David Khocholava

Neestrup: Et anderledes Midtjylland-hold

Lørdag eftermiddag kl. 16 løber vi på banen mod FC Midtjylland, der ligesom os har haft en utilfredsstillende sæsonstart i Superligaen, leveret gode præstationer i Europa – og skiftet cheftræner undervejs.

”Det er et lidt anderledes Midtjylland-hold, end vi kender det,” vurderer Jacob Neestrup.

”Det er stadig et hold med rigtig mange store profiler, specielt offensivt, og de har lidt forskellige typer, men jeg synes det er et hold, der gradvist begynder at ligne det, som jeg tror Capellas gerne vil have.”

”Jeg synes, de har mange gode tekniske spillere, som både er gode til at spille i små rum og store rum, og de har et meget effektivt offensivt omstillingsspil, hvor de kan bringe stor fart på internationalt højt niveau."

"Det har de vist både i Superligaen og i Europa League, så vi møder igen en rigtig kompetent modstander. De opgør, vi har haft mod dem de seneste 5-6 år, vidner også om stor konkurrence på banen, og det bliver det igen på lørdag.”

Lukas Lerager
Lukas Lerager afgjorde kampen, da vi senest mødte Midtjylland i Parken. Foto: Getty Images


Pokal-tilbageblik
Midtjyderne havde i midtugen ikke de store problemer med at eliminere vores Frederiksberg-naboer fra FA2000 med 6-0, mens vi måtte kæmpe hårdt for at komme videre fra Hobro-kampen.

Efter at have genset vores kamp fastholder Neestrup sin umiddelbare vurdering af vores præstation:

”Pokalfodbold lever lidt sin egen verden, og det der skete for os i Hobro, det sker også for andre store topklubber rundt om i Europa.”

”Jeg forsøger at være så ærlig som muligt om vores præstationer, både når de er gode, og når de er dårlige, og selv om vi ikke lykkedes med at vinde over 90 minutter, så mener jeg ikke, at vi leverede en utilfredsstillende pokalpræstation.”

”Vi synes selv, at vi skabte rigeligt med chancer til at vinde kampen med 4-5 mål, men det vi skal være kritiske på i den kamp, det er vores evne til at sparke bolden i kassen.”

David Khocholava
David Khocholava scorede vores enlige mål i de 120 minutters åbent spil. Foto: Getty Images


Intet nyt på skadefronten
Truppen trænede fredag formiddag en sidste gang inden FCM-kampen, og Ísak Jóhannesson var tilbage efter at sygdom holdt ham ude af Hobrokampen. Ellers er det ikke noget nyt på skadefronten.

”Det er stadig ikke nogen hemmelighed, at vi er hårdt ramt med nogle store profiler ude, som vi også skal undvære lørdag, men det er den situation vi er i," konstaterer Neestrup.

"Vi mener, at de spillere der spiller i morgen, er rigeligt kompetente til at levere en god præstation på hjemmebane, som vi synes, at vi gjorde mod Manchester City, mod FC Nordsjælland og i 2. halvleg mod AGF, så det vil vi rigtig gerne bygge videre på. Og med det samme udgangspunkt, som vi hele tiden har sagt vi ville for perioden frem til jul, nemlig at få et stabilt F.C. København hold på banen - og gerne med tre point denne gang.”

Du kan stadig nå at sikre dig en plads til opgøret her - og kom i god tid, for vi har udstedt over 30.000 kort og billetter til kampen.