Per Frandsen

Hvidovre er tilbage i Parken efter 26 år

Lørdag kl. 17 spiller Hvidovre i Parken for første gang siden foråret 1997, hvor de senest var i Superligaen og mødte F.C. København.

Vi vandt 1-0, og målet faldt allerede efter et kvarters tid, da et fladt Carsten Hemmingsen-indlæg fra højre side passerede gennem feltet til Henrik Larsen, der sparkede bolden i nettet fra spids vinkel. Senere i 1. halvleg ramte Kenneth Perez stolpen, og i 2. halvleg var vi også tæt på et par gange, men det blev ved 1-0.

Kampen bød på to udvisninger - først blev Hvidovres anfører Michael Bo Nielsen udvist for et hårdt frispark på Morten Falch, som var på vej op ad banen i et af sine klassiske raids nede fra libero-positionen. Et efterhånden udgået begreb af moderne fodbold, men det var den frie mand i centerforsvaret, som ikke havde markeringsopgaver og i stedet kunne støde med frem på banen.

Kort før tid røg vores finske stopper, Aki Hyrylainen, også ud, da han fik sit andet gule kort for en hård tackling på Brian Odefey - en Hvidovre-spiller med en fortid i KBs ungdomsafdeling, som også var oppe og snuse til F.C. Københavns førstehold, men uden at få spilletid ud over kampe for U23-holdet.

(Artiklen fortsætter efter videoen)


Hvidovre i Københavns Idrætspark
Mens kampen i april 1997 var Hvidovres hidtil eneste i Parken, så var de hyppige gæster i den gamle Københavns Idrætspark, der stod indtil ombygningen til Parken fra 1990-92.

Langt de fleste kampe var udekampe mod Idrætsparkens faste hjemmehold, hvilket primært vil sige KB, B1903, B.93, AB og Frem - og den bedst besøgte var den 29. oktober 1967, hvor 31.000 så AB vinde 1-0.

Hvidovre spillede selv seks hjemmekampe i Københavns Idrætspark - fem europæiske kampe samt en 1. divisionskamp mod KB - samt en landspokalfinale, hvor de havde status af hjemmehold:

07.09.66 Hvidovre-KB 2-2 (1. division)
16.11.66 Hvidovre-Eintracht Frankfurt 2-2 (Messeby-turneringen)
18.10.67 Hvidovre-FC Basel 3-3 (EC for Mesterhold)
15.11.67 Hvidovre-Real Madrid 2-2 (EC for Mesterhold)
24.09.69 Hvidovre-FC Porto 1-2 (Messeby-turneringen)
15.05.80 Hvidovre-Lyngby 5-3 (landspokalfinale)
15.05.80 Hvidovre-Juvemtus 1-4 (EC for Mesterhold)

Kampene mod Real Madrid og Juventus var store kassekampe med henholdsvis 40.600 og 30.784 tilskuere, og Real Madrid-kampen er en af de 10 bedst besøgte klubkampe nogensinde i Idrætsparkens historie.

Det uafgjorte resultat vakte også stor international opsigt. Ikke mindst fordi Hvidovre fem år før spillede 4. divisionsfodbold i bl.a. Vorup, Rødby, Holbæk og Helsingør. Men mens Real vandt fem spanske mesterskaber på stribe fra 1961-65, så tog Hvidovre turen fra 4. til 1. division i ét stræk, og efter en 5. plads
i 1965 vandt de det danske mesterskab i 1966 og kvalificerede sig dermed til at spille Europa Cup for Mesterhold i efteråret 1967.

Hvidovres sidste kamp i Idrætsparken
Der er langt fra de 40.600 mod Real Madrid til de 800, der overværede Hvidovres sidste optræden i den gamle Nationalarena, da de tabte 0-1 til KB i en 2. divisionskamp.

Det var sæsonens sidste kamp, søndag den 29. oktober 1989, og Piotr Haren (der senere også spillede for FCK) scorede KB’s mål i 81. minut. KB-holdet talte bl.a. også vores senere klublæge, Frank Odgaard, samt den senere direktør i Spillerforeningen, Mads Øland.

Det var top mod bund, for KB havde allerede vundet 2. division og var klar til det, der skulle vise sig at blive deres sidste optræden i 1. division. Hvidovre havde før kampen et spinkelt håb om at undgå nedrykning, men var afhængige af andre resultater, og nederlaget i Idrætsparken betød, at de måtte ned i 3. division.

800 tilskuere lyder jo ikke af meget, men samme dag spillede B1903 for blot 782 tilskuere i Ikast. Kampen endte 2-2, og B1903-holdet talte blandt andet Per Frandsen, som lørdag eftermiddag står i spidsen for Hvidovre i Parken. Sådan kan man nogle gange få enderne til at nå sammen, hvis man leder længe nok!