Neestrup: Resultatet var det vigtigste
”Det var en forfærdelig kamp at komme igennem, men vi fik det resultat, vi kom efter, og det var det eneste, det handlede om i aften,” sagde Jacob Neestrup, da vi talte med ham efter sæsonens allersidste kamp.
”Jeg synes, at man allerede fra starten kunne se, at det var nervøst og forkrampet, men det var bestemt ikke motivationen, der fejlede noget. Der var bare vanvittigt meget på spil, og vi lavede også et par flotte mål, men ellers er det ikke en kamp, jeg vil gå i detaljer med. Jeg ser ikke på den som en hvilken som helst Superligakamp, men som en enkeltstående kamp, der skulle vindes.”
”Det er hårde betingelser, at man kan ligge nummer et nogle uger før sæsonafslutningen og så blive nummer tre og risikere at miste det hele i én enkeltstående kamp. Men sådan er vilkårene, og jeg piver ikke. Vi bebrejder kun os selv, at vi endte i den situation.”
”Vi vandt en grim sejr, men det er glemt om et par måneder, når vi tager hul på en ny sæson og også skal spille europæisk,” sagde Jacob Neestrup, der gerne ville vente lidt med en større evaluering af sæsonen.
”Ja, jeg kan bare gentage, hvad vi allerede har sagt, at selv om vi vandt i dag, så er det stadig ikke en godkendt F.C. København-sæson, når man kommer i 1/8-finalen i Champions League og bliver nummer tre i ligaen og heller ikke vinder pokalen. Sådan er det i en storklub som vores, og de ambitioner har vi selv meldt ud,” sluttede Jacob Neestrup.