Rasmus Falk

Kampreferat: Falks drømmetræf sikrede 1-1 i tillægstiden

En overtidsscoring af Rasmus Falk sikrede løverne det ene point i en dramatisk afslutning, hvor Kevin Diks fik sit andet gule kort i sidste minut.

De to hold
I forhold til Bayern-kampen startede Elias Jelert og Roony Bardghji i stedet for Peter Ankersen og Elias Achouri: Grabara – Jelert, Vavro, Diks, Meling – Lerager, Falk, Diogo – Roony, Claesson (anf.), Elyounoussi.

AGF stillede op som senest i Viborg, dvs Jesper Hansen beholdt sin plads i målet, efter at Bailey Peacock-Farrell var tilbage fra karantæne.

Det tog et par tyvstarter, for Jakob Sundberg fik sat spillet i gang, og det var som altid hektisk og intenst, når de to hold mødes.

FCK-fans i Aarhus
Foto: René Schütze, Getty Images


Københavnsk dominans
Men vi skulle ikke langt ind i kampen, før vi satte os godt på spillet - og der blev vi siddende i hele første halvleg, hvor hjemmeholdet ikke havde én eneste chance.

Vi burde have bragt os foran allerede i det første kvarter, hvor vi havde to gode muligheder. Først i det sjette minut, da Nicolai Poulsen forærede Elyounoussi bolden på kanten af deres felt, men han blev generet, inden han nåede at vende rundt og fyre af.

Endnu større var chance i 11. minut, da Lerager tog et godt dybdeløb og headede en lang Vavro-fremlægning ned til Claesson, men han fik ikke rent træf på bolden.

AGF havde store problemer med at spille sig ud af vores pres, og i lange perioder var de slet ikke over midten, men stod kompakt på den sidste tredjedel, mens vi kørte bolden rundt og ledte efter løsninger.

Store chancer, men 0-0 ved pause
Skal man indvende noget, så var det at vi fik for lidt udbytte af den massive dominans, men Claesson havde dog et nærgående skud efter 35 minutter, som dog strøg over det fjerne målhjørne og dykkede for sent.

I 39. minut fik vi den hidtil største chance, da Roony serverede et perfekt cutback til den fremstormende Diogo, men portugiseren flugtede bolden lige over mål.

Lidt tilfældigt fik vi endnu en chance inden pausen, da Nicolai Poulsen styrede et Jelert-indlæg i en høj bue tilbage mod eget mål, hvor Jesper Hansen var ved at slå bolden i eget mål, inden han fik fat i den.

Diogo Gonçalves
Foto: René Schütze, Getty Images


AGF kom med efter pausen
Efter vores totale dominans før pausen, så skabte AGF mere i de første to minutter efter pausen, end de havde gjort i hele første halvleg. Først et småfarligt Beijmo-indlæg, så et hjørnespark (kampens første) og så et udmærket Tobias Bech-langskud over mål.

På endnu et AGF-hjørne kom Frederik Tingager højest ved forreste stolpe, men headede bolden over mål, og i 56. minut fik de den hidtil største chance, da Vavro ville losse bolden væk uden for vores felt, men i stedet ramte Patrick Mortensen. Bech bankede dog dødbolden lige i muren, og Mikael Andersons afslutning på returbolden blev også blokeret.

4-0 i hjørnespark var facit efter halvlegens første kvarter, som AGF havde domineret klart, men efterhånden fik vi mere spil igen, og det udviklede sig til en helt lige og åben affære, der ikke bød på mange chancer.

Kamil Grabara
Foto: René Schütze, Getty Images


Midt i halvlegen tog Birger Meling et godt ryk frem af banen og trykkede fladt af nede i feltet, så Jesper Hansen måtte give en retur, men Eric Kahl clearede lige for næsen af Elyounoussi. Vi var efterhånden mere på bolden, men fik stadig ikke sat så mange angreb op som før pausen, men gav derimod lidt for meget væk i den anden ende.

