Før dagens Derby-test
17 timer efter kickoff mod IF Elfsborg går det løs igen, når vi møder Brøndby IF kl. 13.00 på Estadio Algarve, dvs kl. 12.00 lokal tid.
Kun én gang før har vi spillet så tidligt hernede, da vi den 7. februar 2015 slog Mlada Boleslav med 4-2 på Estadio Municipal de Albufeira. Dengang startede kampen endda allerede kl. 12.00, dvs. kl. 11.00 lokal tid.
De fleste kampe i Portugal har vi spillet kl. 20 eller 21 (dansk tid), og også et par stykker kl. 16.00.
Vejret på kamptidspunktet er behagelige 16-18 grader, og til en afveksling er det skyet og ikke blå himmel. Temperaturen dykker først om aftenen, hvor det f.eks. var 11-12 grader i går aftes under Elfsborg-kampen.
Med tidligt kickoff skal kampdagsrutinerne justeres lidt i forhold til hvad og hvornår man indtager måltider osv., så der var pasta m.m. på buffeten her til morgen. Morgenmaden er nemlig samtidig "pre-match-meal", hvor depoterne skal fyldes op til dagens kamp.
FCK-truppen
I FCK-lejren er Hjalte Nørregaard stødt til efter at have ligget syg hjemme i København, og det bliver et andet hold i går, som Neestrup & co. sender på banen. Blandt andet lægges der op til debut til Alex Rúnarsson i målet, og Oscar Højlund er også blevet frisk, efter at han var småsyg i weekenden.
Spillerne fra gårsdagens start-11'er skal ikke i kamp i dag, men de indskiftede spillere trækker i tredjetrøjen igen, undtagen William Clem som stadig passer lidt på, efter at hani går fik sine første spilleminutter i knap fem måneder.
Truppen blev i weekenden suppleret med U19-spillerne Hjalte Bidstrup og Aksel Halsgaard, som begge har spillet senior-træningskampe tidligere. Det har Cornelius Olsson og Tristan Andrew også, som er med hernede, mens keeper Oscar Buur endnu har sin seniordebut til gode.
Truppen
3 Denis Vavro
11 Jordan Larsson
12 Lukas Lerager
18 Orri Óskarsson
22 Peter Ankersen
31 Alex Rúnarsson (GK)
37 Cornelius Olsson
39 Oscar Højlund
40 Roony Bardghji
44 Emil Højlund
45 Tristan Andrew
47 Victor Froholdt
58 Hjalte Bidstrup
59 Aksel Halsgaard
51 Oscar Buur (GK)
Brøndbys pre-season
Dagens modstander behøver næppe nærmere præsentation, men lad os bare notere, at de har spillet tre træningskampe hidtil:
- 20.01 BIF-Hvidovre 1-3
- 26.01 BIF-FC Fredericia 9-0
- 03.02 BIF-Real Salt Lake 2-1
I den seneste kamp, lørdag eftermiddag i Portugal, kom Brøndby bagud efter et kvarter, men vendte det inden pausen til 2-1 på mål af Suzuki og Vallys.
“Det var en svær kamp mod en modstander, som bed godt fra sig,” sagde cheftræner Jesper Sørensen bagefter til klubbens hjemmeside. “Jeg synes, at vi i nogle perioder er dominerende og gør det godt, men jeg synes også, at vi i anden halvleg havde vores udfordringer, hvor vi bliver lidt passive, og hvor vi skal gå mere efter at spille igennem dem og til nogle chancer, fremfor at spille for meget bagud.”
Brøndbys nye belgiske stopper, Jordi Vanlerberghe fra KV Mechelen, startede inde, men blev udskiftet efter en halv times tid, hvor han tog sig til baglåret, men der er endnu ikke meldt noget ud om, hvor slemt det er.
Det andet nyindkøb, Filip Bundgaard fra Randers FC, var ikke med i lørdags.
Ud over disse tilgange har Brøndby sagt farvel til Håkon Evjen, der er skiftet til Bodø/Glimt, og desuden er Christian Cappis vendt tilbage fra sit lejeophold i Molde, men er skadet og ikke med på træningslejren.
Det er derimod en række unge spillere fra U19-truppen, hvor en del sikkert kommer på banen i dag, når begge mandskaber nok mest benytter spillere, der ikke spillede henholdsvis lørdag og søndag.