Rundvisning i Parken

Parken hjælper ukrainske flygtninge i job

I sidste uge havde vi besøg i Parken af 19 ukrainske flygtninge, som vi gerne vil hjælpe med at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked.
 
Det skete ved et jobmatch-arrangement i samarbejde med Københavns Erhvervshus, som er kommunens indgang til erhvervslivet – dem kan du læse mere om her.
 
Vi vil være mere for København
"Vi vil gerne være mere for København, og for dem, der bor i og omkring byen,” siger Brian Månsson, Director of Venue i Parken. ”Det har vi bestræbt os på gennem flere år med forskellige initiativer, og det er stadig et vigtigt element i den strategi, som vi netop har præsenteret for de næste fem år.”
 
”Derfor har vi fokus på at give de mennesker, der har brug for det, en ekstra hjælpende hånd, så de får den bedst mulige start på deres arbejdsliv. Og kan det samtidig kombineres med, at vi nu eller på sigt får dækket nogle arbejdskraftbehov, så går det hele op i en højere enhed.”

Tolke fra Københavns Erhvervshus fortæller om Parken


Jobskole, praktikforløb og ansættelse
Dagen begyndte med en rundvisning samt information om de ledige stillinger i Parken, og den sluttede med jobsamtaler, der førte til, at Parken allerede har tilbudt en række af kandidaterne ansættelse.

Samtidig har Parken tilbudt at lægge lokaler til en jobskole, som Københavns Erhvervshus står for, hvor kandidaterne får undervisning i dansk og samfundsfag. Det er endnu ikke afklaret, om det skal foregå i Parken eller et andet sted i byen.
 
”Det er svært at finde fodfæste i et nyt land, når man er flygtet fra en krig, og hvor mange ægtemænd og familiefædre stadig kæmper i Ukraine,” siger Brian Månsson.
 
”Fra de jobmatch-arrangementer, som vi har haft med danske krigsveteraner, har vi også fået et lille indblik i, hvilke konsekvenser det kan have for alle berørte i familien.”
 
”Derfor gør vi gerne en indsats for at hjælpe med, at de ukrainske flygtninge kan blive arbejdsparate i form af praktikforløb på fire uger fra den 1. november. Forløbet gentages flere gange årligt og skal gerne være med til at besætte stillinger i både Parken, men også kører kandidaterne klar til stillinger i andre virksomheder i København.”
 
”Samtalerne viste også, at flere umiddelbart kan begynde i ledige stillinger. Der var f.eks. kandidater, som tidligere har haft rengøringsjob på stadion i Kiev, og som derfor kender til et af vores arbejdskraftbehov i Parken.”
 
>> Parken søger til en række forskellige servicefunktioner - læs mere her
 

Tolke fra Københavns Erhvervshus fortæller om Parken