I 71. minut opsnappede AGF en Vavro-pasning på midten, og da slovakken ikke nåede at bremse Mikael Anderson, så var det tæt på, at han smuttede alene igennem. Jelert bremsede ham dog i første omgang, hvorefter islændingen skruede bolden et stykke over det fjerne målhjørne.

71. minut: 1-0 til AGF
Kort efter satte de tyske Janni Serra ind for Tobias Bech, og to minutter senere fejrede han sit første mål for de hvi’e. Mølgaard tacklede bolden fra Achouri, der tidligere havde afløst Roony, og Patrick Mortensen sendte straks Serra afsted i dybden, hvor han stak mellem Diks og Vavro. Diks nåede dog tilbage og tackle i skudøjeblikket, hvilket bare betød, at bolden gik i en blød bud over Grabara og i netmaskerne.

Neestrup reagerede ved at sende Christian Sørensen, Jordan Larsson og Orri Óskarsson ind for Vavro, Elyounoussi og Diogo, og Meling rykkede ind som højre stopper ved siden af Diks.

Jordan Larsson
Foto: René Schütze, Getty Images


Endnu engang må man rose spillerne for at reagere godt og hurtigt på modgang, for bortset fra, at Serra kort efter var lige ved at komme på skudhold igen efter en fejlaflevering af Sørensen. En situation, som i øvrigt førte til, at Jelert clearede en bold ved baglinjen, hvorefter Patrick Mortensen kom glidende med strakt ben i en voldsom tackling. Heldigvis pløjede han kun Jelert ned med støttebenet og slap derfor med et gult kort.

Men som sagt satte vi dem nu under pres, og Achouri havde i 81. minut et udmærket skud oppe under overliggeren, som Hansen måtte give hjørne på. Da det blev taget, mente Diks, at Tobias Mølgaard rev ham omkuld, men hans protester førte kun til et gult kort, der skulle vise sig at blive dyrt.

Vi holdt presset på dem, og boldbesiddelsen lå omkring 90/10 i slutfasen, hvor AGF kæmpede med ryggen mod muren – desperat, men dygtigt, for de store københavnske chancer udeblev. Og da vi endelig havde helt til at passere Jesper Hansen, var Lukas Lerager løbet klart offside, da han modtog afleveringen og sendte den i nettet.

Lerager lå næsten konstant i feltet med Orri, mens Claesson og Falk lurede bagved, og Larsson og Achouri lå ude på kanterne. AGF erobrede bolden en gang imellem, men slog den bare langt op ad banen og mistede den igen, og da vi var et par minutter inde i tillægstiden, slog vi til – endelig.

Falks drømmetræf sikrede 1-1
Lerager headede et langt Sørensen-indlæg og på tværs i feltet, hvor Mats Knoester headede den ud af feltet – lige til en umarkeret Rasmus Falk, som med et regulært drømmetræf hamrede bolden i nettet tæt på det ene målhjørne!

Rasmus Falk
Foto: René Schütze, Getty Images


En dramatisk afslutning på en intens fight, men det var ikke slut endnu. I 95. minut jagtede Diks og Mikael Anderson en bold på midten af banen, og begge faldt omkuld og ømmede sig. Men Jakob Sundberg takserede det til et århusiansk frispark OG et gult kort til Diks, som jo altså havde et i forvejen.

Den kendelse var der bestemt ikke enighed om i FCK-lejren, selv om Neestrup bagefter medgav den i øvrigt udmærkede dommer, at han i et splitsekund skulle vurdere det fra en anden vinkel, end de mange TV-vinkler, der satte lidt flere spørgsmålstegn ved episoden.

>> Opdateret: Det andet gule kort annulleret efter klage

Det blev det sidste, der skete i en kamp, hvor vi holdt skindet på næsen med det ene point, men måtte aflevere førstepladsen til Brøndby her, hvor vi runder første halvdel af Grundspillet.