Kampreferat: En vigtig sejr til glemmebogen

De to hold
Præmisserne var krystalklare, da de to hold gik på banen foran 24.866 tilskuere i Parken: det var alt eller intet i kampen om at få adgang til Conference League-kvalifikationen.

Vi stillede for anden gang i foråret samme hold to kampe i træk: Grabara – Ankersen, Vavro, Diks, Jelert – Mattsson, Clem, Claesson – Elyounoussi, Óskarsson, Achouri.

Randers skiftede én, Stephen Odey startede i stedet for Muamer Brajanac: Carlgren – Olsen, Høegh, Dammers, Kopplin – Nordli, Enggård, Björkengren – Coulibaly, Odey, Fuseini.

Før kickoff var der blomster og bifald til Kamil Grabara og Peter Ankersen, som forlader klubben efter denne sæson, og Fanklubben offentliggjorde, at Kevin Diks var Årets Spiller.

Tidligt bagud på dødbold
Vi var tæt på en drømmestart efter 20 sekunder, da Orri Óskarsson prikkede en bold tilbage til Mohamed Elyounoussi, men nordmanden blev tacklet, så han ikke rigtig fik ram på bolden, der gik et stykke forbi.

Men det lovede da godt… så længe det varede, for da uret rundede fem minutter, kom vi bagud på en dødbold fra midten af vores halvdel. Daniel Høegh og Wessel Dammers stillede sig bag vores mur, der måske stod lidt langt tilbage i feltet, og den krølhårede hollænder nåede akkurat at trække sig onside – det viste et VAR-tjek - og heade Mads Enggårds indlæg i mål fra nært hold, selv om Grabara fik hånden på og slog den op i nettaget.

De næste minutter viste, at Jakob Kehlet lagde en international linje - et udtryk, der ikke står i reglerne og egentlig taler Superligaen lidt ned, så måske skulle vi bare skrive, at spillerne fik lov at gå til den, uden at kampen blev fløjtet i stykker. Det plejer Neestrup at være den første til at bifalde.

Derfor kan vi ikke-dommeruddannede skriverkarle jo godt tænke vores, for eksempel da John Björkengren ustraffet rev Diks omkuld under et FCK-hjørne, og især da Vavro ikke fik gult for at sparke Mohammed Fuseini ned ude ved sidelinjen, da den lynhurtige ghaneser truede med at starte en kontra.

Men Kehlet fandt sig ikke i hvad-som-helst, og kortet kom frem, da Peter Ankersen også bremsede en kontra ved at sparke Lasso Coulibaly ned.

Smuk Orri-udligning
Der blev dog også spillet fodbold, og i momenter også flot og effektiv fodbold, som da vi udlignede i 13. minut. Diks spillede Elyounoussi midt på deres halvdel, og han stak straks bolden videre til Orri, som løb fra Høegh og Dammers – heller ikke offside ifølge VAR-tjek – og køligt chippede bolden over den fremstormende Patrik Carlgren.

Minuttet efter udligningen, var Randers tæt på at komme foran, da Simen Nordli sparkede lige over mål efter et fladt Oliver Olsen-indlæg fra højre, som passerede lidt for let gennem feltet.

Usikkerhed og boldtab
Det var langt fra den eneste gang, vi viste usikkerhed i boldomgangen og positionerne. Kort efter tabte Diks for eksempel en nem bold over egen baglinje, men det vil føre for vidt, hvis vi skulle opremse alle boldtab i defensiven og offensiven. Ingen nævnt, ingen glemt – stort set alle smed bolde væk, som normalt burde have ramt en medspiller.

Midt i halvlegen førte et af de mange boldtab – det var vist Mattsson denne gang – til en kontra, hvor Grabara dykkede godt ned til stolpen og reddede en et fladt Coulibaly-forsøg, og på det efterfølgende hjørne fik Simen Nordli til en stor skudchance, men heldigvis for os, så ramte ham Claesson – hvorefter Stephen Odey sendte et giftigt, fladt skud afsted, som Grabara nåede mesterligt ned og redde.

Når vi selv var i angreb, blev det ikke rigtig til noget, og for ofte kørte vi bolden for længe rundt lidt inde på deres halvdel uden at finde løsninger på, hvordan vi skulle komme op i feltet og blive farlige.

Det var egentlig ikke, fordi Randers gravede sig ned og ikke ville noget. Bevares, de forsvarede sig selvfølgelig – og gjorde det godt – men lurede også hele tiden på at komme op og gøre ondt på os i den anden ende.

Achouri-drøn på stolpen
Efter en halv times tid fandt Achouri dog løsningen på vores problemer, da de lod ham få plads små 30 meter fra mål, og så fyrede han et kanonskud af, der smældede mod Carlgrens ene stolpe – hvorefter Orri kastede sig frem og headede returbolden ind. Men glæden blev kortvarig, for Orri stod offside, da Achouri trykkede af.

