Jubel efter scoring

Kampreferat: 0-1 vendt til sejr i det sidste kvarter

De to hold
I forhold til Sparta Prag-hjemmekampen startede Boilesen, Clem, Claesson, Óskarsson og Achouri i stedet for Sørensen, Falk, Lerager, Larsson og Elyounoussi: Grabara – Jelert, Vavro, Boilesen, Diks – Diogo, Clem, Claesson – Roony, Óskarsson, Achouri.

OB startede – efter tre kampe med samme hold – med to nye, Bashkim Kadrii og Nicholas Mickelson i stedet for Mohamed Buya Turay og Aske Adelgaard.

>> Se matchfacts m.m. på kampsiden

Holdfoto med indmarchbørn fra Klub Leo
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Chancerig indledning
Allerede i kampens første minut var vi tæt på en god skudchance i feltet på et fladt Diks-indlæg, men fik ikke ram på bolden. Og efter to et halvt minut slog Achouri et farligt indlæg, som var ved at snyde Martin Hansen i OB-målet, men han viftede bolden til et hjørne, som ikke førte til noget.

Det var en fin start i højt tempo, men der var ikke engang spillet fem minutter, da Charly Nouck Horneman slap fri på en OB-kontra, men Grabara gik stærkt ud i ham, og OB måtte nøjes med hjørne.

Vi pressede fortsat mest, men efter ti minutter var OB igen nærgående, da Grabara nåede godt ned til bolden, da Alasana Manneh trykkede af uden for feltet.

Kamil Grabara
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Minuttet efter brændte det på igen, da Al Hajj og Köhler fik for god plads til at kombinere i feltet, men de løb offside, inden Bashkim vendte rundt og sendte bolden lige over mål.

Lidt efter fik Bashkim en friløber på en lang dyb fremlægning, men kiksede sin afslutning i feltet, og i et forsøg på at holde humøret højt noterede jeres udsendte på blokken her efter et kvarters spil, at hvis det fortsatte sådan, skulle vi nok op og score syv mål igen for at slå dem…

Så galt gik det heldigvis ikke, for selv om vi selv skabte masser af chancer, kneb det med skarpheden. F.eks. lige efter Bashkims chance, hvor et fornemt opspil af Boilesen og Diogo gav Orri en stor skudchance på kanten af feltet, men han sparkede tæt forbi.

Fra da af lagde vi støt og roligt mere og mere tryk på den sidste tredjedel af banen, og det var flere gange lige ved og næsten, uden at vi dog kom til de afgørende afslutninger.

Elias Achouri
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


0-0 ikke retvisende for 1. halvleg
Efter et langvarigt københavnsk tryk på cirka 10 minutter gik OB et pusterum, da Martin Hansen måtte til behandling et par minutter, men snart fortsatte vi presset. I 34. minut fik Roony en god skudchance, da Diogo spillede ham med en lækker hælaflevering, men den unge svensker afsluttede lige på Hansen.

OB lurede hele tiden på kontraer, men det var en generobring midt på vores halvdel som tvang Grabara i aktion igen, da Sven Köhler flugtede fra distancen, og Nouck stod offside, da han samlede returbolden op.

I stedet nåede vi inden pausen at skabe endnu en stor chance, da Jelert erobrede bolden højt på deres halvdel, og Roony slog et smukt, fladt indlæg ind foran, men den normalt så træfsikre islænding styrede bolden tæt forbi OB-målet.

Orri Óskarsson
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

En første halvleg med klar dominans, men også med lidt for mange og for store fynske chancer, så uanset hvem der synes, de burde have ført, så var 0-0 i hvert fald ikke retvisende for den underholdende og chancerige halvleg.

OB foran et kvarter efter pausen
Efter pausen kom Elyounoussi ind for Roony, og vi havde stadig godt fat i kampen, selv om vores pres ikke var så markant, som i lange perioder af første halvleg.

Mohamed Elyounoussi
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Fynsk føring
Det første kvarters tid gik således uden de store chancer, men i 56. minut havde OB et ganske nydeligt opspil, som endte med at Manneh sendte et langskud et godt stykke op på Sektionen.

Og minuttet efter kom de foran… Elias Jelert tog et raid, hvor han endte med at miste bolden i venstre side på deres halvdel, og det førte til, at Al Hajj spillede Charly Nouck ovre i vores højre side, hvor Jelert manglede – og han trak forbi Vavro ind i feltet og smuttede mellem Clem og Diks, inden han udplacerede Grabara.

Vi havde i forvejen gjort klar til udskiftninger, så det var ikke på grund af målet, at Sørensen, Falk og Jordan kom ind for Boilesen, Claesson og Orri.

Christian Sørensen
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Det varede ikke længe, før vi igen svingede taktstokken og styrede begivenhederne mod et OB-hold, der stillede sig længere og længere tilbage på banen – enten for at forsvare føringen, eller fordi de ikke havde noget valg mod vores stærke offensiv.

Snart fik vi også gang i det berømte samlebånd, hvor chancerne som bekendt kommer i en lind strøm, og således også denne fredag aften.

Den første store var der ganske vist offside på, da Achouri spillede Jordan helt fri i feltet, men svenskerens signatur-chip gik også over mål denne gang.

Jordan Larsson
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Kort efter fyrede Diogo et godt langskud af, som Hansen reddede flot til hjørnespark, og med 20 minutter igen var det meget tæt på, da den veloplagte Achouri havde fundet Jordan eller Diogo i feltet, da han blev spillet fri i venstre side af feltet.

Lidt efter fik tuneseren et gult kort for at protestere over, at han ikke fik frispark, da to fynske dørmænd spærrede ham vejen ude i siden, men vi fortsatte ufortrødent vores jagt på kvitteringen nu, hvor der kun var et kvarter tilbage.

Elias Achouri
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Udligning ved indskiftede Lerager
I 77. minut var det tæt på en vanvittig kasse, da Jordan tæt under mål flugtede med hælen på et Jelert indlæg, men Martin Hansen rev en fantastisk refleksredning frem og forhindrede et drømmemål, som ellers var kommet meget højt på listen over de 2.466 mål, som vi på det tidspunkt havde scoret siden sommeren 92.

Heldigvis fik vi i stedet nr. 2.467 lidt efter. Netop indskiftede Lukas Lerager beviste nok engang, at vi har en kampafgørende bænk, da han steg til vejrs og headede et Sørensen-hjørne over i den fjerne ende af målet, hvor Hansen ikke kunne nå den.

Lukas Lerager
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Sent sejrsmål af Achouri
Efter udligningen bevarede vi trykket, mens OB stadig stod meget lavt og nu kæmpede for i det mindste at få det ene point.

Jordan Larsson testede Martin Hansen med et skud uden for feltet, og var i 86. minut også tæt på at nå frem til et Sørensen-indlæg, men vi skulle frem til uret stod på 89:48, før det lykkedes at fremtvinge en afgørelse.

Achouri spillede 1-2 med Diogo og trak sig fri lige uden for OB-feltet og sendte et skud afsted, der ramte Slotsager på armen, studsede i græsset og gik op i det fjerneste målhjørne.

Under øredøvende jubel de ca. 25.000 FCK-fans fejrede tuneseren sin første Superliga-scoring i sin første hele kamp for løverne.

Elias Achouri
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Der var ganske vist stadig seks tillægsminutter tilbage, som blev til syv, men der var aldrig for alvor fare på færde nede foran Grabara, og derfor kunne vi fejre den fjerde Superligasejr i træk – og dermed vores næstbedste sæsonåbning nogensinde.

Rasmus Falk
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK