Jacob Neestrup

Neestrup før premieren: Vi skal vinde og komme godt fra land

Til lørdagens træning på Nummer 10 handlede det for fans og medier meget om hjemvendte Thomas Delaney, så i vores podcast i går, spurgte Jacob Neestrup, om der også havde været tid til at træne lidt.

”Ja-ja, det har der,” smilede Neestrup. ”Det er jo fint, at det uden for banen har handlet om Thomas, det er jo sådan det er, når du henter en stor spiller hjem, men træningen har handlet om om det, der skal ske på mandag.”

”Men det gik fint med Thomas, det var hans første træning, efter han har haft ferie, han fik rørt bolden lidt, fik bevæget sig godt, fik nogle fodboldbevægelser ind, så jeg tror, han har haft en god første dag.”

Søndag er der stadig en lukket træning til de sidste forberedelser, men målet er klart:

”Vi skal vinde kampen, det er jo sådan det er, men alle premierer er altid specielle, og vi møder et godt hjemmehold, som var dygtige sidste år mod de største klubber og de bedste hold."

"Vi vandt knebent, Midtjylland tabte stort, Brøndby og Nordsjælland spillede uafgjort, og det er en klub og et hold, som specielt i sådan en premiere er dygtige til at skabe en intensitet på et på et meget intimt stadion."

”Men vi skal løse det, og det har jeg også en tro på, at vi gør. Det vigtigste er, at vi kommer godt fra land, men det bliver en svær kamp på sin egen måde, og det skal vi være klar på," sluttede Jacob Neestrup, der først udtager truppen og giver status på skader efter søndagens træning.