Kampdag: Raków Częstochowa-FCK
Kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. Hvilket polsk hold har vi mødt før i de europæiske turneringer (ud over TOTO Cup)?
Piast Gliwice
Gornik Zabrze
Zaglebie Lubin
2. Hvilken af disse spillere har scoret mere end tre europæiske FCK-mål?
Jordan Larsson
Viktor Claesson
Lukas Lerager
3. Hvilken af disse spillere har vi engang hentet i en polsk klub?
Algimantos Briaunys
Fanendo Adi
Donatas Vencevicius
4. I 2021, 2022 og 2023 har vi spillet 26 europæiske kampe - hvordan er fordelingen af vundne (V), uafgjorte (U) og tabte (T)? (Udekampen mod Sparta Prag tæller som sejr)
V10, U9, T7
V12, U8, T6
V14, U7, T5
5. Hvor mange hold kan du huske, som vi har mødt i Champions League playoff fra og med sæsonen 2006/07?
Alt udsolgt på stadion
Der er plads til 11.600 tilskuere i aften, og alt er udsolgt på det helt nye stadion i Sosnowiec, Zagłębiowski Park Sportowy, som først er indviet i 2023. Det fortæller vi mere om senere på formiddagen, når vi traditionen tro ser nærmere på aftenens kamparena.
Der er til gengæld stadig ledige pladser til aftenens storskærms-arrangement på Nedre A9/A10, hvor du for blot 60 kr. kan se kampen sammen med andre F.C. Københavnere -> billet.fck.dk
Der er også ledige pladser til returkampen i København onsdag den 30. august, men interessen er stor, så vi bliver mange i Parken den aften - det kan du læse nærmere om her.
Kendt eller ukendt modstander?
Et af temaerne på mandagens pressemøde var, om der er en tendens til at undervurdere modstandere, man ikke kender - forstået som at FCK er større favoritter mod Raków, alene fordi de ikke er så kendte herhjemme.
"Jeg kan godt fornemme, at fordi man ikke har hørt så meget om Rakow, så tror man det er en nem opgave, men så må man lægge københavner-arrogancen lidt på hylden," sagde Neestrup og hentydede blandt andet til, at der heller ikke var mange, der kendte hold som APOEL, Qarabag og Plzen, dengang de slog os ud i Champions League-playoff.
Han tilføjede dog, at han ikke har noget imod, at Rakóws træner gjorde F.C. København til favoritter på polakkernes pressemøde:
"Jeg synes selv, at vi har en fair chance over to kampe, hvis vi rammer vores niveau," understregede Neestrup.
Falk sagde også, at han ikke kendte Raków på forhånd, men at det er unormalt i de europæiske kvalifikationskampe.
"Men vi har dygtige folk til at hjælpe os, så det er som at gå ind til alle andre kampe. Men der er måske lidt ekstra forberedelsestid mod de hold, som vi ikke møder fire gange om året," sagde Falk.
Sidste nyt fra den polske lejr
I forhold til vores fokusartikel om Raków er seneste nyt fra den polske lejr, at den græske stopper, Stratos Svarnas, er ude med en skade, og at stopper-kollegaen og anføreren Zoran Arsenic er tvivlsom.
Svarnas var den eneste med fuld spilletid i sæsonen, indtil han udgik i Q3-udekampen mod Aris Limassol og stod over i lørdags mod Stal Mielec, hvor Arsenic udgik i pausen.
Arsenic trænede ikke med i det første kvarter af mandagens træning på stadion i Sosnowiec, og hvis han også er ude, giver det formentlig plads til både Adnan Kovacevic, der afløste Arsenic i lørdags, samt Milan Rundic, der spillede i stedet for Svarnas.
Kovacevic har kun spillet en enkelt kamp før i sæsonen, mens Rundic i lørdags gjorde comeback efter en måneds skadepause.
Helt i hvidt
Ligesom i Prag spiller vi i vores hvide trøje uden Unibet på brystet, da Unibet heller ikke har licens til at drive virksomhed i Polen.
I aften spiller vi dog helt i hvidt og ikke med blå shorts som i Prag.
Bosniske og slovenske dommere
Dommer: Irfan Peljto (BIH)
Linjedommere: Davor Beljo (BIH) og Damir Lazić (BIH)
Fjerdedommer: Miloš Gigovic (BIH)
VAR & A-VAR: Nejc Kajtazovic (SVN) og Asmir Sagrković (SVN)
Irfan Peljto og Davor Beljo dømte også vores hjemmekamp mod Sevilla FC i september 2022.
Kort og karantæner
Karantæne: Ingen
Karantænefare: Ingen
TV
Du kan se kampen på TV3+ og Viaplay, der sender optakt fra kl. 20.00 – og signalet vises også på storskærm i Parken. Læs mere her.
Svar på kampdagsquiz
1. Piast Gliwice
2. Lukas Lerager (fire mål, de to andre har scoret tre)
3. Donatas Vencevicius
4. V14, U7, T5
5. AFC Ajax (06/07), Benfica (07/08), APOEL FC (08/09 og 16/17), Rosenborg (10/11), Viktoria Plzen (11/12), LOSC Lille (12/13), Leverkusen (14/15), Qarabag FK (18/19), Trabzonspor (22/23)
(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, uefa.com)