Jordan Larsson

Før lørdagens testkamp: Gode minder fra Prag

Lørdag kl. 15 spiller vi årets anden testkamp, når vi møder Sparta Prag på epet Arena i Prag. Det er et stadion, som vi kun har gode minder fra efter to sejre i to besøg.

De fleste husker nok den dramatiske Champions League-kvalifikationskamp i august, hvor vi i en yderst dramatisk affære spillede 3-3 eftar at have været bagud to gange i den forlængede spilletid - og siden vandt en nervepirrende straffesparks-konkurrence, der sikrede pladsen i playoff.

Vores første besøg var i Europa League-gruppespillet den 16. december 2009, hvor vi en råkold vinteraften vandt 3-0 og dermed gik videre til 1/16-finalerne, hvor vi røg ud til Olympique Marseille.

FCK.DK / Daniel Rommedahl
Wiland og Delaney takker fansene efter den knusende 3-0-sejr i 2009. Foto: FCK Media


I forhold til disse to vigtige turneringskampe er det jo ”kun” en træningskamp på lørdag. Men forhåbentlig med samme tempo og intensitet som i tirsdagens 2-2-kamp på Ibrox, hvor vi fik en fin start på vinterens forberedelser.

Sparta siden sidst
Da det er mindre end et halvt år siden, vi senest mødte Sparta, så henviser vi til denne fokus-artikel om klubben – og nøjes med at samle op på, hvordan det er gået siden sidst.


Sparta i Europa
Roonys afgørende straffespark sendte Sparta i Europa League-playoff, hvor de trak Dinamo Zagreb og tabte den første kamp i Kroatien med 1-3 efter at have ført 1-0.

Returkampen i Prag blev endnu en gyserforestilling, men trods det svære udgangspunkt endte det denne gang lykkeligt for tjekkerne. De fik en drømmestart, da de kom på 1-0 efter to minutter, og siden udbyggede de midt i 1. halvleg til 2-0 og midt i 2. halvleg til 3-0.

Men Dinamo reducerede til 3-1 20 minutter før tid, og det trak op til forlænget spilletid, indtil Victor Olatunji i 87. minut scorede til 4-1 og sendte Sparta i Europa League-gruppespillet.

Sparta-jubel efter sejren over Dinamo Zagreb
Sparta-jubel efter sejren over Dinamo Zagreb. (Det er ikke Priske med den spartanske hanekam, men mascotten Rudy...) Foto: Marko Lukunic, MB Media via Getty Images


Sparta kom i gruppe med Rangers FC, Real Betis og Aris og indledte med kun én sejr i de første fire kampe, men sluttede stærkt ved at slå Betis hjemme og Aris ude, så de gik videre fra en andenplads efter Rangers og møder nu Galatasaray i 1/16-finalerne.

Sparta indleder i Istanbul den 15. februar, altså to dage efter vores Man. City-kamp, men de genoptager den hjemlige liga weekenden inden med en udekamp mod Karvina den 10. februar - altså en uge før vi indleder Superligaen i Silkeborg.

Den hjemlige liga
Sparta fører ligaen med et forspring til Slavia Prag på fem point og 10 point til Viktoria Plzen og Slovakco på en delt tredjeplads. Sparta har dog spillet en kamp mere end Slavia og Plzen.

Sparta har kun tabt én af 19 ligakampe (1-3 ude til Mlada Boleslav), og hjemme i Prag har de gjort rent bord med 10 sejre i 10 kampe og en målscore på 30-5.

Ligaen har ligget stille siden 17. december, så de er altså nogenlunde lige så langt – eller kort – i forberedelserne som os selv. Det er dog deres første testkamp, og i næste uge tager de til Marbella og møder Puskás Akadémia FC (25.1), Bodø/Glimt (29.1) og Malmö FF (1.2).

Truppen
Siden vi mødtes i august hentede de en enkelt spiller, inden transfervinduet lukkede – backen Angelo Preciado fra Genk.

I vintervinduet har Sparta hentet Markus Solbakken i Viking, som vi jo stiftede bekendtskab med sidste vinter, da vi mødte dem i Portugal. Sparta stiftede bekendtskab med ham allerede i august 2022, da Brian Priske debuterede som cheftræner med at ryge ud til Viking i Conference League-kvalifikationen efter 0-0 i Prag og 1-2 i Stavanger (efter tjekkisk 1-0-føring).

Desværre får Markus ikke mulighed for at hilse på sin gamle barndomsven, William Clem, som ikke er klar til kamp endnu.

Markus Solbakken
Foto: Sparta Prag


Sparta har også hentet den albanske U21-landsholdsangriber Indrit Tuci fra Lokomotiv Zagreb, og desuden er den offensive midt Krystof Danek vendt tilbage fra udleje til Pardubice.

Lige før vinterpausen blev Lukas Babalola udnævnt til assistent for Brian Priske og fortsætter desuden med sine hidtidige opgaver som chefanalytiker. I forvejen var Lars Friis assistenttræner, og "danskerkolonien" omfatter også Head of Performance Christian Clarup - samt Peter Vindahl og Asger Sørensen i spillertruppen.

Se med i appen og på tv.fck.dk
Vi streamer kampen, der har kickoff kl. 15.00, og som beskrevet i denne artikel, så beklager vi problemerne i tirsdags, men forventer at det kører som det skal på lørdag. Du skal blot have et FCK+ abonnement eller være kortholder/abonnent for at have adgang til streamet.

>> Læs om Spartas hjemmebane her