Kampreferat: Sultne løver levnede ikke Hvidovre nogen chancer
For anden lørdag i træk var det top mod bund, da vi tog imod Hvidovre i Parken foran 22.718 tilskuere, som forhåbentlig var kommet til tiden. Sidst ventede vi lidt længe med de afgørende mål mod Vejle, men i dag fik vi en drømmestart efter 16 sekunder!
De to hold
Og ”vi”, det var i dag: Grabara – Jelert, Khocholava, Diks, Sørensen – Lerager, Falk, Claesson – Roony, Óskarsson, Elyounoussi.
Elias Achouri var også udtaget, men blev sparet på grund af træthed og stivhed i det ene baglår. Til gengæld fik vi et glædeligt gensyn med David Khocholava efter over syv måneders skadepause.
Hvidovre gik på banen med højt humør, ikke mindst vores tidligere talentkeeper, Filip Djukic, der medbragte en toiletrulle. Det kårer vi uden tøven til dagens detalje, for det vidner om stort mod og overskud, efter hans lille ”uheld” i vores Hvidovre-kamp i august…
Leragers lynscoring
Men som sagt gik der kun 16 sekunder, før Djukic måtte gå den tunge gang – ikke ud på toilettet, men ind i målet og hente bolden.
Orri Óskarsson gav bolden op og spillede tilbage til Kevin Diks, som lagde den ud til højre til David Khocholava. Hans skift på tværs af banen endte hos Mohamed Elyounoussi, der straks slog en dybdebold, som Lukas Lerager løb helt fri på og køligt lobbede bolden over Djukic.
Bedre start kunne vi vel ikke ønske os efter vores hurtigste Superliga-scoring nogensinde – men mere om det i morgen i ”Dagen derpå”.
I 8. minut var Orri ikke langt fra at øge til 2-0, men Djukic hev en god redning frem på islændingens skruede skud mod det fjerne kryds.
2-0 efter 12 minutter
Vi sad tungt på spillet, og allerede i 12. minut fordoblede vi føringen, da Lerager forlængede et hjørnespark fra Christian Sørensen, og på kanten af målfeltet flugtede Viktor Claesson bolden i nettet til 2-0 bag en chanceløs Djukic.
Det lignede en tidlig afgørelse, men det var det selvfølgelig ikke med endnu ca. 80 minutters spil, men som halvlegen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at Hvidovre skulle levere noget ekstraordinært, hvis de skulle have noget med hjem fra Parken.
Deres første afslutning faldt midt i 1. halvleg, da Christian ”Greko” Jacobsen fra udkanten af feltet skød langt forbi. Det var i en kort periode, hvor vi var gået et gear ned, men snart var vi igen i fulde omdrejninger og skabte med enkle midler en god kontra i 29. minut.
Grabara spillede bolden op til Christian Sørensen ved midten, og han sendte Orri afsted i løbeduel med Malte Kiilerich, og i feltet forsøgte Orri at finde Elyounoussi i endnu bedre position, men det endte i ingenting. Det hele tog dog kun ca. 10 sekunder fra den ene ende af banen til den anden.
Bud efter det tredje mål
Minuttet efter trykkede vi massivt på efter aggressive generobringer, og både Claesson, Elyounoussi og Orri prøvede at afslutte i feltet, men et desperat kæmpende Hvidovre-forsvar afværgede med nød og næppe, hvorefter Sørensen skruede bolden forbi det lange hjørne.
Inden pausen var der igen bud efter 3-0, da Lerager sendte Elyounoussi afsted i venstre side. Han løb fra Ahmed Iljazovski og afsluttede fra spids vinkel tæt forbi den fjerneste stolpe, så det stod stadig kun 2-0 ved pausen.
Fortsat dominans efter pausen
Efter pausen ændrede cheftræner Per Frandsen fra fire til fem i Hvidovre-bagkæden, da Nicolai Geertsen kom ind i stedet for Mathias Gehrt, men der gik kun tre minutter før vi skabte en ny, stor chance.
Igen gik det lynhurtigt fra den ene ende af banen til den anden, da Lerager snittede et Grabara-udspark videre, og så var Orri alene igennem i højre side af feltet, men Djukic reddede med en god fodparade.
Lidt mærkede Elyounoussi vist noget i baglåret og blev udskiftet med Jordan Larsson, som fik en ekstra varm hyldest fra fansene, der så gerne vil hjælpe ham hurtigt over skuffelsen fra tirsdagens brændte straffe i Manchester.
One-way-traffic
Jordan gled godt ind i spillet, som stadig var ”one-way-traffic” ned mod Hvidovre-målet, og efter en times tid var han få centimeter fra at øge til 3-0, da Orri spillede ham fri i en tre-mod-to-kontra, men han sparkede tæt forbi mål.
Minuttet efter kom Ankersen og Vavro ind for Jelert og Khocholava, og sidstnævnte fik planmæssigt en times tid på banen i sin comeback-kamp, og selv om vores forsvar ikke blev sat på de store prøver, så gjorde georgieren et solidt og robust indtryk.
Der gik selvfølgelig ikke mange minutter fra Vavro kom på banen, før fansene råbte ”Skyyyyd”, så snart han bevægede sig uden for eget felt med bolden, men han holdt sig i skindet, selv om vi midtvejs i halvlegen kunne være tilfreds med alt, undtagen at det stadig kun stod 2-0.
Topscorer-Roony
Hvidovre var dog aldrig i nærheden af at reducere, og tyve minutter før tid udbyggede vi føringen. Jordan satte tre-fire mand i venstre side og spillede Falk, som lagde bolden til rette for en helt fri Roony, som strøg til tops på vores interne topscorerliste med sin ottende sæsonscoring.
Fem minutter senere var Jordan tæt på igen efter en fiks 1-2 med Orri, men i helt fri position reddede Djukic fornemt igen.
Nicolai Boilesen og Oscar Højlund fik det sidste kvarter i stedet for Diks og Falk, mens vi fortsatte med at trykke dem tilbage på banen, men vi skulle hen til det 88. minut, før vi fik et mål mere.
Topscorer-Orri
Igen blev det iscenesat af den veloplagte Jordan Larsson, der snød 3-4 mand og trykkede af, men Djukic reddede igen. Orri var først på returbolden, og så nåede han også op på otte sæsonscoringer.
En suveræn sejr, hvor Grabara ikke havde en eneste redning, fordi vi fuldstændig holdt Hvidovre fra målchancer gennem samtlige ca. 97 minutters spil inklusive tillægstid.
Mange spillere kunne fremhæves for deres præstationer, men vi lader fansene fælde dommen: Lukas Lerager blev en meget suveræn Carlsbergs Man of the Match med næsten halvdelen af stemmerne, og med Khocholava og Claesson på de næste placeringer.