Bold på bane

Fokus på Næstved

Tirsdag kl. 14 spiller vi den sidste træningskamp, inden det bliver alvor i 3F Superliga på søndag i Silkeborg. Modstanderen er Næstved, og der er fri adgang til at overvære kampen på Nummer 10. Bemærk at spilletiden kun er 45 + ca. 20 minutter.

Kampen spilles på bane 2 nærmest Nummer 10, og tilskuerområdet er på "højen" og langs sidelinjen nærmest Nummer 10. Der er adgang fra Jens Jessens Vej og stien mellem Nummer 10 og O.V. Kjettinge Alle.

Næstved jagter Superligaen
Næstved rykkede op i Nordic Bet Liga i sommeren 2022 og ligger inden forårssæsonen nummer tre med to point op til Hvidovre og seks point til Vejle. Dermed lever håbet om et comeback til Superligaen efter 28 sæsoner i 1. eller 2. division.

Klubbens bedste placering siden nedrykningen fra Superligaen i 1996 er en fjerdeplads i 1. division i 2018/19, hvor de også var oprykkere, men året efter sluttede de sidst og måtte et par sæsoner ned i 2. division, inden de altså vendte tilbage til den næstbedste række til denne sæson.

Næstved indleder foråret hjemme mod SønderjyskE på søndag kl. 16.00.

Gensyn med tidligere FCK-talenter
Vi kender endnu ikke Næstveds kamptrup, men der er flere tidligere FCK-talenter i deres bruttotrup:

  • Mathias Høst (årgang 1998) – tog i sommeren 2018 fra U19 til HB Køge og til Næstved i sommeren 2021
  • Ludvig Henriksen (årgang 2001) – tog i sommeren 2020 til Skive fra U19 og til Næstved i sommeren 2021. Hans lillebror, Johan, spiller på vores U17-hold.
  • Philip Banda (årgang 2003) – tog i sommeren 2021 fra U19 til Sønderjyske og til Næstved i januar 2023. Hans lillebror, Nikolaj, spiller også på vores U17-hold.
  • Mohammad Hassan (årgang 2002) – tog i efteråret 2020 fra U19 til Vallensbæk og til Næstved i foråret 2021
  • Jesper Overgaard Christiansen (årgang 1991) – tog i sommeren 2010 fra KB/FCK II til B1908 og til Næstved i 2015 (hans bror, Thomas Overgaard Christiansen, spillede også i KB/FCK II)

Peter Bonde i spidsen
Næstved trænes af Peter Bonde, der er lidt af en Næstved-legende og var som aktiv spiller en en solid ankermand i forsvaret i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne.

Han har i flere omgange været træner i Næstved og var bl.a. ti år som assistent for Morten Olsen på herrelandsholdet og har også trænet det danske kvindelandshold og Kinas U20-kvindelandshold, inden han i 2021 vendte hjem til Næstved og førte dem op i 1. division.

Tidligere møder
Det bliver et gensyn med en klub, vi ikke har mødt i 15 år, men som vi havde en del kampe mod i 90’erne, hvor de blandt andet havde æren af at være den første, der slog os i en Superligakamp.

Efter seks sejre og seks uafgjorte tabte vi 0-3 i Parken den 25. oktober 1992, og sejren bidrog til, at Næstved det efterår lige akkurat kom med i forårets slutspil.

Siden har de dog kun slået os én gang i 16 officielle kampe. Sidst vi mødtes i Superligaen var i 1996, og de sidste tre møder var pokalkampe:

  • 29.03.02 u 5-1 (Sibusiso Zuma 2, Thomas Røll 2 (2 str.) og Todi Jónsson)
  • 08.03.08 u 2-0 (Ailton Almeida, José Junior)
  • 30.10.08 u 3-0 (Ailton Almeida 2, José Junior)
     
Tomas Antonelius, Morten Bisgaard, Thomas Røll og Peter Christiansen i pokalkampen i 2002.

 

Foto: FCK.DK / Daniel Rommedahl
Ulrik Laursen debuterede i pokalkampen i marts 2008 sammen med Pospech og Junior

 

Ailton scorede to gange i pokalkampen i oktober 2008.