Viktor Claesson

Galatasaray siden sidst

Siden F.C. København senest mødte Galatasaray, har de spillet 14 kampe - 10 ligakampe (V9, U0, T1) og 4 Champions League-kampe (V1, U1, T2).

De har endnu ikke spillet i den hjemlige pokalturnering, da sidste sæsons nr. 1-4, herunder Galatasarays mestre, først indtræder i 5. runde, som spilles i januar.

Efter vores 2-2-kamp i Istanbul den 20. september vandt Galatasaray 3-2 i Manchester, men tabte siden både hjemme (1-3) og ude (1-2) til Bayern, inden de senest spillede 3-3 hjemme mod Manchester United. En spændende og afvekslende kamp, hvor United førte både 2-0 og 3-1, inden Galatasaray udlignede og dermed undgik at ligge sidst i gruppen inden tirsdagens afsluttende runde, hvor kun Bayern p.t. er sikre på at gå videre.

I den hjemlige Super Lig har Galatasaray kun tabt en enkelt kamp, 1-2 ude mod midterholdet Hatayspor den 11. november, og de ligger på en delt førsteplads med Fenerbache, som har bedre målscore.

Holdet
Fernando Muslera vogter stadig målet hver gang, og på højre back har Sacha Boey spillet fuld tid i alle sæsonens kampe - og scoret et enkelt mål, som reducerede vores 2-0-føring i Istanbul til 2-1.

Dengang spillede Angelino fast venstre back, men i den sidste måneds tid har han kun spillet de to Bayern-kampe og hjemmekampen mod United. I stedet er det primært 20-årige Kazimcan Karatas, som har spillet venstre back, indtil de i fredags brugte kant-reserven Baris Yilmaz.

I vores første møde spillede Victor Nelsson og Abdülkerim Bardakci i centerforsvaret, sådan som de havde gjort siden sæsonstarten, men Victor startede ikke i de næste otte kampe, hvor han mistede sin plads til Davinson Sánchez.

Sànchez havde været skadet, siden Galatasaray hentede ham i Tottenham på transfervinduets sidste dag, men kom nu ind på Victors plads, indtil Sánchez selv blev skadet i slutningen af november og ikke har været med i de tre seneste kampe.

I stedet har Kaan Ayhan spillet pladsen et par kampe, bl.a. mod United, inden Victor igen er startet i de to seneste ligakampe.

På den defensive midt starter Lucas Torreira hver gang, men med forskellige makkere. Kerem Demirbay, der spillede der mod os, har været lidt ind og ud af holdet, førnævnte Kaan Ayhan har også har spillet en del, og Sergio Oliveira har også fået et par kampe.

I vores første opgør bestod den offensive midt hed Hakim Ziyech, Dries Mertens og Kerem Aktürkoglu, men Ziyechvar skadet en måneds tid, og i stedet startede Tete, som udlignede til 2-2 mod os.

Ziyech var dog med i 3-3-kampen mod United, hvor han scorede to gange, men i fredags stod han helt over i ligaen. Cheftræner Okan Buruk er dog citeret for, at både Sánchez og Ziyech er i spil til kampen tirsdag aften.

Dries Mertens har siddet en del på bænken i efteråret, men er startet på 10’er-positionen i tre af deres seneste fire kampe. Ellers er Aktürkoglu brugt meget som 10’er, mens Wilfried Zaha har spillet venstre kant.

Oppe foran er der næppe tvivl om Mauro Icardi, der ligesom Muslera, Boey og Torreira starter inde hver gang. Vores kamp i Istanbul var længe den eneste, hvor han ikke scorede, men der har været en del på det seneste, hvor han heller ikke har fundet vej til nettet. Hans tillægstids-mål til 3-1 i fredagens sejr over Adama Demirspor (i 95. minut) var således kun den 30-årige argentiners andet i Galatasarays seneste otte kampe.