Rákow-FCK: Dagen derpå
Sen hjemkomst
Det blev sent, før truppen var hjemme i nat, for selv om det chartrede fly fra Katowice kun tog lidt over en time, landede det først i Kastrup ved 3.30-tiden, og så går der jo yderligere tid, før alle er helt hjemme.
Det var en hård kamp at komme igennem mod et fysisk stærkt Raków-hold, men stemningen var naturligvis god efter den vigtige sejr. Sejrssang var der dog ikke noget af i omklædningsrummet, for som det vist efterhånden er sagt mange gange:
Arbejdet skal gøres færdigt i Parken om en uge, så vores navn kommer i en af de hvide UEFA-kugler allerede torsdag den 31. august, mens polakkerne må vente til 1. september, hvor der trækkes lod til gruppespillene i Europa League.
>> Find din plads til returkampen her
Diks missede bussen
Bare rolig, det er "clickbait", for det var en aftalt disposition at sende spillerbussen fra stadion mod lufthavnen uden vores hollandske forsvarsklippe.
Han var nemlig udtaget til dopingkontrol, men heldigvis "leverede" han også der, så han og Johannes Mackeprang fra sundhedssektoren tog en taxa til lufthavnen og nåede med hjem.
Det er jo kun nogle år siden, at Pep Biel var lige ved at måtte overnatte på Gibraltar, fordi det trak ud med dopingprøven, og lufthavnen var ved at lukke. Men også han nåede det i tide.
Diks har i øvrigt kun "misset" én halvleg i sæsonens ti kampe. Som den eneste er han startet inde hver gang og har fuld spilletid i alle kampe, undtagen hjemmekampen mod Breidablik, hvor han blev udskiftet i pausen.
Polsk ærgrelse: Sådan er fodbold
"Sådan er fodbold. Vi spillede rigtig godt og dominerede FCK i 2. halvleg. Slutningen på kampen bekræftede, at vi var bedre end dem i dag," sagde målmand Vladan Kovačević til TVP Sport.
"Vores træner fortalte os, at Dortmund, Man. City og Sevilla ikke vandt i København sidste sæson, men vi tror på, at vi vinder. Det bliver svært, men i dag kunne alle se, at vi kan matche dem, og vi fortjente et mål i dag," lød det fra den bosniske keeper.
Statistisk medvind før returbraget
Ikke siden 2006 er et hold ikke gået videre til Champions League-gruppespillet, når de har vundet den første playoff-kamp på udebane.
Den opmuntrende statistik gravede Benjamin Leander frem i går aftes på X (formerly known as twitter), og det var såmænd "Miraklet i Amsterdam", hvor vi med en 2-0-sejr forhindrede Ajax i at gå videre, efter de vandt 2-1 i Parken i det første opgør.
Korte facts
- Med sejren i Polen er vi oppe på 15 kampe i træk uden nederlag (13 sejre og to uafgjorte).
- Diks, Lerager, Falk, Jordan og Roony har været på banen i alle de ti første kampe - enten fra start eller som indskifter.
- I Prag blev Roony den yngste til at nå 50 kampe for FCK - hidtil havde Daramy den rekord, men han var 290 dage ældre, da han spillede kamp nr. 50, fortæller Nipserstat. De to er de eneste, som har nået denne milepæl, inden de var fyldt 19.
UEFA kampstatistik