Offensiven sprudlede igen: 4-0 over Randers FC
Med en yderst velfortjent 4-0-sejr viste mestrene storform og fik samtidig sparet lidt på kræfterne i 2. halvleg, inden tirsdagens vigtige hjemmekamp mod Sparta Prag.
Randers lagde ellers ud med en stor chance, som Odey skovlede over mål, men siden stod der F.C. København på resten af kampen.
I det 8. minut kom vi foran, da Diogo Goncalves udplacerede Patrik Carlgren efter fornemt opspil fra Diks og Falk, og så rullede angrebsmaskinen for fulde omdrejninger.
Kort efter var Orri Óskarsson lige ved at nå frem til et fint Vavro-indlæg, og efter små 20 minutter havde Roony en stor chance, og Falk en endnu større.
I stedet kom 2-0 i det 23. minut, da Falk slog en fremragende dyb stikning til Roony, som løb fri af forsvaret i det helt rigtige øjeblik, rundede Carlgren og sendte bolden i mål.
Inden den halve time øgede Diogo til 3-0 på et straffespark, som var begået mod Orri Óskarsson, og ti minutter før pausen var Orri tæt på at nå frem til en Achouri-tværpasning og øge til 4-0.
Efter pausen fik Mohamed Elyounoussi debut, da han afløste Elias Achouri, og vi havde kampen præcis hvor vi ønskede, så vi kunne spare lidt på kræfterne.
Dog ikke mere, end at vi stadig kontrollerede kampen fuldstændig - og Kevin Diks øgede desuden til 4-0 midt i halvlegen, da han headede et Christian Sørensen-hjørne over i det lange hjørne.
Jo, der var sol, sommer og højt humør i Parken denne dejlige eftermiddag - og glæden blev ikke mindre, da Nicolai Boilesen ti minutter før tid fik comeback lidt over ni måneder efter hans alvorlige knæskade.
Tak for forrygende støtte fra tribunerne - vi glæder os til at se jer på tirsdag igen!
>> Find pladser til Sparta-kampen her