Trott: Tredje clean sheet vil være fint, men sejren er det vigtigste
Nathan Trott har holdt målet rent i sine første to kampe, 2-0 i Lyngby og 3-0 i Gibraltar, hvor han ikke behøvede at lave ret mange redninger, og han håber selvfølgelig at fortsætte stimen søndag aften mod AGF.
”Jeg får sikkert mere travlt end i de første kampe, men jeg kender AGF fra mine år i Vejle, så jeg er forberedt på, hvad der venter. Jeg kender også Parken, men glæder mig meget til at være en del af hjemmeholdet. Det er et svært sted at spille for udeholdene, men med den opbakning fansene giver herinde, så bliver det et specielt øjeblik for mig."
”Vi har spillet to gode kampe med både sejre og clean sheet, og det håber jeg selvfølgelig, at vi kan fortsætte med. Men bare vi vinder, er jeg mere end tilfreds, men selvfølgelig er et clean sheet også dejligt for forsvaret, så lad os håbe, vi også opnår det i morgen”, siger Nathan Trott.
Efter debuten i Lyngby fremhævede Neestrup, at Trott skulle vænne sig til at spille for et hold, hvor der ikke altid er lige så meget at lave mellem stængerne som han har været vant til, men det pres kendte Nathan på forhånd og lever fint med det.
”Alle ved, at FCK-målmænd ikke har travlt hele tiden, men at det til enhver tid er vigtigt at være der for holdkammeraterne. Uanset om det så kræver én eller ti redninger i en kamp, så gælder om at være klar, når det behøves.”
Hjemme på Bermuda, hvor Nathan Trott er født og vokset op, følger man F.C. København med stor interesse nu.
"Ja, det har været en del ”buzz”, for det er noget særligt, når en spiller fra Bermuda skriver under med så stor en klub som FCK. Så jeg har fået mange hilsner og support fra alle derhjemme, og det glæder mig, at jeg også kan være dem glade derhjemme," lyder det fra keeperen, der også har engelsk pas og repræsenteret dem i seks U20-landskampe.