Lidt efter fik Nordli endnu en billig skudchance i vores felt, men blev blokeret til hjørne, og kampbilledet fortsatte med alt for mange københavnske boldtab og et ivrigt Randers-mandskab, som spillede deres chance og for længst havde fundet ud af, at løverne var til at tale med i dag.

En situation i 41. minut illustrerede deres styrke og svaghed, da Carlgren greb et indlæg og fik tid og plads til at kyle bolden hen over vores seks forreste til en helt fri Stephen Odey omkring midten. Han kørte kontraen op i feltet, men vi fulgte godt med tilbage i forsvaret, og Fuseini mistede den i et forsøg på at drible i feltet. De manglede den der ”sidste skarphed”, for muligheder var der nok af.

Dramatik før pausen
Halvlegen sluttede med dramatik, da Coulibaly jagtede en bold langs baglinjen og stødte ind i Grabara – hændeligt, men det så hårdt ud, og straks strømmede slagsbrødre til fra nær og fjern. Diks tog fat i Coulibaly, inden Fuseini kom stormende og skubbede ham omkuld. Så tog Ankersen solidt fat i kraven på Fuseini, så Vavro – af alle – nærmest måtte tage kvælertag på sin hidsige holdkammerat for at trække ham væk, da han jo i forvejen stod i Kehlets sorte bog.

Imponerende at dommerne og VAR-vognen på relativt kort tid nåede frem til en løsning, som delte sol og vind lige med gule kort til Diks og Coulibaly, selv om sidstnævnte med en vis ret kan føle, at han tog én for Fuseini.

God start på 2. halvleg
Efter en tiltrængt pause kom vi bedre ud, og efter ni minutter var Orri tæt på, da Claesson spillede ham godt fri i feltet, men Carlgren reddede med en flot fodparade.

To minutter senere, hvor Achouri og Elyounoussi havde byttet side, mistede vi igen bolden i et opspil, men Achouri generobrede og sendte den ud i højre til Ankersen. Han slog et perfekt indlæg hen over forsvaret til Elyounoussi i modsatte side, og med en behersket og velplaceret flugter sendte han den over i det lange hjørne.

”Forbandet at der kommer sådan en Premier League-spiller og hakker den over i hjørnet,” analyserede Randers-træner Rasmus Bertelsen bagefter, hvor vi alle havde vidste, at den sublime detalje havde afgjort kampen.

Mistet momentum
Måske var det midt i glædesrusen, at det føltes som om, at vi nu havde ro og kontrol på tingene og snart ville udbygge føringen, for sådan gik det ikke. Snart mistede vi momentum, og enten overlod vi initiativet til Randers, eller også tog de det selv, for de har selvfølgelig deres del af æren for, at det blev spændende til det sidste.

Nu var det Randers, der kørte lange angreb og ledte efter løsninger, og de kom heldigvis også til at lede længe, for vi gav ikke meget væk og havde en sikker skanse i Grabara, som har fået hug for sine fejl i foråret, men også skal fremhæves for at slutte stærkt af i hans afskedskamp.

Gav ikke mange chancer væk
Tyve minutter før tid, hvor Vavro lige havde fået gult kort for et frustrations-frispark, lå både Claesson og Elyounoussi i græsset, men nordmanden fortsatte trods en øm skulder, mens Claesson blev erstattet af Lukas Lerager.

I samme minut kom Randers til en sjælden chance, da Fuseini headede forbi mål på et forlænget indkast. Trods megen boldbesiddelse kom de slet ikke til så meget som før pausen, og midt i vores klagesang over mange boldtab, må vi også rose spillerne for at stå godt og solidt – men… vi levede livet farligt med den smalle ét-måls-føring.

Et kvarter før tid kom Jordan Larsson og Rasmus Falk ind for Achouri og Clem, mens Randers satsede mere og mere offensivt – men stadig uden, at komme til chancer.

Mere øl til Ankersen
Det kunne dog være gået galt i 86. minut, da Diks i eget felt spillede bolden lige i fødderne på Fuseini, men heldigvis sprang bolden fra ham, og Vavro ekspederede den væk, mens Diks angrede den store fejl, der kunne have forkortet sommerferien med mindst en halv times forlænget spilletid.

Fansene, der som altid havde støttet fremragende under hele kampen, fik snart andet at tænke på, da Peter Ankersen for femte gang i seks kampe blev udråbt til Carlsberg Man of the Match. Han må efterhånden have overdimensionerede Carlsberg-flasker nok til en glad aften med drengene. Eller i hvert fald til noget af aftenen...

Hans sang rungede ud over Parken i resten af kampen, og i den jublende hyldest glemte man næsten helt, at nerverne stadig var på højkant i de seks minutters tillægstid.

Trods et par Randers-dødbolde, så holdt vi stand uden for alvor at komme under massivt pres, og snarere burde Elyounoussi have scoret til 3-1 i de sidste tillægsminutter.

Men det blev ved 2-1, og det var også nok, selv om vi i dag spillede nervøst og forkrampet med alt for mange boldtab mod et Randers-hold, der spillede deres chance og kunne godt have stukket kniven ind, men for tredje gang forlod en Europa-playoff som tabere.