
Stadion i Prag trækker tråde til B1903 i 1920'erne
Aftenens kamparena har været hjemmebane for Sparta Prag siden 1917, men har som alle andre stadioner gennemgået en række ombygninger siden dengang.
Sparta Prag, som er stiftet i 1893, fik sit første stadion i 1905 - ikke langt fra det nuværende, men tættere på floden, der hvor det Nationale Tekniske Museum nu ligger.
Her spillede Sparta, indtil man i 1917 flyttede nogle 100 meter til den nuværende lokation, hvor der i 1921 blev indviet en hovedtribune af træ i smuk, engelsk stil.
Sparta Prags hjemmeside fortæller, at den nye hovedtribune blev indviet til en kamp, hvor man vandt 2-0 over "KB Kodan" - altså KB København. Det er dog en forveksling, som dog bliver i familien, for det var B1903, der var modstanderen.
De var på turne i Prag i påsken 1921 og “blev modtaget med næsten fyrstelig Pragt, og der har været en umaadelig Mængde Mennesker til Kampene,” fortalte B.T.
Først spillede 03’erne 2-2 mod Slavia Prag, og den 28. marts 1921 tabte de 0-2 til Sparta Prag, hvor “Der var 20.000 Tilskuere tilstede, hvoriblandt tre Ministre og flere andre fremstaaende Personligheder.”
Siden var Sparta Prag og rivalerne fra Slavia i øvrigt hyppige gæster i Københavns Idrætspark til stævnekampe i 20'erne og 30'erne.
Spartas nye hovedtribune havde plads til 1.700 tilskuere og var dengang den største i Centraleuropa. Til sammenligning havde Københavns Idrætsparks første hovedtribune fra 1911 ca. 700 siddepladser, indtil den blev udskiftet i 50’erne.

I begyndelsen af 30’erne forberedte man en større stadionudvidelse, der næsten ville fordoble kapaciteten fra ca. 22.000, men den 10. april 1934 indtraf en tragedie i Sparta Prags historie. Der udbrød nemlig en voldsom brand under den flotte hovedtribune, og flammerne fortærede desværre også alle klubbens trofæer, arkiver, kontor- og restaurantlokaler m.m.
Først i 1937 stod en ny hovedtribune klar, denne gang i beton, og selv om den blev beskadiget under 2. verdenskrig, kunne den dog repareres.
I slutningen af 60’erne blev de tre andre tribuner også ombygget med betontribuner, så stadon nu var “lukket” og havde plads til ca. 35.000 tilskuere.
Den største ombygning fandt sted i 1994, hvor helhedsindtrykket blev markant forandret med bl.a. nye tribuner i to etageafsnit. Desuden fjernede man løbebanerne omkring fodboldbanen, og som en konsekvens af datidens sikkerhedskrav om kun at have siddepladser, blev kapaciteten nedsat til ca. 21.000.
Efter i mange år at have heddet Letná stadion, fik arenaen siden navne som Toyota Arena (2003), AXA Arena (2007), Generali Arena (2009) og fra 2022 epet Arena.
I dag er den samlede kapacitet officielt 18.349, og her kan du se nogle af de faciliteter, som venter vores spillere i aften.






Fotos: Torkil Fosdal, FCK Media
(Kilder: sparta.cz, stadiumdb.com, Københavns Idrætsparks arkiver)