FCK-fans i Manchester

Liveblog: Man. City-FCK

Her får du løbende opdateringer i tekst og billeder fra F.C. Københavns Champions League-tur til returkampen mod Manchester City.

Livebloggen er et supplement til vores øvrige normale content her i appen og på sociale medier. Den blev bragt i FCK-app'en og senere delt på fck.dk.

Torsdag 3.45
Landet i Roskilde Lufthavn efter en fin flyvetur. Nu venter lige en bustur tilbage til København, men heldigvis er torsdag træningsfri, selv om der nok er nogle, der skal forbi Nummer 10 og lave lidt eller have behandling.

Første rigtige træningsdag er fredag og lørdag, som er forberedelser til søndagens hjemmekamp mod Lyngby kl. 16 i Parken.

Vi glæder os til at se jer - og runder hermed livebloggen af for denne gang.

Torsdag 01.30
En gang kuffert-tetris, og så er vi klar til at flyve hjem til København. Afgang fra stadion blev lidt forsinket af et par dopingprøver, men til gengæld slap vi for den tætte trafik omkring stadion, der som sædvanlig var en udfordring på vej til kampen.

Onsdag 23.50
Der faldt ikke flere mål i 2. halvleg, men med lidt held og præcision havde vi reduceret og skabt ny spænding, men set over de to kampe, er der ingen tvivl om, at City fortjent går videre til kvartfinalerne. Der er og kommer meget mere om kampen her i appen og på tv.fck.dk.

>> Læs hvad Neestrup sagde om kampen her

Onsdag 21.50
Det så skidt ud, da City bragte sig foran 2-0 i de første ni minutter ved Akanji og Alvarez, men efterhånden kom vi lidt med i kampen og reducerede til 1-2 efter en halv time. Elyounoussi kørte en kontra frem, og med hælen spillede Orri ham fri i feltet til reduceringen.

Siden fulgte en god FCK-periode, men vi kunne ikke holde stillingen til pausen, for i tillægstiden øgede Erling Haaland til 3-1.

Onsdag 20.55
Nu går det løs!! God kamp til alle F.C. Københavnere!

Vi liveopdaterer ikke her - tjek i stedet @FCKobenhavnLive på X (twitter).

Onsdag 20.25
Spillerne er kommet ud til opvarmning og hilses velkommen af vores fans, som er på plads ovre i hjørnet - ellers der det endnu ikke så mange på stadion, men de forventer ca. 52.000 i aften.

Kamil Grabara bærer i aften anførerbindet for første gang.

 

Onsdag 19.30
Ankommet til stadion! 


Onsdag 17.00
Der er masser af FCK-fans i byen, og i betragtning af vores mange skader, så tog vi en Champions League-bold med til samlingsstedet på Exchange Square. Forvent overraskelser i startopstillingen i aften ;-)

 

Onsdag, 13.30
Der sker jo ikke alverden her på en kampdag, så mens Jes Mortensen var til organisationsmøde, besøgte resten af vores medieteam The National Football Museum her i Manchester - ligesom en del andre FCK-fans.

Det er bestemt et besøg værd, hvis du har tid og lyst. Ellers kommer vi her jo nok igen... 11 af vores 17 europæiske kampe mod engelske hold har været mod Manchester-klubberne!

 

Onsdag, 11.15
Et par billeder fra det obligatoriske organisationsmøde, hvor en række praktiske og sikkerhedsmæssige forhold drøftes.

Onsdag, kl. 8.45
Godmorgen fra Manchester, hvor solen skinner smukt over byen. Det bliver den ved med ifølge vejrudsigten, så vi får dagtemperaturer på 10-11 grader, mens det kun er ca. 5 grader til kampen i aften. Men de ca. 2.400 FCK-fans i Manchester skal nok holde varmen!

Tirsdag, kl. 21.45 (CET)
Godnat og tak for i dag her på livebloggen. På hotellet er der kl. 22.30 (dvs 21.30 lokal tid) en let aftensnack for dem, der har lyst. Og så har vi jo netop fået afgjort, at Bayern og PSG er to af de hold, vi kan trække i kvartfinalen ;-)

Der er i øvrigt fint besøg i hotellobbyen, hvor Rasmus Højlund og Robin Olsen er kommet forbi for at hilse på!

Tirsdag, kl. 19.00 (CET)
Neestrup og Clem er nu tilbage på hotellet efter pressekonferencen på stadion, som du senere kan se i sin fulde længde her i appen.

Foreløbig kan du læse lidt af hvad de sagde her

>> Neestrup: Selvfølgelig vil vi gøre vores bedste

>> Clem: Det bliver utroligt stort

Nu står den på middag på hotellet og efterfølgende hvile og behandling, og vi kommer med en endnu en update herfra senere på aftenen... 

Tirsdag, kl. 17.35 (CET)
Ankommet til City of Manchester Stadium - og først et par TV-interviews med rettighedshavere inden pressemødet.

Fint vejr her i Manchester, køligt, men solskin.

Tirsdag, kl. 16.50 (CET)
Truppen landede i Manchester Airport for en halv times tid siden, og Jacob Neestrup og William Clem er nu på vej direkte til City of Manchester Stadium til pressekonference sammen med Jes Mortensen og et par mediefolk.

Vores analytikere tager også med til stadion for at sikre, at "forbindelserne" er i orden fra deres pladser på stadion og ned til trænerbænken.

Resten af truppen tager direkte fra lufthavnen til hotellet.

Tirsdag, kl. 14.20
Vi er ved at være klar til afgang til Manchester, spillere, stab og sponsorer - og som du nok har set, så er truppen netop offentliggjort med de 21 spillere, som er med.

Hvis du ikke har slettet Flight Radar-appen efter transfervinduet lukkede, så kan du følge med hele vejen, mens livebloggen er i flight mode :-) 
 

 

 

Tirsdag, kl. 11.45
Som det efterhånden er fast praksis, så træner vi hjemme i København inden afrejsen til en europæisk udekamp.

Før trænede vi på stadion, når vi kom frem, men både trænere og spillere foretrækker det på denne måde. Det giver f.eks. spillerne bedre mulighed for at hvile, når de kommer frem til hotellet efter flyveturen.
 


Tirsdag, kl. 10.30
Træningen er i gang på Nummer 10, selvfølgelig med den nye Champions League-bold fra adidas, som vi også spillede med i den første 1/8-finale i Parken.


Tirsdag, kl. 10.00
Vores program i dag (alle tider i dansk tid):
10.30 Træning (første kvarter er åben, resten lukket)
13.10 Busafgang til Roskilde Lufthavn
14.30 Flyafgang til Manchester Airport
16.20 Forventet landing i Manchester Airport
17.30 Pressekonference på City of Manchester Stadium med Neestrup og to spillere
19.00 Middag på hotellet

Manchester City holder pressemøde på City Football Academy (lige ved siden af stadion) kl. 13.30 (= kl. 12.30 engelsk tid),  og de træner kl. 16 (= kl. 15.00 engelsk tid) på akademiet.
 

 

Tirsdag, kl. 9.30
Der er Mixed Zone på Nummer 10 fra kl. 9.15, hvor den danske verdenspresse kan tale med et par af spillerne.

Truppen træner kl. 10.30, og som altid dagen før europæiske kampe er de første 15 minutter åbne.