Ibrox Park

Fokus på Rangers FC

Rangers FC er i gang med en to ugers vinterpause fra de skotske turneringer, og det benyttede de i sidste uge til en tur til La Manga, hvor de lørdag eftermiddag tabte 0-1 til Hertha BSC, inden de i dag er rejst hjem til Glasgow.

Vores opgør tirsdag aften på Ibrox er den anden og sidste forberedelse, inden Rangers på lørdag spiller pokalkamp ude mod Dumbarton og siden genoptager ligaen den 24. januar.

Den evige rivalisering med Celtic
Cirka halvvejs gennem Premiership er Rangers otte point efter de evige rivaler fra Celtic, men med to kampe færre. Desværre for Rangers har de tabt sæsonens første to ”Old Firm” med 0-1 og 1-2, men de mødes igen på Ibrox i begyndelsen af april – og én gang til i slutspillet. (De 12 hold i Premiership mødes tre gange i et grundspil, hvorefter de seks møder hinanden én gang i et slutspil.)

Hvis Celtic bliver mestre igen, er det 54. gang, og så er de kun ét mesterskab fra Rangers’ rekord på 55. Celtic har halet gevaldigt ind og vundet 11 af de seneste 12 sæsoner, men har – i hvert fald set med Rangers-øjne - også haft let spil i mange år, efter at Rangers i 2012 blev tvangsnedrykket til tredje division på grund af finansielle problemer.

Rangers var tilbage i Premiership i 2016, men siden er det kun lykkedes at blive mestre én gang (2020/21).

James Tavernier
Rangers-anfører og topscorer, højre back James Tavernier. Foto: Rangers FC


Ligapokal-vindere
Mesterskabet er dog stadig inden for rækkevidde i år, hvor Rangers allerede har sikret sig én titel, da de vandt den skotske liga cup ved at slå Aberdeen 1-0 i finalen den 17. december. Som nævnt indtræder de først i Scottish Cup i næste uge.

Europa League
Rangers spiller også stadig europæisk her efter nytår, for de vandt deres Europa League-gruppe – sjovt nok foran Sparta Prag, som vi møder på lørdag.

Rangers var i kraft af sin andenplads sidste sæson med i Champions League-kvalifikationens ”non-champions route”, og efter at have slået schweiziske Servette sammenlagt 3-2 i Q3, så tabte de til PSV i playoff efter 2-2 hjemme og 1-5 ude.

I en tæt og jævnbyrdig Europa League-gruppe, som også talte Real Betis og PAOK, var der spænding til det sidste, og Rangers var tvunget til at vinde den sidste kamp i Sevilla, hvilket de gjorde med 3-2 og sendte spanierne i Conference League.

Som gruppevinder er Rangers klar til 1/8-finalerne, mens Sparta Prag blev nummer to og spiller 1/16-finaler mod vores venner fra Galatasaray, mens Rangers altså ikke kender sin modstander endnu.

Philippe Clement ny manager i oktober
Michael Beale blev i oktober opsagt efter et lille års tid i jobbet (han er nu i Sunderland) og blev – efter at Rangers’ nordirske rekord-landshodsspiller Steven Davis passede butikken i et par kampe - efterfulgt af belgieren Philippe Clement, som senest havde stået i spidsen i Genk, Club Brugge og Monaco.

Clement var også assistent i Brugge, da vi mødte dem i 2014, og da vi mødte dem i december 2008, spillede han central midt (over for blandt andet Hjalte Nørregaard) i en kamp, som vi vandt 1-0 på et mål af César Santin.

>> Læs Clements optakt til vores kamp på Rangers' hjemmeside

Philippe Clement
Philippe Clement. Foto: Fran Santiago, Getty Images


Truppen
I lørdagens testkamp mod Herthas Bundesliga-nedrykkere stillede Rangers med to forskellige hold i de to halvlege, og kampens enlige mål faldt på en tysk dødbold lige inden pausefløjtet.

Det resultat skal man næppe lægge alverden i, og mon ikke skotterne præsterer bedre hjemme på eget græs i Glasgow foran de forventede ca. 20.000 tilskuere tirsdag aften.

Philippe Clement blander nok kortene igen med udskiftninger undervejs, men blandt profilerne, kan vi bl.a. forvente at se

  • Jack Butland, tidligere engelsk landsholdsmålmand (9A), som har stået fast i sæsonen
  • James Tavernier, højre back og anfører med over 400 kampe for klubben, som scorer mål på samlebånd. Han er igen i denne sæson klubbens topscorer med foreløbig 16 mål i 33 kampe.
  • Fabio Silva, den unge portugisiske offensivspiller, som Rangers her i januar lejede i Wolverhampton for resten af foråret.
  • Cyriel Dessers, den nigerianske centerforward, som om ikke andet kender København fra en meget omtalt frokost i Tivoli med PC og Jess Thorup i sommeren 2022, hvor han siden skiftede fra Genk til Cremonese
Cyriel Dessers
Cyriel Dessers. Foto: Fran Santiago, Getty Images


Den målfarlige Abdallah Sima, som spillede fast på venstre kanten i efteråret, er med Senegals landsholds til African Cup of Nations.

Stream kampen
Du kan se kampen i FCK-appen og på tv.fck.dk, hvis du er kortholder/abonnent eller har tegnet et FCK+ abonnement. Det koster 59 kr. om måneden uden binding, og du kan købe det her på billet.fck.dk.

Abdallah Sima
Abdallah Sima er med Senegals landshold. Foto: Rangers FC