Amin Chiakha og Jonathan Moalem

4-0 over Vejle sikrede U19-sølv

Med en sikker 4-0-sejr over Vejle Boldklub i en udsat kamp i U19-ligaen sikrede U19 sølvmedaljerne på bekostning af Brøndby, mens FC Midtjylland allerede havde vundet mesterskabet.

Vejle var godt med i starten af kampen og kunne være kommet foran, men som 1. halvleg skred frem dominerede vi mere uden dog at komme til mange afslutninger.

Ti minutter før pausen scorede Amin Chiakha dog til 1-0 og øgede dermed også afstanden på den topscorerliste, som han i forvejen toppede inden kampen, og hvor Vejles Frederik Flaskager var den eneste, der kunne true ham her i sæsonens allersidste kamp i ligaen.

Kort efter pausen blev Andreas Clasen fældet i feltet, og Amin fordoblede føringen med en sikker eksekvering fra 11-meter pletten.

Andreas Clasen fældes i feltet
Andreas Clasen nedlægges i Vejle-feltet. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Bare tre minutter efter øgede Queyrell Tchicamboud, da Vejle-forsvaret ikke fik fat i en høj bold i feltet, og da trak det lidt op til en storsejr.

Vi havde adskillige chancer til at øge, og Amin fik også underkendt et mål for offside, da han sendte en returbold i mål.

I det sidste kvarter var Vejle dog også tæt på et par gange med blandt andet et hovedstød på overliggeren efter hjørne, men i stedet lukkede og slukkede Neo Jönsson på kampens sidste spark til slutcifrene 4-0.

Queyrell Tchicamboud
Queyrell Tchicamboud jubler efter 3-0-målet. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Sølvmedaljer
Efter kampen var der en kort ceremoni med overrækkelse af sølvmedaljer, men det var på flere måder en sæson, der mindede lidt for meget om A-holdets. Fantastisk flotte præstationer i Youth League og langt hen ad vejen også i U19-ligaen, indtil en periode midt på foråret med kun én sejr i seks kampe.

Kampene faldt dog også tæt for den unge og smalle trup, men der blev smidt mange "dumme point", som kostede muligheden for at genvinde mesterskabet.

Men kan man ikke tage det bedste, må man tage det næstbedste, og det lykkedes trods alt i form af andenpladsen og sølvmedaljerne.

Holdfoto efter medaljeoverrækkelsen
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Amin topscorer
Med dagens to mål nåede Amin Chiakha op på 19 mål i U19-ligaen, tre mere end FC Midtjyllands Mikel Gogorza på andenpladsen og Vejles Frederik Flaskager på tredjepladsen.

Tillykke til Amin, som også blev topscorer i UEFA Youth League denne sæson!

Amin Chiakha
Amin Chiakha - U19-ligatopscorer med 19 mål. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Afsked med "Bomber"
Kampen var den sidste for U19's Team Manager Brian "Bomber" Larsen, der stopper efter fem år i Talentafdelingen, hvor han har passet opgaverne på deltid ved siden af sit normale job. Tidligere i foråret opslag Talentafdelingen en fuldtidsstilling som servicemedarbejder til en bredre vifte af opgaver og herunder også opgaverne omkring U19-holdet.

På spillersiden fortsætter Aksel Halsgaard karrieren i AGF efter sommerferien, og status på øvrige spillere følger på et senere tidspunkt.

Brian "Bomber" Larsen i midten havde sin sidste kamp som U19 Team Manager
Brian "Bomber" Larsen i midten havde sidste kamp som U19 Team Manager. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Matchfacts
FCK U19-VEJLE U19 4-0 (1-0)
34.: 1-0 Amin Chiakha
49.: 2-0 Amin Chiakha, str.
52.: 3-0 Queyrell Tchicamboud
90+5.: 4-0 Neo Jönsson

1 Oscar Buur - 16 David Katlego (85.: 5 Ethan Amundsen-Day), 22 William Glindtvad, 15 Cornelius Olsson, 3 Tristan Andrew - 6 Hunor Vajk Németh, 13 Andreas Clasen (60.: 18 Graham Ankamafio), 10 Tamás Szücs (46.: 24 Jonathan Moalem) - 14 Roberto Risnæs (60.: 21 Julius Emefile), 9 Amin Chiakha, 19 Queyrell Tchicamboud (80.: 7 Neo Jönsson)

Reserve: 41 Filip Versterre