Ny tilskuerrekord på vej i Parken
Alt tyder på, at rekorden for det højeste tilskuersnit for en Superligasæson bliver slået igen i Parken, efter den blev sat i seneste sæson.
I 21/22 sæsonen havde F.C. København i gennemsnit 24.262 tilskuere til sine hjemmekampe, hvilket var det højeste nogensinde.
I skrivende stund er gennemsnittet 27.660, og med fire Superliga-hjemmekampe tilbage peger det på en ny rekord.
”Vi ved, at der kommer rigtigt mange til de afgørende kampe i Mesterskabsspillet, så derfor skal der ske noget meget underligt, hvis ikke vi sætter en ny rekord – og endda med en pæn margin," siger direktør Jacob Lauesen.
"Hvor markant rekorden bliver er i høj grad også op til vores mange loyale sæsonkortholdere og abonnenter, der kan hjælpe med at sikre, at deres plads bliver benyttet til alle kampe. Det har de været rigtigt gode til her i foråret."
Derby snart udsolgt
FCK møder på søndag Viborg i Parken, og de tre sidste hjemmekampe i Mesterskabsspillet er mod Brøndby, AGF og i sidste spillerunde Randers FC. Dertil kommer også en pokalsemifinale mod FC Nordsjælland uden for "rekord-regnestykket".
”Derbyet forventer vi snart at melde udsolgt, og kampene mellem København og Aarhus har virkelig løftet sig de seneste år, så der forventer vi igen mange," fortsætter Jacob Lausen.
"Endelig er der sæsonafslutningen mod Randers, hvor vi forhåbentlig spiller med om mesterskabet, så der forventer vi også rigtigt mange F.C. Københavnere i Parken."
Flere forhold forklarer fremgangen
Forklaringen på de høje tilskuertal skal ifølge Jacob Lauesen findes flere steder:
”For det første skal vores fans have en kæmpe kredit for at skabe en ramme på internationalt niveau herinde, som rigtigt mange gerne vil være en del af."
"Løbende investerer og arbejder vi desuden for at løfte totaloplevelsen omkring mad, service, netværk og en lang række andre forhold, der er vigtige for fansene."
"Samtidig spiller holdet med Neestrup i spidsen attraktiv og underholdende fodbold med en masse profiler, der er fede at opleve live,” siger Jacob Lauesen.
”På kontorerne har vi lykkedes med at lave billetløsninger, så alle har gode muligheder for at komme i Parken, både i forhold til pris og differentierede oplevelser."
"Det gælder både de, der vil komme hver gang, og de, der kommer ind i mellem. Vi glæder os meget over denne samlede udvikling og har stort fokus på at fastholde den store interesse i fremtiden,” siger Lauesen.
Hvis du vil have en plads til en af de afgørende kampe i foråret, kan du finde den her på billet.fck.dk.