Conference League: Terminer og nyt ligaformat
Fredag aften sikrede F.C. København sig endnu en mulighed for at kunne kvalificere sig til en sæson med europæisk gruppespil, sådan som vi har haft uafbrudt siden sæsonen 01/02 – og siden 2006/07 med gruppespil hvert år på nær 2015/16 og 2020/21.
I år skal vi for anden gang spille Conference League og indtræder i 2. kvalifikationsrunde (Q2) som seedet hold, og vi er også seedet, hvis vi går videre til Q3 og playoff.
Ændret format
UEFA’s store omlægning af de europæiske turneringer ænder ikke ved kvalifikationsturneringen, men det hidtidige gruppespil - hvor fire hold mødte hinanden ude og hjemme - ændres til en ligamodel, den såkaldte "Swiss Model".
I Conference League-ligaspillet deltager 36 klubber, og hvert hold spiller seks kampe, tre hjemmekampe og tre udekampe, men mod seks forskellige hold.
Alle point indgår i én samlet tabel for de 36 klubber, og nummer 1-8 går direkte til 1/8-finalerne efter nytår, mens de 16 hold fra nummer 9-24 går videre til en playoff-runde, hvorfra de otte vindere også går til 1/8-finalerne. De sidste 12 hold i ligaspillet, nummer 25-36, er færdige i turneringen, og det samme er taberne i playoff-runden.
Kvalifikationsrunder afvikles som hidtil med hjemme- og udekampe i hver runde.
Terminer
Q2-lodtrækning: 19. juni
Q2- terminer: 25. juli og 1. august
Q3-lodtrækning: 22. juli
Q3- terminer: 8. og 15. august
Playoff-lodtrækning: 5. august
Playoff-terminer: 22. og 29. august
Spilledatoer i ligaspillet:
Liga-lodtrækning: 30. august
Liga-terminer: 3. oktober, 24. oktober, 7. november, 28. november, 12. december og 19. december
De foreløbige Q2-udsigter
Der er over 40 mulige modstandere i Q2, men det forventes, at UEFA igen denne sæson fordeler klubberne i mindre grupper på typisk 10 hold (fem seedede og fem useedede), så når vi nærmer os lodtrækningen har vi kun en håndfuld mulige modstandere.
Geografi indgår normalt i denne under-gruppering, og sidste sæson kunne AGF f.eks. trække hold fra Belgien, Holland, Norge, Irland og Skotland, og FC Midtjylland kunne trække hold fra Estland, Færøerne, Luxembourg, Polen og Ungarn.
Men der er ingen garanti for, at vi undgår at komme på langfart. Da vi spillede Conference League i 2021/22 trak vi for eksempel Torpedo Bel-Az Zhodino fra Belarus, og det gav jo en rejse på ca. 2.500 kilometer, fordi kampen blev flyttet til Kazan i Rusland.
Det sker ikke denne gang, da de russiske hold er udelukket, men i 2021/22 kunne vi også have fået en endnu længere rejse, hvis vi havde trukket Tobol Kustanai fra Kazakhstan.
De øvrige mulige modstandere dengang var BK Häcken (som den sommer toppede Allsvenskan og endte sæsonen som mestre), FH Hafnarfjördur fra Island og FK Panevezyz fra Litauen.
De useedede nordiske hold, som vi kan trække i år (afhængigt af undergrupperne), er SK Brann, Tromsø IL, BK Häcken, IF Elfsborg, HB Torshavn og Ilves. Der er også nogle hold, som vi har mødt før i europæiske turneringer: Sliema Wanderers (Malta), Cliftonville (Nordirland) og CSKA Sofia (Bulgarien).