
Martin Frese, Adama Nagalo, Kian Hansen, Oliver Villadsen
Andreas Hansen

(Kilder: superliga.dk, Opta, superstats.dk, nipserstat.dk)