Meget på spil på søndag
Der er meget på spil i søndagens udekamp mod FC Midtjylland, hvor F.C. København med en sejr kan reducere afstanden til midtjyderne fra seks til tre point – eller komme ni point efter dem.
Efter en ujævn start på sæsonen med tre sejre og tre nederlag og to uafgjorte røg Midtjylland ud af Top 6, som de heller ikke tilhørte i sidste sæsons Mesterskabsspil. I samme periode missede de også Conference League-gruppespillet i en straffesparks-konkurrence mod Legia Warszawa.
Siden har de haft en imponerende stime på 13 sejre, én uafgjort og to nederlag (0-1 i Brøndby i forårspremieren og 2-3 hjemme mod FC Nordsjælland i første runde af Mesterskabsspillet) og kravlede til tops i tabellen, hvor de i de seneste runder har kæmpet med Brøndby om førstepladsen.
Efter mandagens 1-1 mod Silkeborg har Brøndby den kun på bedre målscore, så det spidser til i toppen af tabellen, hvor vi endda kan blive passeret af FC Nordsjælland.
Weekendens øvrige kampe er AGF-Brøndby søndag kl. 16, og Silkeborg-FC Nordsjælland mandag kl. 19.
Indbyrdes kampe
Vores seneste fem indbyrdes Superliga-opgør er endt med tre midtjyske sejre og to uafgjorte, mens vi slog dem i efterårets pokalkamp i Parken.
I Herning stoppede vi for to år den lange stime på 10 nederlag i træk, men efter en 1-0-sejr i marts 2022 og en 0-0-kamp i maj 2022, så har vi tabt de to seneste med smalle cifre. 1-2 i september 2022 og 0-2 i marts i år, hvor kampen dog også levede til det sidste, inden de scorede det andet mål i tillægstiden.
Udsolgt i Herning
FC Midtjylland meldte forleden alt udsolgt, men har dog sat et mindre antal frigivne pladser i salg, som ikke er beregnet til FCK-fans. Vores udeafsnit har længe været udsolgt, og heller ikke i Herning må man vise tilknytning til udeholdet på andre tribuner.