FC Midtjylland-FCK: Dagen derpå

Falk: Vi må ikke grave os ned
”Vi skal være skuffede, vi skal være irriterede, det skal gøre ondt i dag, og det må også gerne gøre ondt i morgen, men det handler også om, at lægge det så hurtigt som muligt," sagde Rasmus Falk til FCK TV efter nederlaget i Herning.

"Der er simpelthen nogle ting, der ligger og venter, der er for vigtige til, at det ikke handler om at komme videre, så vi må ikke grave os ned. Men der er ingen tvivl om, at vi kigger på det her og ved godt, at det kan vi ikke være bekendt.”

Se hele interviewet her, hvor Falk kalder nederlaget selvforskyldt og ekstremt skuffende efter den dårlige præstation i 1. halvleg.

Rasmus Falk
Falk overtog anførerbindet efter en halv time, da Claesson udgik med en skade. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


De næste opgaver
Den første vigtige opgave er returkampen i Manchester onsdag aften, og så gælder det Lyngby hjemme næste søndag og OB søndagen efter i de sidste to kampe i Grundspillet.

Lyngby-kampen nærmer sig udsolgt, men der er bl.a. ledige pladser på Øvre Sektion 12 og på dele af A-tribunen - find dem her på billet.fck.dk. Og er du blandt de mange, som allerede har plads, så husk at udnytte den - eller udlåne eller frigive den. Læs mere om vores Fyld Parken kampagne sammen med Carlsberg.


Fredagsudekampe i Superligaen
Nederlaget i går forværrede vores i forvejen lave pointsnit til fredagsudekampe i Superligaen, som nu er på 1,29 (V7, U6, T8) mod 1,68 for alle Superliga-udekampe. Også på hjemmebane er fredags-gennemsnittet lavere end det samlede: 1,88 mod 2,11 i alle vores Superliga-hjemmekampe.


Tilskuerrekord i Herning
Efter udbygningen af MCH Arena blev der sat stadionrekord i går med 11.836 tilskuere. Det var 73 flere end den hidtidige rekord på 11.763, som blev sat til en FCK-kamp den 11. november 2007, hvor vi spillede 2-2.

FCK-fans i Herning
FCK-fans i Herning. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Start-statistik
Kevin Diks startede i går på bænken for første gang i sæsonen (og siden pokalfinalen mod AaB i foråret 2023), og nu har kun fire spillere fuld spilletid i forårets fire første kampe: Grabara, Vavro, McKenna og Elyounoussi.

Falk er tæt på, men blev taget ud i tillægstiden hjemme mod FC Nordsjælland. Desuden er Claesson, Mattsson og Achouri startet inde i alle fire kampe.

Kevin Diks
Kevin Diks kom ind i pausen som venstre back. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Kampstatistik

Kampstatistik, FCM-FCK


 

Kampstatistik, FCM-FCK