Viktor Claesson i duel med Jesper Hansen

Søndag aften i Aarhus: Sidste opgave før landskamppausen

Søndag kl. 20 i Aarhus har vi den sidste opgave inden landskamppausen, og det er samtidig vores sidste kamp i første halvdel af Grundspillet.

I seneste spillerunde blev AGF for første gang i sæsonen presset ud af Top 6, da Lyngby mandag aften vandt i Odense, efter at AGF dagen før tabte i Viborg. I de seneste syv runder har AGF kun vundet én gang, og det var i øvrigt netop mod Lyngby hjemme på Ceres Park med 1-0.

Hjemmekampene har ellers kun givet århusianerne et point mere end udekampene (syv vs. seks point): på Ceres Park har AGF, ud over Lyngby, slået Vejle 1-0, spillet uafgjort med Silkeborg og tabt til FC Nordsjælland og Brøndby.

Det minder lidt om AGF’s efterår i sidste sæson, hvor de efter en god start tabte fem ud af seks kampe i træk og inden vinterpausen dumpede helt ned på ottendepladsen, inden de i foråret arbejdede sig tilbage til toppen.

Viktor Claesson
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Indbyrdes statistik
Historisk set er F.C. København heller ikke ligefrem AGF’s ønskemodstander, for bortset fra to sejre i 37 indbyrdes opgør sommeren 2020 - en i Aarhus og en i Parken – har AGF ikke slået os siden 2009.

Statistik afskrækker dog næppe Rösler & co. og nok heller ikke det århusianske fodboldpublikum, for vores to kampe i sidste sæson trak de højeste tilskuertal nogensinde til vores kampe i Aarhus.

Der var 18.126 den 13. november 2022, og 44 af dem blev væk, da vi mødtes i Mesterskabsspillet den 23. april 2023 og spillede 0-0 foran 18.082. Vi vandt efterårskampen 2-0 på mål af Lukas Lerager i 79. minut og Victor Kristiansen i 93. minut, og forårskampen endte 0-0.

Holdene
AGF har sin nye, nordirske keeper, Bailey Peacock-Farrell, tilbage fra karantæne, mens Jesper Hansen vogtede målet i søndags. En række spillere er ukampdygtige på grund af langtidsskader, Kevin Yakob, Benjamin Hvidt og Mikkel Duelund, og Mads Emil Madsen har heller ikke spillet de seneste uger.

Neestrups trup har fem dage til at komme sig over tirsdagens Bayern-opgør, og med udsigt til en landskamppause behøver han for en gangs skyld ikke at tage hensyn til en midtugekamp.

Hvis Falk kommer på banen, er det hans Superligakamp nr. 350. Siden han debuterede i maj 2010, hvilket netop skete i Aarhus mod AGF, har han spillet 146 kampe for OB og 203 for FCK *)

Ingen andre har i samme periode spillet lige så mange Superligakampe.

*) Vores europæiske playoff kamp i maj 2018 mod netop AGF tæller ikke som en Superligakamp.

Rasmus Falks afskedskamp for OB i 2016
Foto: Nicolai Brix, Getty Images


Vi kunne ikke finde et billede fra Falks OB-debut, men her er et fra hans sidste OB-kamp, hjemme mod AaB i maj 2016. Dengang stod han også skarpt...

 

(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk, OPTA/StatsPerform)