Lukas Lerager

Kampreferat: 50 mand leverede 5 mål på 135 minutter foran 100 tilskuere

Ca. 100 tilskuere var mødt op på Grenzlandstadion Arena Kufstein denne fredag aften, hvor vi spillede 3 x 45 minutters testkamp mod tjekkiske Viktoria Plzen, der ligesom os har sæsonpremiere i den hjemlige liga om otte dage.

Begge trænere havde 26 spillere med til kampen, og stort set alle kom i aktion, før eller siden. Neestrup indledte med Grabara – Jelert, Vavro, Diks, Sørensen – Lerager, Falk, Claesson – Roony, Larsson, Diego.

Tjekkerne kom bedst fra start og bragte sig foran i det 7. minut efter en kontra, hvor Erik Jirka trak ind fra højre og bankede bolden på overliggeren. Jan Kopic sendte returbolden mod mål, hvor Grabara forsøgte at afværge med en fodparade, men blot sendte bolden ind i den modsatte side af målet.

Hvad værre var, signalerede Viktor Claesson få minutter efter udskiftning og tog sig til læggen, og efter et kort spilstop kom William Clem på banen væsentligt før planlagt.

Viktor Claesson


Da vi rundede et kvarter, var vi stadig ikke rigtig kommet ind i kampen mod et Plzen-hold, der oftest stod langt tilbage på banen, men i det 18. minut satte vi et godt og hurtigt angreb op i venstre side.

Falk sendte Sørensen mod baglinjen, og ved forreste stolpe prøvede Lerager at inderside-flugte, men snittede i stedet bolden videre til Larsson, der kontrollerede den og hamrede den ind bag den tjekkiske landsholdskeeper, Jindrich Stanek. Og bag Larsson og Lerager lurede både Roony og Diogo i øvrigt også på muligheden.

Jordan Larsson


De næste 15-20 minutter blev vi bedre og bedre og begyndte at finde flere gode løsninger på at komme forbi deres lave organisation, men ca. 10 minutter før pausen fik Jirka en stor chance, da vi ikke markerede tæt nok i feltet, men Grabara reddede mesterligt, og Lukas Kalvach sendte returbolden over mål.

Fem minutter før pausen stjal Jordan Larsson bolden fra en uopmærksom Kalvach midt på deres halvdel og havde haft frit løb ned mod Plzen-målet, hvis ikke Kalvach havde hægtet ham, hvilket den østrigske dommer takserede til et gult kort.

Efter den første pause faldt kampen i kvalitet og blev mere rodet, men efter en times tid fik Falk en udmærket skudchance, som keeperen halvklarede, og vi nåede ikke frem til returbolden. Herefter kom Lund, Ankersen og Cornelius ind for Vavro, Sørensen og Lerager, hvilket betød, at Jelert flyttede over på venstre backen.

Elias Jelert


Plzen havde skiftet en enkelt i pausen, men skiftede resten af holdet midt i halvlegen. En af de nye, Ibrahim Traoré, forsøgte en afslutning nærmest fra midterlinjen, da Grabara stod lidt ude i feltet, men dog ikke længere end, at han kunne vifte langskuddet til hjørne.

Efter 73 minutter havde Larsson en ganske god chance tæt under mål, efter Ankersen gik godt til baglinjen og fandt ham, men en forsvarer blokerede skuddet.

I stedet fik tjekkerne kort efter frispark lige uden for vores felt, hvor Valdemar Lund samtidig flængede en støvle, så han måtte en tur uden for banen. Frisparket snittede Grabara til et hjørne, hvor vi ikke var helt afstemte i markeringerne, så den store Tomás Chory kunne lidt for let stige til vejrs og heade bolden over i det lange hjørne.

Roony svarede igen med et fikst træk ind i feltet og en afslutning med venstre, der ikke gik langt forbi fjerneste stolpe, men inden de 90 minutter var gået, var Matej Vydra også tæt på, men skød lige forbi.

Da havde Karamoko og Oscar Højlund afløst Larsson og Falk, og fra 3. halvlegs start satte vi yderligere fem på banen, så vi nu spillede med Dithmer – Ankersen, Oscar Højlund, Lund, Mukairu – Jørgensen, Johannesson, Emil Højlund, Karamoko – Óskarsson, Cornelius

Isak Johannesson


Efter ca. tyve ret begivenhedsløse minutter fik den tidligere Brøndby-angriber Jan Kliment en gratis chance, da vi mistede bolden uden for eget felt, og han udplacerede Dithmer til 3-1.

Ti minutter senere var det tæt på 4-1 efter endnu et københavnsk boldtab, men denne gang reddede Dithmer fremragende på Vydras afslutning på en friløber. Nogenlunde samtidig blev Cornelius erstattet af Noah Sahsah – helt planmæssigt, bekræftede Neestrup bagefter, for Corner skulle kun have en lille times tid på banen i dag, efter at han også fik 45 minutter mod Silkeborg.

I kampens sidste sekunder begrænsede Orri Óskarsson nederlaget til 2-3 med et fornemt hug op i det fjerne målhjørne efter godt forarbejde af Mukairu og Jørgensen og dermed sluttede både kampen og træningslejren.

Orri Óskarsson

Lørdag er der hjemrejse til København, søndag har truppen fri, og mandag tager de hul på de sidste forberedelser til sæsonpremieren, som bl.a. omfatter 45+20 minutters testkamp mod Næstved på tirsdag kl. 14.